Eller, han døde (midlertidigt naturligvis) da DC Comics slog deres største superhelt ihjel i 1992. På dansk udkom numrene med Supermans kamp mod Doomsday relativt kort tid efter, men det skabte på sigt en masse problemer.

Her kigger vi dog ikke på Superman død, men de begyndende efterdønninger. Superman nr. 393 på dansk er første del af “mini-serien” Efter Dommedag, hvor Supermans venner og familie forsøger at håndtere tabet af Manden af Stål.

Historien i dette blad er skrevet af Louise Simonson, tegnet af Jon Bogdanove og rentegnet Dennis Janke.

Efter Dommedag

Nåååårh, så var Kryptons Søn ikke usårlig alligevel, hva’? Han fik i hvert tilfælde så mange klø af Doomsday, at han i begyndelsen af nr. 393 ligger for døden. Mange tror allerede han ER død, men en læge registrerer stadig hvad han formoder er svage livstegn.

I mens kører pressen allerede for fuld tryk, der skal sælges aviser og scores tv-seere.Undtagen på Daily Planet, hvor udgiver Perry White tøver. Han ved ikke helt, hvordan historien skal tackles og bringes. Superman var ikke kun en helt og beskytter, han var deres ven. Men det er samtidig (muligvis) en verdenshistorisk begivenhed, som man ikke bare kan ignorere eller lurepasse for længe på.

Lois Lane blev sat på opgaven som den, der kendte Superman bedst. Men hun sørger samtidig over det mulige tab af Clark Kent, der er en af de mange savnede efter at Doomsday raserede Metropolis.

Venner og bekendte kæmper alle med sorgen og pligten, som kalder og en hverdag der går videre. Men ude i Smallville sidder Clarks adoptivforældre, Martha og Jonathan lamslåede, og stille foran skærmen, hvor nyhederne ruller nådesløst over skærmen. Kan det virkelig passe? Er Superman død? Er deres søn død?

Superman er død og hva’ så?

Okay, så jeg har tydeligvis sat mig selv i en lidt vanskelig situation, i hvert tilfælde, hvis man skal bedømme HELE fortællingen om Supermans død og slutligt hans genkomst. For jeg har kun dette ene blad i samlingen lige nu. Hvorfor så starte midt i det hele? Tja, jeg var nysgerrig, for jeg kan ikke erindre nogensinde at have læst bladet.

Det kan der være mange grunde til, jeg formoder at min kære mor havde været så sød at købe bladet til mig. Hun vidste ikke, at jeg syntes Superman var lidt kedelig og “lam”. Især i 1993, da jeg var 14 og begyndende rebelsk teenager, som skulle have noget mere XTREME ACTION. Og så var bladet tilmed i sort/hvid på dansk.

Dette nummer er isoleret set, mmmm, “udemærket”. Det fungerer både som afslutningen på første akt (Supermans død) og begyndelsen på andet (begravelsen). Genopstandelsen er det tredje naturligvis. Det betyder dog også, at der handlingsmæssigt sådan set ikke sker det store. Superman går fra formodet til til erklæret død, ellers er “udviklingen” i form af spredte reaktioner man hopper rundt imellem.

Interpresse må stå skoleret!

Det gennemgående indtryk man efterlades med, både når jeg læser dette blad, kigger på den danske redaktion og udgivers valg og det samlede billede vedrørende Supermans død, er utilfredshed. Lad os tage det lidt fra en ende af.

De danske udgivere får ligefrem skriftlige prygl på siderne med læserbreve, hvor Michael/Interpresse må prøve at stå inde for nogle valg, hvor var Super-Ove til at tage skraldet?! En ret vred læser får en hel (tætskrevet!) side til at hagle Interpresse og deres håndtering af Superman på dansk ned.

Så vidt jeg forstår det, så kan det koges ned til at bladet indholdsmæssigt kørte ret godt, men salget var stødt faldende. De var kommet igennem John Byrnes materiale og fortsatte i Ordway-æraen efter Byrne skred. Og havde stadig masser af ubrugt (og rost) materiale liggende. For at forsøge at booste salget, som det var sket i USA med denne historie, valgte Interpresse at springe frem i skide hul i kontinuiteten, og dermed forvirre/gøre en masse læsere pænt vrede.

