Karakterne i højsædet fremfor plottet

That Texas Blood er en form for fortløbende mini-serier, hvor lokationen lader til, at være Ambrose County, Texas. Med Joe Bob, som en tilbagevendende karakter og fortællestemme. Serien er skabt af Chris Condon og tegner Jacob Phillips, søn af Ed Brubakers faste makker, Sean Phillips.

Første samling af That Texas Blood dækkede 5 hæfter, denne vol. 2 de næste 5 i serien/mini-serierne. På den led er det typisk trade-format, men mini-serie formen gør, at der er tale om lukkede fortællinger i samme univers, hvor handlingen ikke lader til, at overlappe. De kan altså sagtens læses hver for sig.

Jeg ville dog anbefale, at man sluger hele That Texas Blood fra start, så man får nuancerne i Joe Bob og seriens verden med. Der er i lige så høj grad (hvis ikke mere) tale om et karakterstudie/drama, som en plotdreven fortælling. I første bog fik vi et lille indblik i Joe Bobs stille, tilbagetrukne dagligdagsliv i den lille Texas flække. Samtidig med, at han i adstadigt tempo opklarede et hævndrab og brødre-tragedie.

Det nære var i højsædet. Et lille samfund bliver rystet af en blodig og brutal sag. Livet gik stadig sin langsomme gang, men Joe Bob blev mindet om, den ondskab, som kan ligge lige under overfladen.

Stille Bobs stille landliv

Her kan Joe Bob virke, som et kuriøst valg som protagonist. Han kan på overfladen fremstå, som en ret stillestående og “kedelig” karakter.

Joe Bob er stille, mut, ordknap og umiddelbart en ret inaktiv figur, hvis yndlingsord kunne være “well…”. Hvis han var jyde (ligesom mig), i stedet for texaner, ville han være “så dæææ”-typen. En observatør, der på hans egen godmodige og rolige vis holder sig på sidelinjen og venter med, at kommenterer på begivenheder, eller handle indtil sagerne er tænkt igennem.

Det ville dog være en fejl, at undervurderer den pensionsmoden lovmand. Eller forveksle tænksomhed, velovervejede ord og langsomme reflekser og reaktioner med manglede handlekraft. Eller, at manden er uengageret, hvis ikke dum. Ikke helt ulig lignende karakterer hos Coen-brødrene og deres film, som Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones) i No Country For Old Men og Marge (Francis McDormand) i Fargo.

I det hele taget hviler, der en Coen-følelse over That Texas Blood. Både i figurgalleriet, karakteristikken af dem og den verden, som de bevæger sig rundt i. Der er noget ved den stille og slumrende stemning, som brydes af eksplosive, korte udbrud, der dufter af Coen. Og nøjsomme og tilbagetrukne liv, der rystes af udefrakommende (ofte voldsomme) fredsforstyrrer.

That Texas Blood og Joe Bob, rejser dog spørgsmålet: var “forstyrrelsen” (i dette tilfælde et diffust begreb som “ondskab”) altid til stede?

Tilbage til 80erne

I bog nummer to vækkes ondskaben i Ambrose, Texas blodet af et 40 år gammelt minde. Joe Bob har aldrig helt kunne slippe en mord/kidnapningssag fra 1981. Han taler, på opfordring fra konen med den lokale præst, men det bringer blot flere glimt af den grumme sag frem i erindringen.

Indtil han decideret, i et kort øjeblik, ser syner af kultlederen udenfor sit hus, hvor han sidder og grubler over den forbudte natlige smøg, han har sneget sig ud for at snuppe. Skjult for konen, naturligvis. Indenfor dykker han ned i sagsakterne, mens vi præsenteres for det første flashback til 1981. Det er sådan set hele handlingen i første hæfte.

Senere mødes han med en yngre, kvindelig kollega på den lokale diner for at snakke. Igennem deres samtale, ridses hele sagen og handlingsforløbet i 1981 op over en kop kaffe eller to. Flashbacks afbrydes af kortere dialogscener mellem de to betjente, fra hver deres generation. Den aldrende hvide lovhåndhæver og “gunslinger”, og den unge, afro-amerikanske kvindelige kollega og “lærling”.

Og det er er så formen og hele handlingen resten af bogen! Hvad, sker der virkelig ikke mere?! Sidder de bare og snakker?! Jeps. Og det er ganske fremragende, fængende og særdeles effektivt fortalt af Condon og Phillips.

Det forbandede Texas blod

Jeg vil ikke dykke videre ned i selve plottet og sagen fra 1981. Har man set/læst lignende fortællinger, så er det en ret lige-ud-af-landevejen historie om en mystisk kult og deres uhyggelige aktiviteter. Her er der ikke de store overraskelser eller plottwist, det er måden sagen bruges på i denne kontekst, som er pointen i That Texas Blood.

