Loki krænker den ukrænkelige tidslinje

Tom Hiddleston er tilbage som Loki, der ellers døde noget så eftertrykkeligt for Thanos’ hænder i Avengers Infinity War. Vi starter dog et andet sted, når vi hopper tilbage i handlingen, eller Lokis tidslinje om man vil.

Avengers, New York 2012, vi får et call back til den første Avengers-film, og ser korte uddrag af Lokis kamp mod de modige Marvelhelte. Samt det øjeblik, som får afgørende betydning for hans skæbne og denne Loki serie. Under Endgames tidsrejse hurlumhej forstyrrer han planen, da han pludselig får muligheden for at snuppe Den Kosmiske Terning og forsvinde med den.

Vi springer til Gobi-ørkenen i Mongoliet, på et ukendt tidspunkt. Loki lander med et bump efter, at være blevet skudt ud af en tidsportal. Efter lidt forsøg på kommunikation med lokale, på vanlig selvhøjtidelig Loki vis, ankommer nogle kampklædte tropper af af andre portaler. De annoncerer, at Loki er anholdt for, at være en “variant” og for “forbrydelser mod den ukrænkelige tidslinje”.

Endnu en dag på mulitverskontoret

Efter lidt verbal wrestling, forhandlingsforsøg og endelig et kort håndgemæng, der ender med at Loki får en på lampen med en form til tids-forsinkende stav, arresteres Loki. De tidsbeskyttende soldater “nulstiller tidslinjen” og fører Loki til en gammeldags, retro-futuristisk 70er brun og kedelig administrationsbygning.

Han er i halslænke, der via en fjernbetjening kan zappe ham et par sekunder tilbage i tid – så er der styr på den bandit. Loki, her spillet med vanlig skælmsk smil og god komisk timing af Hiddleston (der ser betydeligt ældre ud nu end i den første Avengers-film. Et årti med berømmelse er nok hårdt?).

Scenernes tone er generelt absurd komisk og “let”, indtil det langsomt begynder, at dæmre for Loki og situationens alvor sniger sig ind på ham. Ligesom der er nogle små-fascistiske undertoner i denne administrations udformning, visuelle “flair” og STASI-lignende metoder.

Han skal erkende sin skyld foran en dommer. Straffen er uklar, men det virker klart, at Loki ikke bare kan vende tilbage til “sin tid”. Inden det kommer så vidt, kommer Owen Wilson som papirnusser/funktionær-typen Agent Mobius og midlertidigt redder Lokis røv. Vi er kort blevet introduceret til Mobius i en scene, hvor han, sammen med nogle tidsbeskytter soldater undersøger et gerningssted i Frankrig, i 1549. Nogen har dræbt nogle af agenturets folk under en mission.

Resten af afsnittet forløber næsten udelukkende med scener i og omkring Wilson/Mobius’ kontor, i dette kompleks, som vi ser ligger i noget der ligner en gigantisk, fremtidsagtig high-tech by. Hvor alt, alligevel ser underligt gammeldags sci-fi futuristisk ud.

Hvem styrer tiden?!

Første afsnit af Loki handler meget om nedbrydning, genopbygning og etablering. Der er ikke mange locations, ikke meget udvikling i plot og kortene holdes i, efterhånden vanlig og velkendt Disney/MCU-stil, relativt tæt til kroppen.

Der introduceres en række nye koncepter, idéer og mulige handlingstråde og retninger i rask tempo. Både ting, der skal bruges her i Loki-serien og sikker får afgørende betydning for den fremtidige retning af hele MCU

Det største er klart den endelige introduktion og omfavnelse af mulitvers-konceptet, og TVA (Time Variance Authority). Agenturet, der overvåger multiverser og tidslinjer. Vi får lidt eksposition og baggrund, noget med en gammel krig, på tværs af tid og rum og nogle “timekeepers”, der etablerede TVA, som en kontrolinstans.

Hvem og hvad de er, er stadig uklart. Men, vi flirter formodentlig med nogle guder eler kosmiske skikkelser af en art.

Marvel bruger snydekoder

Da Marvel introducerede tidsrejse i Avengers Endgame, åbnede det både en masse muligheder og a can of worms. Lige så snart man blander tidsrejse ind i fortællinger, er det med at holde tungen lige i munden. Det kan bruges, som et “nemt” og praktisk redskab til, at redde nogle tråde ud. På den anden side, skaber det hurtigt knuder på fortællingen og øger risikoen for plothuller.