Læseren her påpeger (via en optælling), at Interpresse af sprunget over 100 numres materiale over. De er næsten på omgangshøjde med udgivelserne i USA, men hvad så nu? Af samme årsag har de været nødsaget til at fylde bladene ud med gamle genudsendelser og, som her i nr. 393, en historie af nyere dato med Lynet.

Det giver en stakket varme at pisse i bukserne, som det gamle mundheld lyder.

Lad os slå Superman ihjel

Og pisse i bukserne og håbe på det bedste var åbenbart nærmest grundlaget for hele Death of Superman forløbet. Der i manges optik endte med at gøre mere skade end gavn. Ja, nogle peger endda på DET her forløb og specifikke blade, som det punkt hvor tegneserieboblen brast i USA. Og tilføjede branchen uoprettelig skade.

Det kræver dog lidt kontekst. Efter Byrne stoppede og Ordway tog over, begyndte salget at falde, men DC pressede også markedet med op til 5 Superman relaterede blade om måneden – en ny udgivelse om ugen simpelthen. Processen indebar at helt op til 15 forskellige forfattere og tegnere var inde over og skulle koordinere på tværs af titler.

Naturligt resulterede det i nogle udfordringer og kreative gnidninger, især når holdet var samlet på nogle “retreats”, hvor de forsøgte at planlægge det kommende års udgivelser og retning. Warner, der ejer DC, begyndte også at blande sig, da de havde lancerede Lois and Clark tv-serien og ønskede mere sammenhæng på tværs af medier. Det hele kulminerede i brylluppet mellem de to, som tegneserierne også havde bygget op mod.

tegneserierne var dog foran, så de måtte bremse op og få et års tid til at gå, inden brylluppet skulle stå. Derfor blev en gammel Ordway idé, som var startet som en henkastet bemærkning og joke, pudset af. Lad os slå Superman ihjel. Idéen var både, at skabe omtale og få læserne til at sætte mere pris på en helt, man tog for givet.

Ligesom man så stort potentiale i de historier, som kunne fortælles om en verden efter/uden Superman. Det var dog hele tiden planen, at Superman skulle vende tilbage efter et års tid. Tilpas længe, så læserne ikke skulle føle de var blevet snydt, da han døde.

DC Comics pisser i bukserne

I teorien, så lyder det umiddelbart heller ikke som en dum idé. Hverken kreativt eller forretningsmæssigt. Af og til er det godt at ryste posen, især en så “fastlåst” karakter som Superman. Problemerne opstår i udførelsen og hvordan modtagelsen bliver. Og her overvurderede DC nok egne evner og undervurderede læserne.

Da Superman #75, hvor Doomsday dræber Superman, udkom i 1992 endte bladet med at sælge 6 millioner eksemplarer! Ligesom der var bred, mainstream mediedækning op til og efter. Det blev simpelthen et popkulturelt fænomen, som også blev dækket i danske medier, erindrer jeg. Forventeligt og forståeligt, men så var der det der med at pisse i bukserne.

For mange købere (også mange der ikke normalt interesserede sig for tegneserier) havde købt i forventning om, at bladet ville stige i værdi. Ligesom forhandlere havde købt rigeligt ind og endte med at brænde inde med mange blade. Der gik i ægte 90er stil spekulation i den, men når der sælges 6 millioner eksemplarer, så er og bliver et blad IKKE et sjældent samlerobjekt. Det var i for sig værdiløst.

Det var en ting, at det var med til at puste den boble op, som også Marvel havde bidraget kraftigt til i start-90erne. Noget andet er den kreative “hot shoting”, hvor man ender med at brænde igennem idéer i rekordfart i håb om at booste salg. Men hvad så bagefter? Hvor går man hen? Og du kan kun slå Superman ihjel én gang!

Og pisser læserne af…

Det gik som det måtte gå. På den korte bane steg salget, men det stagnerede hurtigt og begyndte at falde igen. Og til sidst stod DC bare tilbage med et par våde, halv-kolde bukser, som begyndte at lugte af gammel tis.

I Danmark lykkedes det så tilsyneladende også at pisse de trofaste læsere af Superman af, i håb om at kunne hægte sig på den amerikanske DC hypevogn. Men jeg tror sgu’, uden at være raketdoktor, at det danske tegneseriemarked var lidt anderledes. Og de danske læsere lige så. Plus de danske læsere så (med tiden) kunne føle sig “snydt” på flere punkter, da de både “manglede” 100 blades historier og, nå ja, skulle sluge Supermans falske død.