Det handler om en undersøgelse af ikke blot “minder” og deres magt, men ondskabens væsen og natur. For, at belyse det fra flere sider end Joe Bobs, introduceres vi for flere stemmer og øjne i historien. Den kvindelige kollega (og andre kolleger i fortiden), præsten (kortvarigt) og Joe Bobs trofaste, kloge og kærlige kone (som totalt har bukserne på i det forhold).

Men også den lidt mystiske privatdetektiv Harlan Eversaul, som dukkede op ud af det blå i 1981 og møvede sig ind sagen og begivenhederne. Eversaul… ever soul… der er også et religiøst eller i hvert fald spirituelt lag i That Texas Blood, helt naturligt når man undersøger et emne som “ondskab”. Joe Bob virker dog ikke som den religiøse, eller troende type. Det vil sige, han tror nok på det han kan se…

Hvad gør det ved folk, hvis det man ser er grusomt og umenneskeligt?  Joe Bob har via alt han har set og oplevet i Ambrose gennem årene, ikke mistet troen på sine omgivelser og medmennesker. Men, han har set, og ved, at de kan ledes i fristelse af det onde. Som han med egne øjne har set findes – men ligger det i blodet, det forbandede Texas blod?

Klassisk, lille men velfungerende fortælling

Okay, jeg vil ikke strække den unødigt og trække i langdrag (for en gangs skyld) og gå lidt mere “Joe Bob” på That Texas Blood vol. 2. Det er i bund og grund en ret lille fortælling, som er hængt op på en helt enkelt præmis og fortællestruktur. Ganske klassisk og ligetil. En der fungerer.

Jeg er ret begejstret for denne serie, hvis det ikke fremgik tydeligt nok. Stemningen, atmosfæren, Joe Bob og den plads Condon giver mig til bare, at lade handlingen, emner og eventuelle budskaber ånde. Man stopfodres ikke med indtryk eller “mening”. De er ingredienser i den store gryde, men der masser af plads til, at man selv kan føje til, eller bare lade det hele simre.

Her skal også lyde en stor ros til Phillips Junior, æblet falder ikke langt fra stammen. Hans streg og stil kan minde en del om farmand Sean Phillips, ligesom farvelægningen også læner sig op af den pulpy noir-stil man kan finde i en Brubaker/Phillips serie. Her er det dog næsten endnu mere enkelt og nedskaleret hvad detaljer angår. Mere “rent”.

Phillips håndtere både de stillestående samtalescener og de spændingsmættede scener fra fortiden, hvor det i korte glimt eksploderer i action eller brutalitet, virkelig overbevisende. Selvom karaktererne er fremstillet uden mange træk, så er de udtryksfulde og man fornemmer “mennesket” bag. Der er hele tiden en synergi og sammensmeltning mellem tegninger, farver og Condons ord.

Simrende Texanske chili

That Texas Blood er langsomt kogende ret, som bør nydes i samme tempo. Smag på den, lad den bundfælde sig og vær ikke for grådig eller forvent en kæmpestor, ekstravagant all you can eat buffet.

Den central historie, mysteriet og sagen fra 1981 er ikke specielt stor eller nyskabende. Dens funktion er ikke, at bære bogen, eller være hovedret, hvis vi skal blive i madmetaforen. Condon er mere interesseret i karakterne, især Joe Bob og Harlan Eversaul, deres kvaler og måden fortællingen påvirker dem menneskeligt og psykologisk.

Og de forbandede minder, som sagen resulterer i og planter hos dem. Ligesom den sår det frø af ondskab, troen på ondskab som en reel ting og en undersøgelse af dens væsen. Kan mennesker, og endda steder, være onde? Findes et begreb, som ondskab, hvis ja, hvordan opstår den og manifesterer sig?

Mest af alt, er det der skal fange læseren, måske stemningen og atmosfæren. Her er Condon og Phillips ligevægtige og lige vigtige bidragydere og samarbejdspartnere. Det er også her That Texas Blood for alvor får krogen i mig, i anden omgang, ligesom i første. Der er et eller andet over det der Texas blood…

Plus:

– Stemningsfuld og atmosfærisk
– Effektiv slowburn
– Velskrevet og flot tegnet
– Joe Bob
– Tankevækkende uden at prædike eller komme med entydige “svar”

Minus:

– Er du plot-junkie, så sker der ikke meget
– Kult-plot er set før

Konklusion:

Well… That Texas Blood fortsætter med, at være en af de mere interessante nye titler på markedet. Condon og Phillips læner sig op af Brubaker og Phillips Senior, men er tydeligvis ved, at finde deres helt egen stemme. Tempoet sættes yderligere ned i forhold til første bind i serien, men her viser det sig, at være en fordel. Tålmodighed er påkrævet, men belønnes i min optik.