Det kan virke som et cop out og “snyd”, men nu omfavner Marvel i hvert fald problemerne tidsrejser har skabt for tidslinjen, og kontinuitet på tværs af MCU. De gør det ved, at tage den nemme, men åbenlyse vej og sige, “fuck it”. Og bare omfavne multivers konceptet og tillade, at “alt kan lade sig gøre”.

Jeg tilgiver gerne brugen af denne form for narrativ “snydekode”. Ellers går der bare hårknude i den, det hele bliver for langhåret og der skal brugs alt for meget tid på, at forklare og udrede kommende fortællinger. Det sagt, tempoet er er lidt gumpetungt og plottet har ikke meget fremdrift, i dette første afsnit. Der kommer, forhåbentlig mere gang i handlingen i kommende afsnit.

Loki greatest hist og tudekiks

Hvor afsnittet dog byder på udvikling og fremdrift, er i karakteristikken af figuren Loki. Det er her væsentlig, at huske på, at der er tale om en 2012 version af Loki. En Loki, der endnu ikke har oplevet alle begivenheder vi, som seere har.

Han flytter sig virkelig meget i løbet af seriens første 50 minutter. Lagene skrælles på effektiv vis af den på overfladen selvsikre, drilske og arrogante skurk. Indtil selverkendelsen, og indrømmelsen overfor seerne, omgivelserne og ikke mindst sig selv kommer snigende og blotlægges. Loki er svag.

Svag, sårbar, ensom og tragisk.

En af Mobius’, der spilles med en jovial “every man” charme af en gråhåret Wilson, redskaber denne erkendelsesproces er, at vise Loki en form for highlight reel. Lokis greatest hits fra MCU, kunne man sige. En smart måde, at genbruge det arkivmateriale serien har adgang til og til at forbinde serien direkte med MCU.

Loki får lov til, at genopleve ting han HAR oplevet. Og dem der kommer til, at ske i MCU EFTER han “krænker” tidslinjen. Hvilket inkluderer hans mors død, som indirekte resultat af hans egne handling. Ligesom han ser Odins sidste scene og han og Thors broderlige interaktioner. Hvor Thor (endelig) giver Loki noget at den anerkendelse, han så inderligt, og hemmeligt higer efter.

Er Lokis endelige skæbne beseglet?

Det får,slutteligt Loki til, at smide facaden og endeligt erkende, hvorfor han er, som han er og gør som han gør. De svar, den rolige og tålmodige Mobius har fisket efter igennem store dele af afsnittet og hans “forhør” af Loki. Det kunne nemt være blevet en rørstrømsk, sentimental og letkøbt omgang. Jeg synes faktisk manøvren fungerer og lander ganske godt.

Det er måske lige vel hurtigt, at Lokis facade smuldre, men det giver figuren og serien noget emotionel ballast. Og retfærdiggør, at den overhovedet eksisterer. Loki, som vi kender ham, ER død, det har vi fået at vide. Hvordan redder Marvel og Disney den, når man, tydeligvis gerne vil beholde figuren? Man både udvikler og nulstiller, på samme tid.

2012 Loki, eller varianten har mulighed for, at opnå en form for frelse. Men, som det udlægges i serien, så er både fremtid og fortid kendt af TVA og ufravigelig. Den ukrænkelige tidslinje dikterer, hvad der kommer til og skal ske. Lokis endelige skæbne er dermed også beseglet, ser det ud til.

Hvordan Loki, og Marvel, kommer ud af den blindgyde må tiden så vise. Her opstår dog et potentielt ret stort problem. Ikke, at Lokis skæbne er fastlagt. Eller en større diskussion om fri vilje og valg kontra noget så filosofisk som skæbnen. Men, at ligemeget hvad, som det ser ud nu, så virker de mulige udfald betænkelige.

Multivers-koncepter kan udvande MCU

Lidt firkantet sagt, og nu udelukker jeg evt. curveballs fra seriens skabere og Marvel, så er der to mulige udfald. 2012 Loki opnår en form for frelse og ender med, at overleve disse prøvelser. Eller, ligegyldigt hvad der sker, så ender vi det samme sted og Loki accepterer sin uundgåelige plads i historien.