For når alt kommer til alt, så er det jo sådan, det slutligt blev tolket. Som et fupnummer og et publicity stunt. Gode intentioner var der sikkert et sted, især fra fra de kreative kræfter bag, men lur mig om DC og Warner ikke mest var interesseret i at sælge flest mulige blade og få en masse omtale. Den slags har det med at give bagslag, hvis det ender med at folk af forskellige årsager føler sig taget ved næsen.

Skulle de så have Superman forblive død, i hvert tilfælde endnu længere? Det havde nok ikke gjort nogen forskel i sidste ende. Man skulle nok slet ikke have lavet historien, men fristelsen og grådigheden var for stor.

Du kan kun ende med at skuffe

Alt dette har ikke så meget med Superman nr. 393 at gøre, og så alligevel har det måske ALT med den historie at gøre. Eller min oplevelse af bladet som en lidt flad omgang.

Det er som sådan ikke dårligt, det rammer bare slet ikke den emotionelle nerve, som det er dybt afhængig af. Jeg er lidt ligeglad og synes egentlig det er temmelig kedeligt. Ikke kun fordi, at bladet er over 30 år gammelt og man dermed ved at, HOV, Superman kom tilbage! Selv uden den viden, så synes jeg ikke man ét sekund køber selve præmissen.

Vi taler om Superman, der er ingen chance i helvede for at DC ville slå ham ihjel. Hvorfor skulle man så investere sig i historien? Man skulle vist være ret ung eller naiv, hvis man ikke synes det hele stank af “udspekuleret” stunt. Og så er det lidt en historiemæssig blindgyde, hvor du ender med at skuffe/provokere mange læsere ligemeget hvad du gør. Bringer du Superman tilbage føler folk sig holdt for nar, gør du ikke, har du dræbt verdens største superhelt.

Det sagt, så er/var der interessante vinkler til stedet, som kommende blade måske dykkede mere ned i. Som eksempelvis mediernes behandling af emnet, og hvordan en verden uden Superman som beskytter ville se ud. Det har potentiale! Men i nr. 393 når det kun at blive berørt perifert.

Ud over det, så er det som fangede min opmærksomhed mest, at Lex Luthor her har en gigantisk manke og stort fuldskæg. Han ligner nærmest noget fra abernes planet. Hvad pokker gik det lige ud på?! Måske skulle man alligevel opdrive resten af historien bare for at få nogle gode tips til hår- og skægpleje.

The post Fra Reolen: Superman nr. 393 appeared first on Kathoom.

Andetsteds i bladet møder vi Grønne Lygte, Grønne Pil og Sorte Fugl, hvor vi dumper lige ned i midten af en længere historie. Grønne Pil har mistet lysten til at være superhelt, efter han ved et uheld kom til at dræbe en forbryder. Superman dukker op solo til sidst, hvor General Zod fucker med hans opfattelse af virkeligheden.

Den enes skrald…

Eftersom dette blad dukkede op i en flyttekasse i tvivlsom tilstand og uden forside, så måtte der lidt research til. Jeg har skudt mig frem til at der er tale om Superman nr. 44 fra 1982, hvor jeg har bladet fra, må jeg endnu engang gætte på.

Jeg erindrer dog, at min far og jeg skulle sætte et lille bitte pulterkammer/stuk i stand i et ekstra værelse i det hus vi nogle år tidligere var flyttet ind i. Og mellem løs gulvbrædder dukkede der et slidt Superman blad op, der er stor sandsynlighed for at der er tale om dette blad.

Dengang synes jeg Superman var lidt kedelig, især i sort/hvid, så jeg er ret sikker på at jeg IKKE har læst det før her for ganske nylig. En fejl? Måske, for i hvert fald den første historie med Robin og Superman er pænt gakket.

DC allstar line up på banen

Det er ikke ligefrem letvægtere der står bag, historien er skrevet af Gerry Conway og tegnet af J Garcia Lopez med Dick Giordano som rentegner og redaktør.

Conway har en lang og glorværdig karriere bag sig hos både Marvel og DC. Hvor han er krediteret som medskaber på blandt andet Ms. Marvel, Ben Reilly, Punisher, Killer Croc og Jason Todd. Ligesom han skrev det store Marvel og DC møde mellem Superman og Edderkoppen, samt ikke mindst The Death of Gwen Stacey. Lad os bare sige, at denne historie nok ikke er en af dem, han skriver øverst på sit CV.