The post Anmeldelse: That Texas Blood vol. 2 appeared first on Kathoom.

Mænd af få ord. Blikke, der siger mere end de ville kunne udtrykke med ord. Fortidens spøgelser bliver til nutidens rædsler. Det er tørt i Texas. Når sandet ikke lige er sølet til i blod. Blod, som løber i vores hovedpersoners åre. Det binder dem sammen. De kan ikke undslippe det.

That Texas Blood er en nyere Image Comics serie skabt af Chris Condon, på baggrund af nogle ufærdige filmmanuskripter og brudstykker fra noveller. Sammen er de blevet en pulp/crime/drama tegneserie på foreløbigt 4 numre, samlet i denne trade paperback. Serien fungerer, som en lukket og afrundet historie, men man kunne sagtens forestille sig, at den blev en slags antologiserie.

Korte historier, sat i samme “univers”, ala True Detective, som man et eller andet sted godt kunne hive ind som reference. Man fornemmer et åndeligt slægtskab. Men, i endnu højere grad er, der noget Coen brødrene over That Texas Blood. Stemningen, billederne, den pludselig vold. Stilheden og tempoet fra eksempelvis No Country For Old Men, dukker op på nethinden, når man læser That Texas Blood.

Men også “moralen”, hvis man kan tale om en sådan. Konsekvenserne af ens valg. Valg baseret på følelser, drift og instinkter, fremfor reel viden og fornuft. Den slags går sjældent godt i en Coen-film, hvor straffen for den mindste dumhed synes, at være helt ude af proportioner.

Kan man stole på minder?

Sådan er det også i That Texas Blood, hvor der ikke er langt fra tanke til handling. Men, det er tanker, som ofte er baseret på fortidens traumer. Vrede. Minder. Men, som der siges et sted, så kan man ikke stole på minder. De er farvede. Forvrænget af tiden, synsvinkel og tolkning. De er utroværdige og afspejler ikke nødvendigvis virkeligheden.

Den ene af vores to hovedpersoner, Randall Terrill, kan heller ikke stole på minderne. Han har sluppet fortiden og forsøgt at rense sit Texas blod ud af årene. Sammen med trangen til alkohol. Nu bosat i LA, som en form for håbefuld/mislykket forfatter. Køn kæreste, og tilsyneladende nogenlunde styr på tilværelsen. Indtil telefonen ringer. Hans fremmedgjorte bror, er fundet skudt i ørkenen uden for brødrenes hjemby.

I den fiktive texanske soveby Ambrose County, er vi allerede blevet introduceret til vores anden hovedperson. Den aldrende sherif Joe Bob. En vind bidt, slidt men ikke helt opslidt, mand af få, men velvalgte ord. Faktisk er hans yndlingsord nok “well”, efterfulgt af stilhed. Starten, midten og slutningen af hans indspark i mange samtaler.

På arbejdspladsen, i den lokale diner, hjemme ved middagsbordet eller i sengen, sammen med hans godmodige og trofaste kone. En kone, der er på medlyd på politiradioen, når han er på patrulje. Der er hjertelig prikken til hinanden, de to i mellem. En kone, som beder ham sørge for, at hente den “casserole dish”, de skal bruge til fejringen af hans 70 års fødselsdag.

Den kasserolle ender med, at få en større rolle i en af første del af historiens mest barokt morsomme optrin. Coen ånden lever i That Texas Blood.

That Texas Blood har puls og lever

Heldigvis er serien også helt sin egen. Nok er der ekkoer af Coen, Ed Brubaker crime/pulp og andre velkendte troper og mere eller mindre tydelige inspirationskilder. Jeg kunne se Sam Elliot spille Joe Bob i en filmatisering. Så velkendt er universet, eller så nemt er serien af visualisere for sig.

Den er nemlig levende. Det vibrerer. Ikke kun det du kan se på siderne, men den her verden føles rent faktisk levende. Som om du får et lille udsnit af noget større. Her spiller det flotte artwork også ind. Og bidrager samtidig til følelsen af det velkendte.

Det er nemlig ikke tilfældigt. That Texas Blood er tegnet, farvelagt og tekstet af Jacob Phillips. Søn af Sean Phillips, som man kender som fast samarbejdspartner/tegner for netop Ed Brubakers crime/noir/pulp fortællinger.

Sønnikes stil minder om farmands, æblet falder ikke langt fra stammen. Men, langt nok til, at den stadig virker selvstændig og ikke bliver en kopi. Slægtskabet er man dog ikke i tvivl om. That Texas Blood summer af stilfærdig, men også anspændt og sprængfarlig, atmosfære. Og Phillips fortjener at dele æren for dette, for sit fornemme bidrag.

Det stille, simrende drama

Jeg strøg igennem de 4 hæfter og ønskede, at serien bare var lidt længere. Det var simpelthen en fornøjelse, at opholde sig i dette univers. Ikke så meget pga. af selve plottet. Det er såmænd ganske godt i sig selv, men ret “klassisk”.