Begge udfald truer med, at underminere betydningen af begivenheder i MCU. Både alt der ER sket, og det der kommer fremover. Det kan efterlade seerne med en fornemmelse af, at intet rigtig betyder noget, og frarøve emotionelle begivenheder deres gennemslagskraft. Et andet eskempel er Evighedsstenene. De dukker op i en skrivebordsskuffe i TVA med en henkastet bemærkning om, at de har så mange af dem, at de bruges som brevvægte. Lidt forfattermæssig lemfældig omgang med nogle sten, der har været hele omdrejningspunktet for MCU i et årti.

Multivers konceptet kan dermed både åbne for en masse muligheder, og samtidig udvande det hele. Hvis der altid er alternativer, “varianter” og muligheder for, at nulstille, retconne eller hive figurer ind fra andre tidslinjer eller et multivers, betyder noget af det så noget som helst? Så ender man bare med kulørt underholdning uden nogen form for emotionel ballast og vægt.

Det kan både skade tidligere film, hvor handlingen og figurernes skæbne nu reelt er uden de store konsekvenser og gøre, at man overvejer hvorfor man skulle investere sig i noget nyt. Vi er der ikke endnu, men tankerne lurer i baghovedet, når man ser en serie som Loki.

Hurtige spredehagl:

– Visuelt var første afsnit en blandet landhandel. TVA-bygningen var konceptuelt interessant, men det blev hurtigt lidt ensformigt og brunt af kigge på. Den omkringliggende verden så vi kun i glimt. Den virkede enorm, men CGIen så lidt billig ud.

– Og hvad er det egentlig for en verden TVA ligger og opererer i? Deres medarbejdere gav udtryk for, at de aldrig havde været udenfor bygningen. En sagde, at han ligefrem kun levede ved sit skrivebord. Er de robotter? Slaver? Manifestationer af noget mere flyvsk? Er vi ude i rummet? Udenfor tid og rum?

– Marvel er gode til, at sætte en masse spørgsmål og potentielt spændende plottråde op. Deres historik med, at levere på dem er mere ujævn. Derfor skal man nok være påpasselig med, at overtænke tingene og bare kigge med og se hvad der sker…

– Pacing var et lille problem i første afsnit, der trods antydningen af world building virkede lidt afskåret fra det større billede. Det var setup, baggrund og etablering, men der må gerne komme lidt mere fart i plottet. Især når man kun har 6 afsnit til, at afvikle handlingen.

– Disney Plus skal, selvfølgelig passe på, at de ikke spammer og mætter Marvel-markedet med nu den tredje serie på under et halvt år. Men, på det punkt har Corona-nedlukning også været en blessing in disguise for Disney og MCU. Jo, det har kostet nogle biografpenge og forsinket næste filmfase. Til gengæld har serierne fået lov til at ånde, og vise at de sagtens kan udfylde et filmisk tomrum og ikke kun fungerer som en bro mellem filmene. Det har på mange måder forhøjet seriernes værdi. Og, måske udsat en begyndende MCU-film træthed efter kulminationen med Endgame.

SPOILER SPOILER

– Afsnittets afsluttende twist. Agent Mobius viser sig, at være på jagt efter en anden Loki (variant). Der blandt andet er skyld i TVA agenters død i forskellige tidperioder/tidslinjer. 2021 Loki skal hjælpe ham med at… stoppe… ham selv? Eller en anden udgave af ham selv… Well… det er da… noget?

Begrænser og lukker det fortællingen lidt om sig selv og bliver FOR Loki-centrisk. Bliver symbolikken lidt for tyk, i kraft af at Loki, bogstaveligt skal konfrontere og standse “sig selv”? Fumler Marvel en mulighed for, at introducere en ny, frisk skurk? Det må være endnu en til “vent og se” bunken.

ALT i alt kom Loki serien fint fra start. Der var nogle interessante idéer og koncepter, hvor der er masser af rum til udvikling og råderum til fortællingen. Marvel skal virkelig træde varsomt her, multiverset kan blive svært at styre – eller et nyttigt værktøj.

Jeg var ikke blæst bagover, men bliver gerne hængende. Første afsnit var en solid, over middel oplevelse.

The post Loki: Drilsk Disney+ serie dykker ind i MCU-multiverset appeared first on Kathoom.

Det Vilde Vesten anno 1984

I dette nummer 65 skal vi dog tilbage til rødderne, hvor Jonah Hex er en hårdkogt, ar-fjæset dusørjæger/antihelt i Det Vilde Vesten. I en kaotisk tid i den amerikanske historie, i slipstrømmen af borgerkrigen, hvor lovløsheden for alvor herskede.