José Luis Garcia Lopez har været lidt af en DC-mand (plus det løse naturligvis) efter en start hos hedengangne Charlton Comics. Han markerede sig især som tegner på Jonah Hex, da den serie havde sin storhedstid i anden halvdel af 70erne. Ligesom han var tegner på de første numre af Marv Wolfmans Teen Titans.

At Garcia Lopez begyndelsen af karrieren var rentegner for selveste Neil Adams, aner man også, når man bladrer denne Robin og Superman historie igennem. Der er noget med figur-design, poseringer og deres bevægelser, der har noget ret Adams’sk over sig.

Et værre cirkus!

Og lad os så komme i cirkus. Dick Grayson har været i cirkus med sin date, Angie (fortælles i et flashback et stykke inde i fortællingen), hvor han stødte på en gammel kending. Grayson var som bekendt en del af familie/akrobat-gruppen De Flyvende Graysons, og her blev han venner med klovnen Waldo.

Waldo virker dog fjern, hvis ikke decideret komatøs, da Dick hilser. Han bliver straks mistænksom, der må være lusk involveret! Muligvis hjernevask eller lignende! Og samme aften kigger han igen forbi, nu iført sig eget cirkuskostume som Robin. Her ryger han straks i karambolage med en omvandrende politisk ukorrekt modstander. Halvt mand og halvt kvinde! En DEN! “Den” er dog ikke den store udfordring og fældes med en uppercut.

Efterfølgende når Robin lige at standse Waldo fra at hoppe igennem en ring af ild, klovnens straf for at have interageret med Dick tidligere. Han styres tilsyneladende af en stemme, der kommer ud igennem højttalersystemet. Til Robins (og vores) overraskelse dukker en hjernedød/kontrolleret Superman også op ud af det blå?! Inden Robin selv bukker under for den telekinetiske tankekontrol!

Hvad i himlens navn er det der foregår?

Superman havde ikke lige vigtigere ting at give sig til

Det vil Lois Lane også gerne vide, da hun er i cirkus sammen med Jimmy Olsen dagen efter. De bruger tilsyneladende deres fridage sammen? Er der tale om en hemmelig affære?! Følg med i morgen! Nuvel, de ser Superman optræde med at løfte en elefant og forsvinder dernæst ud af historien igen. Øhh, tak for den visit?

Vi må videre med plottet eller hvad man kan kalde det. Superman afslører overfor Robin, at han slet ikke er hjernevasket, han spiller bare, “blink blink”. Han fattede mistanke om noget lusk ved dette cirkus, da det besøgte Metropolis, inden det drog videre til Gothham. Og Superman fulgte med.

Og så går resten af den korte historie ellers med, at Superman slås med nogle hypnotiserede tigere og smider en elefant i et badebassin. Mens Robin karatesparker nogle klovne og slutligt bringer alle ud af trancetilstanden ved at blitze dem med et gammelt kamera… kun én reagere “normalt” på blitzen og bliver blændet (de andre “vågner op”), så DET må være skurken!

Hvem var han? Åh, en eller anden tilfældig klovn, der var træt af at blive kostet rundt med. Men, som Robin siger (at han har lært af Batman), så har han jo ikke gjort noget decideret kriminelt. Så Robin har lidt ondt af ham. Det siger Superman også at han har, mens han tager klovnen under armen og flyver væk med ham… slut!

Jeg har lige et par spørgsmål

Ok, jeg har et par spørgsmål. Lad os bare starte med slutningen, hvor fløj Superman mon hen med denne klovn? Politistationen? Men de var jo lige blevet enige om at klovnen ikke havde gjort noget direkte ulovligt eller kriminelt? Og ER det egentlig lovligt at styre folk mod deres vilje med tankens kraft, hvis det kunne lade sig gøre?

Og nu Robin nævnte Batman, hvor er han henne? Det her virker måske mere som en sag for Batman og Robin og ikke Superman? Jeg mener, det er måske lidt overkill at Superman forfølger et cirkus fra Metropolis til Gotham? Har han ikke noget bedre at tage sig til, og hvor mange liv kunne være reddet, mens han løftede elefanter?

Har han husket at melde sig syg på arbejde? Lois og Jimmy havde en fridag, havde Clark Kent også det, eller har han været væk fra arbejdet i dagevis mens Superman spillede hypnotiseret. I det hele taget: HVAD LAVER SUPERMAN I DEN HER HISTORIE, HVORFOR?! Og hvordan, hvorfor og hvilke kræfter havde den klovn kun ved brug af sin stemme?? Havde han en større plan??

