Død, terninger og rollespil
Dette er en anmeldelse af tegneserien Die vol. 1: Fantasy Heartbreaker, som en opsamling af de første 5 numre af Die-serien, der startede i december 2018, skrevet af Kieron Gillen og tegnet af Stephanie Hans. Gillen har været omkring både Marvel og her Image, men inden gjorde han sig især indenfor hvad man kunne kalde “nørde-journalistik”, hvor han har skrevet om alt fra musik og ikke mindst computerspil i alle tænkelige udformninger. Vi har altså på mange (gode!) måder med en ægte geek at gøre og det kan mærkes på Die.
I 1991 transporters en gruppe teenagere til en anden dimension efter, at være blevet suget ind i et rollespil på ægte Jumanji-manér. De vender tilbage 2 år senere, men ikke fuldtallige: der mangler en, Solomon, som er blevet efterladt inde i rollespilsdimensionen. Det er setuppet for Die, hvorefter handlingen efter et par sider hopper 25 år frem i tiden, hvor vi møder vores hovedperson/fortæller, Dominic, der på sin fødselsdag opsøges af Solomons mor (Dominic og Solomon deler fødselsdag, for lige at understrege skæbnefællesskabet), der stadig ikke har fået fred, nu 27 år efter hendes søn og vennerne forsvandt. De andre kom tilbage og har på hver deres måde kæmpet med oplevelserne, skyldfølelse og for at finde deres plads i livet, med varierende grader af succes. Et er dog klart, de er alle mærket af hvad der egentlig skete dengang.
Senere på dagen mødes Dominic med Angela, der var med i gruppen for 25 år siden, ud over de psykiske mén manglede hun også en arm da hun returnerede til vores virkelighed – grunden forbliver, som mange andre spørgsmål, indtil videre usagt. På beværtningen hvor de to søskende mødes er der blevet indleveret en gave til fødselsdagsbarnet. En rollespilsterning af en art. Indsmurt i blod. Dominic forsøger at smadre den med en stor sten, men kan ikke få sig selv til at gøre det… hvilken betydning har den mystiske terning mon? Dominic beslutter sig for, at indkalde den gamle vennegruppe til et møde, der afholdes hos et af medlemmerne, Chuck, der lader til at have haft en succesfuld filmkarriere, i hvert fald udadtil, i de mellemliggende år og tilsyneladende virker ovenpå og upåvirket af fortiden. Som om.
Her møder vi også for første gang resten af gruppens gamle medlemmer, Isabella og Matt, dermed er alle deltagere på plads og spillet kan for alvor begynde. De 5 resterende medlemmer beslutter sig nemlig for, at bruge terningen og rejse tilbage til spil-verdenen og se om de kan opspore og få Solomon med tilbage. Det er (selvfølgelig) Solomon, der har orkestreret det hele, og på en eller anden måde trækker i trådene, som en form for spilmester. Planen lykkes, de 5 er i slutningen af første hæfte ud af de 5 i denne trade paperback, tilbage i spillet, i deres gamle “roller” og med de evner der hører til.
Hvad der herefter præcist sker vil jeg ikke spoile og dykke alt for dybt ned i, lad os bare sige, at gruppen kommer vidt omkring i de sidste 4 hæfter, oplever krige, tab og indre og ydre konflikter, når de ikke mindst stilles overfor dem selv og deres svagheder og “fejl”. På sin vis er Die en meget mørk og alvorstung omgang fantasy, fra karakterernes brister til de helt store linjer, der afspejler krig, død og ødelæggelse. Nok foregår handlingen i en “fantasiverden”, men der er skinbarlig alvor og fyldt med reelle konsekvenser for vores hovedpersoner.
Die har ud over en nuanceret og dyb karakterskildring og et ganske kompliceret, eller i hvert fald mystisk, plot, men er også beriget med et sanseberusende og vanvittig flot artwork fra Stephanie Hans. Hun lægger sig i naturlig forlængelse af en stil og atmosfære, som man også forbinder med gamle rollespil, men har samtidig en moderne streg, der gør at tegningerne både har et gammeldags og meget moderne præg. Det er måske ikke en streg, som alle steder falder helt i min smag, der er visse tegninger af karaktererne som har et lidt underligt skær, hvor det både virker en kende kunstigt, “tegneserieagtig” og fotorealistisk på samme tid, som ikke lige er mig. Til gengæld er nogle af landskabsbillederne og de større paneler så flotte, at de fremstå som små kunstværker og malerier. Det giver bare en, for mig, lidt sjov kontrast til den måde karaktererne er tegnet på. Måske er det tilsigtet for, at understrege at de ikke helt hører til i verden, eller er ved siden af dem selv?