Bladet er (i følge det med småt) oprindeligt udsendt i slutningen af 1984. Næste nummer udkommer d. 24 december, står der endda. Glædelig jul! I følge det praktiske research redskab superhelteserier.dk så består bladet af Jonah Hex #84: Carnival of Doom. Samt én side med Lædersok, Kom og Få en Svingom af Guy Vidal og Clavé og Tomahawk #138 (Hawk, 1972).

De øvrige serier vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Tomahawk historien er en julehistorie, og ret sær. Kom og Få en Svingom ret stemningsfuld og stedvis flot tegnet, men jeg fattede ikke helt, om det var del af en fortsat fortælling, eller bare et lille, kort afsluttet afsnit?

Carnival of Doom! er faktisk tidssvarende, eftersom nummeret også udkom i USA, i 1984. Det var ikke selvskrevet i de danske tegneserieudgivelser, hvor eksempelvis Marvel sagtens kunne være flere år efter de amerikanske blade.

Hårdkogt cowboy fanget i kærlighedstrekant og dødens karneval

Vi er naturligvis lidt in medias res her, da vi hopper direkte ind i nummer 65. Så, der er en masse forhistorie, referencer og henvisninger til tidligere numre, som jeg ikke har noget begreb om. Men, man er dog alligevel i stand til, at følge hovedhistorien, som løber over ét hæft, og nogenlunde forstå de fortløbende sideplots.

Jonah Hex har mistet sine pistoler og er ude for at shoppe nyt. Den kære våbenhandler har en Smith & Wesson til salg (tæller det  som product placement?), som dog har et defekt sigte. Det fikser Hex ved, at hakke det af. Sådan ruller en badass.

Biksen forsøges røvet af en uheldig duo, der ikke havde regnet med Hex. De dør. Og deres skader beskrives temmelig udpenslet af våbenhandleren, af en eller anden grund. Lidt senere modtager han et telegram, han er inviteret til et karneval i New Orleans.

Privatfester og flødeboller

I mellemtiden udspiller der sig lidt soap-drama hos en Mei Ling, hendes fyr Jeremiah og sønnen Jason. Det antydes, at Mei Ling og Hex har haft en ting kørende, men at Jeremiah har hapset damen.

Hex ankommer i New Orleans, hos en unavngiven rigmand, manden bag invitationen. Han ønsker, at hyre Hex som personlig bodyguard for hans smukke datter, og dennes forlovede, flødebollen Clifford. Som ikke er videre imponeret af denne skummelt udseende sjuft, Hex. Man fornemme allerede, at der er intriger og muligt melodrama i luften.

Efterfølgende får vi en scene, der udspiller sig flere tusind kilometer borte, hvor en kvinde, Emmylou, holdes fanget af en gemen skurke trio. En sidehistorie, som er en af de fortløbende.

Efter DET er vi tilbage i New Orleans med en kort, 5 paneler lang scene, hvor rigmandens tjenestepige, Elsa, har gang i noget lusk. Hun opsøger en vis Mr. St. Pierre, som hun bibringer nogle åbenbart vitale oplysning, man må formode han har efterspurgt? “I aften… ved 10-tiden ved et privat party i 33 Rue Madeleine”. Hun tipper dem også om, at det forlovede par er i følgeskab af en Mr. Hex.

Mere kaos, mere karneval!

Som man kan fornemme, så er der tale om tæt og hurtig historiefortælling med en episodisk følelse. Det fremstår næsten, som et levn fra avisstribe/serials tiden, eller 50er tv-westerns/matinée-film. Men, det gør også, at man stryger igennem hæftet i hastigt tempo.

Vi springer til “flere timer senere”, New Orleans, aftentid. Festen er i gang og en snobbet douche i selskabet håner Hex, der viser sig fra sin galante side. Han smider en drink i hovedet på ham, tyrer ham gennem lokalet ind i et bord og skyder lyskronerne ned over det meste af det resterende selskab.

Hexs’ festligheder medfører, åbenbart at festen er slut (og adskillige gæster formodentlig invalideret?). Han og de forlovede går på gaden og overfaldes af en flok i skeletkostumer, der vælter ud af mørket, guns blazing og går målrettet efter rigmandsdatteren. Clifford stikker af under påskud af, at ville hente hjælp, Hex uskadeliggøres med et skud i skulderen.