Ja ja ja, jeg ved godt at det bare er “superhelte” fis og løjer, og at man ikke altid skal lede efter logikken i den slags historier. Det er tydeligvis bare ment som eskapistisk underholdning og ikke noget til dybere granskning. Men når man tilmed fornemmer, at den interne logik halter, så er det svært ikke at trække i de løse tråde.

Når man dumper ind midt i en historie

Grønne Pil er væk! Og Grønne Lygte står midt i en ildebrand, hvor han har omgivet en gruppe unge mænd med et beskyttende kraftfelt. Ok, vi dumper lige ned midt i noget her. Det er noget med at de unge mænd har lavet en bombe, og Grønne Lygte har forhindret dem i at bruge den – og nu brænder lokummet med mere altså.

Det ordnes med noget lygte fikumdik, og vi går videre i teksten. Hovedhistorien drejer sig egentlig om at Grønne Pil er forsvundet. Vi ser ham kort i sit fly, som han er ved at crashe med vilje. Hvor han ekspositions tænker tilbage på en episode, hvor han kom til at skyde en forbryder med en pil, så vedkommende styrtede i døden. Nu går han på frivillig pension.

Sorte Fugl og Grønne Lygte leder efter ham, men bliver plotmæssigt afledt, mest Sorte Fugl, Grønne Lygte “leder videre” for sig selv (det følger vi ikke). I mens løber Sorte Fugl ind i et møde mellem en gruppe racister, der vil have udlændinge ud af byen. Hun blev knockoutet, men reddet i sidste øjeblik af Grønne Lygte, der havde fået et tip af en dreng på gaden. Heldigt tilfælde.

Til sidst ser vi Grønne Pil ankomme til et øde beliggende kloster, hvor han tjekker ind. Og så får vi at vide at historien afsluttes i næste nummer. Det er lidt et lille mellemspil i en længere fortælling, så det hele føles lidt uforløst.

Det er ellers nogle kapaciteter der står bag. Denny O’Neil har skrevet, mens Neil Adams står for tegningerne med rentegninger (igen) af Giordano. Vi befinder os altså i det roste Grønne Lygte/Grønne Pil forløb fra de herrer fra 70erne. Lige her får man dog ikke meget mere ud af de end flotte tegninger.

Supermans kodeks

Bladets sidste historie står der Superman på, skrevet af Cary Bates og tegnet af saglige Curt Swan. For mange nok den definitive Superman-tegner. Det er da også Superman i sit helt klassiske look vi møder her, så er man fan af den stil, er det sikkert ligesom at træde direkte ind i en tidslomme.

Superman er i stedet fløjet ind i en eller anden spiral i rummet, efter at have forhindret en komet i at smadre ind i “3 beboede planeter”. Det må have været noget af en komet… anyway, den der rumspiral fanger ham og begynder at udsuge hans kræfter, mens han får nogle underlige drømmesyn.

Det er General Zod og nogle goons der står bag, og mens de venter på at Superman bliver klar til at blive lavet om til hakkebøf, sendes han på en indre tidsrejse. En rejse ind i en alternativ fremtid, hvor Lois Lane bliver dræbt og Clark gifter sig med Lana Lane. Her befinder vi os pludselig 10 år ude i fremtiden, i 1992 (!).

Der er også noget subplot med Kandor, flaskebyen, som nu er i fuld størrelse. Alting går lidt hurtigt i denne historie! Hvor Superman til sidst drives på selvmordets rand, da han giver familie og venner strålesyge med dødelig udgang for dem. Han agter at tage sig selv af dage ved at skyde sig med en kryptonitkanon, men begynder i stedet for at spinne rundt (også ude i “virkeligheden”). Noget har vækket ham og han spinner ud af rumspiralen.

Slutligt, efter han har pågrebet Zod og hans kumpaner, forklarer han, hvad der bragte ham tilbage. Han kan ikke bryde Supermans moralkodeks om at han “ikke bevidst kan berøve noget menneske – inklusive sig selv – livet”. Er han et menneske? Ok, af plot-praktiske årsager må vi lege med.