Det er “bare” en tragikomisk skæbnefortælling, en typisk slowburner “who done it”/opklaringskrimi/pulp på landet møder familiedrama. Det er ikke originalitet, som That Texas Blood vinder på. Det er alt det usagte, stemningen, pauserne, menneskerne og pulsen.

Nogle af de stærkeste scener, er samtalescener. De kan være ordrige, som en scene mellem to mænd omkring et lejrbål, hvor den ene fortæller en lang historie om en hjort. De kan være nærmest ordløse, som når Joe Bob og konen sidder ved køkkenbordet. Her siges der utroligt meget via udveksling af blikke og stilheden – det, der ikke behøver siges.

Her lever og ånder That Texas Blood. Og bygger perfekt op til de eksplosioner af blodig vold, som også er en del af historien. Det sprøjter med kaskader af det der Texas blod i That Texas Blood. Og selvom du som regel ved, hvornår det kommer, så er det stadig pokkers effektivt. Fordi, der via roen og åndehullerne er bygget perfekt op til disse øjeblikke.

Hvad er det, der lagres i blodet?

Du ved, at Randalls skæbne er beseglet, i det øjeblik han sætter sine ben i hjembyen igen. Der er ikke nogen måde for ham, at undslippe på. Det er i hans blod. Det kan lyde meget fatalistisk, og som om han ikke har nogen frie valg. Jeg tror ikke på skæbnen, som begreb eller at noget er forudbestemt. Det er heller ikke på den led det fremstilles i That Texas Blood.

Randalls “skæbne” er beseglet pga. hans opvækst, det han har lært/ikke lært. Tillært adfærd og handlemønstre. Det, er det der er de reelle “minder” og det han har “i sit blod”. Og det er det, der gør, at han ikke kan undslippe. Det er det, der former hans “skæbne”.

Hvad der konkret er sket mellem de to Terrill-brødre, og under deres opvækst, nævnes ikke. Det er ikke pointen. Du ved, at der har været et brud. De var begge ude på et skråplan, den ene prøvede at rette op ved, at forlade byen. Den anden blev, handlede med narko, skyldte penge og blev skudt.

Her er That Texas Blood hård kost og nådesløs. Men, universet er ikke nihilistisk, kynisk og afstumpet. Her er varme. Personer, der forsøger at gøre det rigtige. Jo, her er også skurke og dumme svin, som man finder i mange af denne slags “krimihistorier”. Kernen er dog hjertevarme og kærlighed.

Joes kærlighed til konen, og omvendt, og hans stilfærdige liv, der forstyrres af ophobningen af lig. Men, også kærligheden mellem Randall og hans døde bror. Det er den, der i sidste ende er med til, at hive Randall tilbage til Ambrose County. Det er den, der gør at han ønsker hævn over broderens morder. Men, det er også kimen til undergang, hvis man lader sig forblænde. Eller ikke har lært andet.

Det ligger i blodet…

Klassisk, velfungerende og gribende historiefortælling

Intensiteten i fortællingen stiger langsomt, men uundgåeligt. Randalls deroute eskalerer gradvist. I mens Joe Bob optrævler en mordsag, der måske ikke er helt så ligetil, som første antaget. Med kyndig assistance fra hans nye, kvindelige kollega. Men, når de, at finde den rigtige morder inden Randall stirrer sig blind på sine egne konklusioner og følger sin hævntørst?

Condon forstår sig på pacing, disponering og er ikke mindst forbandet velskrivende. Det er logisk opbygget og når sin uundgåelige konklusion. Det hele føles “fortjent” og ikke forceret eller konstrueret. Det gør That Texas Blood til en nydelse, at læse.

Er du fan af Brubaker og Pappa Philips,så vil du sikkert også sætte pris på That Texas Blood. Du skal ikke læse den her for, at få en tegneserie, der sætter nye standarder for mediet. Eller byder på en dybt original historie.

Det her er klassisk historiefortælling, et velfungerende plot, godt skrive- og tegnehåndværk. Der er ikke noget hokus pukus, overraskende gimmicks eller andet pynt. That Texas Blood er rå, ind til benet og i sin enkle og rene form, ganske gribende.

Plus:

– Alt er godt ved That Texas Blood

Minus:

– Hmmm… ikke en videre original historie?

Konklusion:

Kortere plus/minus end normalt! Jeg vil heller ikke trække konklusionen ud: hvis du synes, at det her lyder som noget for dig, så ER That Texas Blood noget for dig. Så skynd dig ud og køb den, hvis den ikke stadig er udsolgt. 89 kr., det er en mere end rimelig pris.

The post Anmeldelse: That Texas Blood appeared first on Kathoom.