Mut macho mand redder dagen

Senere, Hex og rigmandsdatteren er bundet i vinkælderen i et hus. Hun har bildt deres overfaldsmænd ind, at Hex er hendes forlovede, så han blev skånet. Og begynder fluks, at lægge an på ham?! Måske er hun traumatiseret, eller kan bare ikke modstå Hexs’ mutte, tough guy magnetisme??

Ovenpå hører St. Pierre og følge et skrig. De finder rigmandsdatteren, ikke længere bagbundet. Det er en fælde! Hex viser sine mad skills, og uskadeliggør to skurke med vinflasker, mens St. Pierre trækker en revolver. Han skydes af rigmandsdatteren, der falder dreamy dreamy Hex om halsen.

Tilbage i rigmandens hus konkluderer Hex, der åbenbart også er synsk, at tjenestepigen er blevet bestukket. Feje Clifford smides på porten, rigmanden ærgrer sig over, at der ikke kommer til, at være et bryllup. Hex og datteren forlader huset arm i arm, mens hun henkastet bemærker, at der nok kommer til, at være et bryllup. Clifford er ikke inviteret.

Hex foretrækker ikke en mine. Slut.

Vild Vest pulp og romance

Det lyder næsten, som en form for macho lægeroman fra et ugeblad, ikke? Der er i hver fald noget pulpet knaldroman over Jonah Hex. Som helt har han egentlig ikke meget personlighed. I hvert fald ikke i denne historie.

Handlekraftig, “skyd først stil ingen spørgsmål typen”, generelt en mand af få ord. Næsten dyrisk, eller primal. En arketype på den stille western “helt”, som man også kender fra tidlige Eastwood-film. Det er en kliché, men den fungerer. Og den fungerer i en ramme og form for fortælling, som denne.

Hvorfor rigmandsdatteren, tilsyneladende ud af det blå, falder for Hex og anser ham, som perfekt ægtemandspotentiale fremgår overhovedet ikke. Medmindre hun er psykisk ustabil (LØB, HEX), så virker det som en “alle unge piger drømmer om, at blive gift med en stærk mand” trope. Måske var det bare den voldsomme kontrast til kyllingen Clifford?

De andre kvinder i hæftet her har det, åbenbart også med, at være enten svigagtige (tjenestepigen), eller fanget på den ene eller anden vis. Dog skød rigmandsdatteren (havde hun overhovedet et navn?!) St. Pierre (der ikke havde anden personlighed end “skurk”), så lidt kunne et af de kvindfolk da udrette.

Hvad var egentlig St. Pierres plan? Afpresning? Formodentlig, det bliver aldrig helt tydeligt. Men, den slags må man bare tage med og accepterer i en pulp-western, som denne her. Man kan i hvert fald ikke klandre hæftet for ikke, at være begivenhedsrigt.

God, gammeldags solid underholdning

Det kan virke underligt sådan at dumpe ind i en historie, der tydeligvis har flere længere plots kørende, men det fungerer nu ganske upåklageligt i Jonah Hex. Måske også fordi, at serien stammer fra en tid, hvor man regnede med, at det netop kunne være tilfældet for en del læsere.

Hovedhistorien er egentlig en afsluttet, lille fortælling, men sætter formodentlig endnu en tråd op til den større fortælling: hvad skal der ske med Hex og den giftesyge rigmandsdatter. Dermed bygges der ovenpå fortællingen på ægte serial vis, ikke ulig metoden man kender fra eksempelvis soap-serier.

Historien må og skal fortsætte, teoretisk set i det “uendelige”. Det giver, naturligvis en samlet følelse, der er noget ufuldstændig. På den anden side, er det også en del af “krogen”. Læserne skal fanges, så de kommer tilbage. Og det gamle trick virker, fordi det appellerer til nysgerrigheden og trangen i en til, at man bare må have næste afsnit med.

Jonah Hex er ikke som sådan stor og dyb kunst. Den skriver sig ind i en klassisk tradition af pulp-historier med en antihelt, omgivet af sort/hvide skurke og “farlige” damer, eller fruentimmer der skal reddes. Men, det er solid, kulørt underholdning.

Og, jeg kunne da sagtens være fristet til, at opsnuse andre hæfter i serien. Så, man kan sige, at jeg bed på krogen?

The post Fra Reolen: Jonah Hex nr. 65 appeared first on Kathoom.