Kulørt og absurd underholdning i sort/hvid

Jamen, det var da… noget! En blandet landhandel af herlig nonsens, som ikke andet var underholdende. Dog mest den første historie med Robin, der bare var skør og letfordøjelig, sjov og spas. Havde jeg læst den som barn, havde jeg dog nok fundet den lidt kedelig, som voksen kan jeg sætte pris på det helt absurde i nærmest alt ved fortællingen.

Grønne Lygte og Grønne Pil er svær at bedømme helt fair, det er et brudstykke af noget større. Med en hurtig omgang “racister er dumme” smidt ind som “ugens forhindring”. Mens Superman historien til sidst er den mest træge at komme igennem. Den virker noget gammeldags i det, og ikke på en grotesk måde som Robin-historien. Det er nok mest for fans af den æra med Superman.

Ellers byder bladet på to sider med Superklubben, hvor der er konkurrencer, medlemslotteri og køb og salg opslag. Det sidste virker som a blast from the past, og demonstrerer om noget, hvor hurtigt den slags går nu til dags. Gad vide, hvor lang tid, der er gået fra at køb/salgs-annoncerne er blevet indsendt, til de bliver trykt i bladet og derefter korrespondance pr. BREV mellem parterne! Sidste side i bladet er dedikeret til saglige Super-Ove og hans legendariske brevkasse.

Hvis man gerne vil vide hvor gammel parasitten er, hvorfor Jokerens hår er grønt eller hvordan Superman og Batman blev venner, så må du ud og rode på nettet efter Superman nr. . Eller slå en købsannonce op i din lokale avis. Nå ja, eller kigge mellem gulvbrædderne i et gammelt loftsrum eller lignende.

The post Fra Reolen: Superman nr. 44 appeared first on Kathoom.

Relancering og ikonisering

John Byrne blev nappet fra Marvel efter, at han havde haft stor succes først, som tegner/med-forfatter på Projekt X, sammen med Chris Claremont og senere et længere forløb på De Fantastisk 4. Her var Byrne alene ved roret og vi fik hans ufiltrede vision. En magtfuld position, som han altså også varetager her på Superman (inden Odway kommer med).

Vi befinder os post-Crisis on Infinite Earths, DC store crossover/reboot event, hvor hele DC-universet blev nulstillet og strømlinet. Det var i hvert fald den oprindelige tanke, at rense ud i 50 års mere og mere knudret og selvmodsigende kontinuitet. Prisværdigt og ambitiøst, men som altid med den slags, så gentager historien sig over tid og ting mudrer til igen.

Superman er ingen undtagelse, og Byrnes run på titlen blev nok også kortere, kun lidt over 2 år, end først forventet. Men, i den tid nåede han at lave nogle ændringer, udglatninger og redefinere karakteren og hans verden på en måde, der stadig kan føles i dag. Det er måske ikke den definitive udgave, den slags er altid åben for debat og justeringer, men det er måske den mest betydningsfulde.

Superman i John Byrnes hænder er kort sagt blevet ikonisk. Det var Superman også inden, men siden hans oprindelse Schuster og Siegels historier, havde han op til dette tidspunkt næppe været så defineret af en enkelt mands vision, som her.

Underholdende Superman, små-problematisk bagmand

Og det er ikke helt problemfrit. For det første, så afhænger ens nydelse af Byrnes take på Superman jo af, hvordan man har det med eksil englænder/canadieren. Både ham som person, hvor han gennem årene har vist sig at være en lidt kontroversiel skikkelse. En kyniker, der både kan virke små-gnaven, konfrontatorisk og usolidarisk overfor kollegaer. Og som kunstner, hvor jeg selv ikke altid har været hans største fan.

Rent kunstnerisk har jeg dog lært, at sætte pris på mandens streg, stil og evner som forfatter, eller er i hvert fald blødt op. Og hvad Byrnes personlige holdninger og opførsel angår, så er jeg lidt en dobbelt moralsk “sag-til-sag” type, når det kommer til “man skal adskille manden og hans kunst” holdningen. Byrnes livs-og udsyn generer mig ikke direkte, jeg tænker mest “ok, gamle fjog”.

Problemet opstår, når det, som tilfældet er i dele af hans Superman forløb, siver over i historien og især hans fremstilling og karakteristik af figuren. Overordnet var jeg i denne omgang ret godt underholdt af selve grundfortællingen og dele af plottet, samt de større linjer. Men, begynder man at kradse lidt i den visuelt fine og nu ikoniske overflade, eller tænke lidt over visse detaljer, så blive Byrnes Superman pludselig lidt mere “suspekt”.