Rent teknisk og på et idé-plan er der virkelig meget der spiller for Die, som jeg kastede mig over efter at have læst en række anmeldelser, hvor udgivelsen blev rost til skyerne. Den slags kan jo være lidt farligt og bygge nogle forventninger op, som kan være vanskelige at leve op til, men Die har altså modtaget nærmest universel ros. Den fangede, desværre bare ikke rigtig mig eller rørte mig på den måde, som den nok burde?! Jeg kan sagtens se, at den burde og hvilke indiskutable kvaliteter den rummer, men jeg blev aldrig for alvor fanget eller emotionelt påvirket.
Måske er det selve rollespilspræmissen, som bare ikke tænder mig? Man kan godt læse Die uden det store forkendskab eller interesse for rollespil, eller fantasy i bredere forstand, især rollespil er ikke noget jeg nogensinde har dyrket – det har bare ikke lige været min ting. MEN, jeg tror at man muligvis får endnu mere ud af udgivelsen, vil kunne relatere mere til den, forstå mange flere referencer og detaljer i plottet, hvis man har et forkendskab og en interesse for rollespil.
Der er utallige referencer til rollespil, regler, mekanikker og troper, ja, faktisk er hele setuppet og fortællinges struktur og logik bygget op omkring rollespil. Det gør, at jeg momentvis har svært ved helt at fatte hvad der foregår og hvorfor, eller ikke lige fanger nuancerne i plottet og hvad spillereglerne for historien egentlig er. Der gik eksempelvis lidt tid inden jeg helt fangede, at hver karakter i Die er udstyret med specifikke evner når de lander i rollespilsverdenen, ligesom når man vælger evner inden man går i gang med et rigtigt rollespil. Nå ja, og så er jeg åbenbart så fatsvag, at jeg var halvvejs igennem inden det gik op for mig, at “die” ikke kun betyder “dø”, men også kunne være, og i dette tilfælde er, terning i ental…
Jeg ved ikke om min manglende forståelse og interesse i rollespil er hovedårsagen til, at Die ikke helt ræsonnerede hos mig. Det er også som om, at jeg af en eller anden grund bare ikke var specielt interesseret i denne gruppe skadede og forkvaklede mennesker og deres jagt på svar og Solomon. Jeg kan ellers godt lide tanken og hele setuppet på papiret, i praksis kom jeg beklageligvis bare til at kæmpe og slæbe mig igennem de 5 hæfter, der kun i glimt for alvor kom under huden på mig. Eksempelvis er en stemningsfuld og knugende tur ned i en skyttegrav i hæfte 3, Dungeons, og de krigshærgede skæbner den rummer, et højdepunkt. Et gribende øjeblik og et af de, desværre lidt for få steder, hvor jeg for alvor er opslugt af Die. Dog skal udgivelsen roses for, at hvert hæfte virker som netop et hæfte i en fortløbende serie og ikke bare en historie, som er skrevet til trade-formatet. Hvert hæfte har sin egen lille, ”lukkede” fortælling eller udvikling, hvilket ikke altid er tilfældet i disse tider, hvor mange historier virker decideret konstrueret til at blive udsendt i en trade paperback af en på forhånd fastlagt længde. Det ændrer dog, desværre ikke på, at Die ikke lige faldt i min smag.
Måske er Die bare for vanskelig for mig at relatere til, sådan helt grundlæggende? Der er ellers nok at dykke ned i, ligesom præmissen er spændende og formår at behandle rollespil på en meget seriøs vis, hvor det ikke er med et glimt i øjet eller ironisk distance. Det her er, i dette tilfælde helt bogstaveligt, et spil på liv og død! Og en stor hyldest til rollespil, der fungere både som en fortælling i sig selv og på et metaplan. Die er endda udkommet som et rigtigt RPG, så du selv kan deltage i spillet, det er da om ikke andet gennemført og demonstrerer hvor dybt forankret i og dedikeret til konceptet Gillen er.
Måske er det noget der fanger og opsluger dig fuldstændig?
Plus:
– Præmissen
– Hvor gennemført universet og idéen fremstår
– Metalaget og dedikationen til rollespilsgenren
– Fantastisk artwork
– Tredimensionelle og dybe karakterer
– Fornemmelsen af en stor og gennemtænkt fortælling og verden
– Value for money, 89 kr. er ikke meget for 5 hæfter samlet i én paperback
Minus:
– Kan være lidt svær at komme ind i
– Forhåndskendskab til rollespil og “reglerne” kan være en fordel
– Bundet op på et koncept man er nødt til at købe ind på
– Mange figurer og navne at holde styr på i starten
Konklusion: En forsigtig anbefaling, Die var ikke lige noget for mig, men kvaliteterne er indiskutable og til den fornuftige pris for vol. 1 kan man godt smage og se om det er noget for en.