Fra allemandseje og verdensborger til superamerikaner

Ikke, at der er noget galt i at være politisk, og man behøver bestemt ikke være enig med mig. Lad os bare lige slå det fast. Men, hos Byrne er Superman så ærkeamerikansk, at det er lige ved at blive små-komisk.

Nu har Superman jo altid været et amerikansk ikon, men en del af charmen og fidusen har været, at han som figur var “verdensborger”, eller endda “universets borger”, der higede efter, at blive et “menneske”. Hos Byrne er en af de større retcons, at Kal-El ikke bliver født på Krypton, men rent faktisk kommer til verden i sit lille rumskib, der fungerer som en form for rugekasse. Efter ladningen i Kansas

Har ER altså amerikaner. Og hos Byrne også lidt af en fandens karl, selvom Byrne også nedskalerede Supermans kræfter en del. Til gengæld skruer han op for “mennesket” Clark Kents evner. Unge Clark er eksempelvis lidt af en high school football helt og ganske populær blandt Smallvilles damer. Det bliver da næsten ikke mere amerikansk.

Samtidig gennemstrømmes serien af 80er amerikanisme, hvor Ronald Reagan spøger i kulissen. Lex Luthor er ikke en gal videnskabsmand, men mere en succesfuld, rig forretningsmandstype. Med store lukus yachter og fancy fester, hvor han kan spille for medierne og galleriet.

USAs internationale politik og konflikters indflydelse er også mærkbar i seriens DNA. Superman skal hos Byrne være symbol på alt hvad der er godt ved USA, og ved at være amerikaner. Mens internationale skandaler, indenrigspolitiske og økonomiske beslutninger udhulede dele af økonomien for de hårdest udsatte og Wall Street crashede.

Et medieskabt symbol

Men, Superman står for alt hvad der er godt og rigtig ved Amerika, og er nu født i Kansas. Hvor nogle let-foryngrede Martha og Jonathan Clark defacto bliver Clarks “rigtige” forældre. Han har aldrig mødt Jor-El og Lara, eller så meget som sat en fod på Krypton.

I et forsøg på, at gøre Superman/Clark mere relaterbar og menneskelig, kommer Byrne egentlig til, at begrænse figurens bredere appel ved, at gøre ham til et Amerikansk ikon. Og i overført betydning legitimerer Reagans USA. Hvis Supermans kappe havde været et amerikansk flag, havde det næsten ikke været chokerende.

Det kan lyde lidt fortænkt, og det er ikke sikkert det er et problem for alle læsere. Ligesom det også siger noget om tidsånden i USA, selvom Byrne jo selv er emigrant og kommer udefra. Måske er Supermans amerikanisering en Byrne ønskedrøm? Portrætteringen af Clark som High School jock, der smager på og bliver bange for populariteten, og “gemmer” sig bag Superman personaen, er noget der skurrer mere.

Superman er en medieopfindelse og sensation, skabt af ud fra en avisoverskrift fra Lois Lane. Clark forelsker sig straks i Lane, går selv journalismens vej og spiller ellers rollen, som medierne har skabt: Superman. Superman er ikke Clarks identitet, eller noget der kommer fra ham og vokser frem. Det er et medieskabt symbol.

fra Batman til Zambo

Da Jor-El dukker op i historien, er det som en form for hologram/fortidens spøgelse, som “hjemsøger” Clark under et besøg på den fædrene gård. En udefrakommende fremmed, der tvangs-downloader og pådutter en uvillig og ikke-søgende Clark minder og Kryptons historie. Hvor u-amerikansk, at komme der og pådutte andre information, nærmest mod deres vilje, som en eller anden form for invasiv kraft udefra!

Superman har mere travlt med, at hænge ud med hans nye friendemy, Batman, der svinger forbi for en kort bemærkning. De starter med, at være på kant med hinanden, men hurtigt tøer Superdouche op. Og ender med, at joke med at brække benene på en små-kriminel type sammen med Gothams voldelige selvtægtsmand. Som forresten har tvunget sig til venskab/samarbejde ved, at true med at sprænge sig selv i luften…

Når der ikke lige skal brækkes ben, så slås Superman med fantastiske maskiner, der truer med at overtage diverse regeringsbygninger. Eller tæver De Nye Titanere på åben gade. Godt nok var der tale om en misforståelse, opstået i kampens hede da Bloodsport kigger forbi (Zambo på dansk. Han er sort og en Rambo-type = Zambo. Oh boy…).

En historie, der på en eller anden mærkværdig måde muterer til, at blive en Vietnam allegori på falderebet. Og dedikeret til veteranerne. Det er da prisværdigt, om end noget klodset kilet ind i plottet. Ligesom en anden historie, der ender med at være en hyldest til folk med et fysisk handicap. Prisværdigt, men en underlig, noget ud-af-det-blå morale?!

Holdbar 80er underholding?

Det sagt, og ens syn på disse ting kan variere, så er der også meget godt ved disse første 7 hæfter fra John Byrne. Generelt er han velskrivende og får formidlet historierne godt. Det virker som om, at han har en klar vision, især for Man Of Steel mini-serien og holder sig til den.

Karaktererne bliver tegnet tydeligt og effektivt op, brikkerne sat på plads og kimen lagt til de større, fremadrettede linjer. Når vi kommer ud i hæfte-til-hæfte delen bliver det lidt mere ujævnt, og ikke alle plots er lige ophidsende. overordnet synes jeg dog, at Byrne formår, at skabe en underholdende Superman-serie. En, hvor man stryger ubesværet gennem hvert hæfte.

Og så er der, naturligvis den nu ikoniske visuelle del. Det er for mange, inklusive mig selv, sådan her Superman ser ud. Der er en ret tydelig arv til en blanding af Golden Age, George Reeves og ikke mindst Christopher Reeve. Det gælder ikke kun Supermans udseende, men også dele af følelsen i det samlede univers. Det tidsfæster, og for nogen daterer, også figuren og designet lidt. Dog er Byrnes Superman look stadig tilpas tidløs, så det ikke bliver for popkulturelt uddateret.

Man undgår ikke en underliggende 80er fornemmelse i det hele, fra Lois Lanes frisure, tøjet og og dele af æstetikken og farverne. Det ville også næsten være underligt andet, hvis ikke tidsånden smittede af her.

PÅ godt og ondt en Superman af og for sin tid

Det hele var dog stærkt nok til, at serien og især Superman-figuren i Byrne udgaven kom til, at være den definitive udgave i mange år fremover. Al respekt for det, trods de forbehold man kan have. Og det siger også noget om tiden. Det var jo ikke kun Byrne, der sovsede ting ind i americana.  

Især ikke i 80erne. Der var generelt en higen efter, og genkomst til “fortiden”, som man ofte ser efter en krise/krig/nationalt traume. I dette tilfælde Vietnamkrigen, dens efterdønninger, olie/økonomiske kriser, gidseltagninger, Den Kolde Krig og Iran-Contra affæren. Eksempelvis var 50er nostalgi en tendens i tiden – dengang nationen blomstrede op og økonomien brølede afsted. Det har nok smittet af på Byrne og hans Superman-serie.

I Man of Steel er Amerika nummer 1. Det er tidspunktet, hvor Superman går fra, at være verdensborger til, at blive et amerikansk ikon og symbol. Måske betyder det ikke det store for alle læsere, for andre vil det være problematisk og “forråde” nogle kerneværdier hos karakteren. Men, figurer og symboler ændrer sig uundgåeligt over tid. Også tegneseriefigurer, hvor de færreste undgår retcons, udvikling eller ændringer over tid.

Det bliver, muligvis mere “giftigt”; når ændringerne kan tolkes som værende politiske. Det er, muligvis også at tillægge Byrne motiver han slet ikke havde. Jeg er ikke helt sikker på, at han overhovedet har tænkt SÅ meget over, hvordan hans justeringer kunne tolkes. Slet ikke i 35 års bagklogskabs klare lys.

Hvad der er indiskutabelt er, at Byrnes relativt korte tid på serien havde vidtrækkende og langvarig effekt på Superman. Det må, når alt kommer til alt tale for kvaliteten af materialet. Byrnes Superman var den Superman Amerika havde brug for.

(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).

Ja, naturligvis, fristes jeg til at sige. Trods sine “svagheder”, der mere er et produkt af tiden serien stammer fra end selve seriens kvalitet, så hører John Brynes Man Of Steel til i en tegneseriekanon. I hvert fald de første hæfter, ikke mindst den indledende mini-serie, der udgør de første hæfter på dansk. Alle brikker introduceres, placeres effektivt og Byrnes vision virker klar, tydelig og gennemtænkt.

The post Pensum: Superman af John Byrne appeared first on Kathoom.