Selvom det er særdeles kompetente kræfter, der står bag. Albummet er skrevet af Walt Simonson og tegnet af John Buscema med rentegninger af Klaus Janson. Desværre hjælper det ikke det store, for albummet fremstår mest som et hurtigt og billigt cash crab.

Oprindeligt udsendt i 3 månedlige blade af Marvel Comics fra juni 1981 og frem. På dansk udgivet i samlet form året efter, i et 68 sider langt album via Interpresse.

Jagten på den forsvundne skat – discount versionen

Det burde næsten ikke kunne gå galt. Med det forlæg og en all star trio til at omsætte det til tegneserie. Både figuren, Indy og selve filmen og dens opbygning virker som oplagt materiale at omsætte til tegneserieformatet.

Filmen er seriel i sin opbygning og Indy og hans univers i en vis grad tegneserieagtigt. I en tradition, der strækker sig tilbage til klassiske helt som Tarzan, Flash Gordon, John Carter fra Mars og et væld af pulphelte. Den lå lige til højrebenet. Beklageligvis ser albummet ud, som om det er lavet under tidspres og med mindst mulig budget og indsats.

Det følger filmens handling stort set slavisk, i nedkogt form, men med det vigtigste scener intakte. Hvilket ikke er unaturligt for en “tegneserie baseret på filmen”. Det kunne reelt være skrevet af hvem som helst, hvor det virker som et salgstrick at få Simonsons navn på. Og en prominent tegner som Buscema. Det hele stinker af work for hire.

Buscema tegner ikke decideret dårligt, det er trods alt John Buscema vi taler om. Men det ligner noget, hvor han er blevet hyret til at levere noget hurtigt, enkelt og billigt. Bare få det lavet i en fart, John. Her hjælper den discount lignende og simple farvelægning bestemt heller ikke.

Jeg kan kort sagt ikke anbefale at man erhverver sig dette album som andet end en souvenir. Eller hvis man er Indiana Jones samler.

Da den dårlige smag var god

Derfor vil jeg egentlig hellere snakke lidt om Indiana Jones, filmene og arven, som forvaltes temmelig sølle. Jeg elskede Indiana Jones og de tre første film fra første gang jeg så dem. Som barn af 80erne var det lige det en rask lille drømmer og wanna be eventyrer havde brug for. Spænding, action og en sej helt, som man gerne ville være som.

Jeg fornemmer, at mange der læser med her på siden har lidt samme referenceramme og popkulturelle baggrund, som mig selv. Vi blev flasket op på Indiana Jones, Star Wars, Tilbage Til Fremtiden, Frækkere End Politiet Tillader og alt det man kunne se i Troldspejlet. Men også andet “underlødig” og pulpy underholdning, som man kunne være heldig at fange på monopol DR, eller i mit tilfælde, tysk TV.

Robin Hood, gamle westernfilm, Zorro, billig scifi, Abekongen og en lille “glemt” serie om en Indiana Jones lignende karakter, der hed Frank Buck. Eskapisme og eventyr, serveret i en form, hvor der muligvis var en gennemgående historie et sted i det hele. Men i bund og grund ikke den store fremdrift, men en form, hvor karaktererne forblev stort set uforandret og universet “nulstillet” fra afsnit til afsnit.

Sådan oplever jeg også Indiana Jones, især de første to film. Det er en hyldest og videreførelse af pulp og “serials”, som man kendte dem i 30erne op til 50erne. Det er på sin vis nostalgi og retro, noget der blev populært i 80erne, hvor skaberne lod sig inspirere af deres egen barndom og det de dyrkede dengang.

Ikoniske Indiana Jones

Jagten På Den Forsvundne Skat og dens undervurderede opfølger, Templets Forbandelse, er nærmest ren “serial” i deres opbygning. Vi ræser fra scene til scene, der nærmest alle slutter med en form for cliffhanger, men “næste uges afsnit” følger lige bagefter.

Stort set alle scener, især i Jagten, er ikoniske og mindeværdige. Lige meget hvor mange gange jeg har set den film, så bliver jeg hængende og glæder mig til den næste scene. Indy er en snedig arkæolog (sejt!), men også en fed actionhelt og morsom, fordi han er så flabet og sarkastisk.

Han er også utroligt klodset og heldig, hvor det ofte er rent held, der får ham ud af selvskabte vanskeligheder. Lige meget, hvor sort det ser ud, så får han dog reddet sit skind og ofte fulgt op med en rap replik. Og uden Harrison Fords karisma og levering, og Spielbergs instruktion ville det ikke fungere. Det burde næsten heller ikke fungere, slet ikke 80erne.

Det er gammeldags, men med en tilpas snert af noget post-modernistisk, så det ikke bliver ren 1:1 oversættelse af nogle forældede inspirationskilder.

Jo mindre man ved, jo bedre er det

Det er nok også derfor, at Indiana Jones fungerede i 80erne, men ikke rigtig gør det i dag. Ligesom Indiana Jones, figuren, på mange måder er NØDT til at være frosset i tid og ikke blive ældre, eller udvikle sig, så gør det samme sig gældende for skuespillere og instruktøren.

Indiana Jones fungerer som et univers, hvor vi følger den samme karakter “uge til uge” på et nyt eventyr. Jeg er ikke videre interesseret i hans forhistorie, ej heller i at se ham udvikle sig, eller blive ældre. Det lader til at skaberne og grådige filmselskaber misforstår. Og bliver ved med at prøve at ændre, og fejle og tabe penge på.

Jeg kunne til nød leve med at vi fik en lille smule af Indys forhistorie i begyndelsen af den tredje film. Det er da meget sjovt, at han er opkaldt efter familiens hund, høhø, og helt uskadeligt. Men jeg behøvede ikke at se hvor han får hverken sin hat eller idéen til pisken. Allerede her kammer det over i unødvendig fanservice og “hvad skal jeg vide det her for?”.

Det er i min verden meget sjovere, at man møder Indiana Jones, en voksen mand i midt/slut 30erne, der af en eller anden grund løber rundt med en hat og en pisk. Hvorfor? Hvem ved! Det minder i foruroligende grad om en anden Harrison Ford karakter, Han Solo. Jo mere du får at vide om ham, hans baggrund og får fyldt “hullerne op”, desto mindre interessant er figuren.

Indiana Jones ældes ikke med ynde

Men da man kun nåede at lave tre film (sjovt nok både af Indiana Jones og Star Wars) oprindeligt, da Harrison Ford stadig kunne gå for at være “samme alder”, så måtte man jo forsøge at gøre ham og figuren(erne) ældre i de nyere film. Det er ikke de films eneste og største problem, men det er en væsentlig årsag til at det bare ikke virker.

Kingdom of the Crystal Skull er en rædselsfuld film. Ikke pga. de der aliens, eller “interstellar beings”, eller hvad de nu er. Indiana Jones har altid haft elementer af noget overnaturligt, og jeg tror rumvæsner er noget mere sandsynlige i deres eksistens end alt der har med biblen og pagtens ark at gøre. Nej, det er bare en helt igennem dårlig film. Og Harrison Ford ligner og lyder som en, der går i søvne.

Det gør han periodevis også i den nyeste film, Dial of Destiny, men det skyldes nok mere at han rent faktisk var over 75 år gammel, da den blev indspillet. Filmen er bedre end Crystal Skull, der er glimt af noget Indy af gamle dage, men det hele føles alligevel “forkert” og ikke som Indiana Jones.

Han er blevet en gammel mand. Og film handler om tid, at affinde sig med sin dødelighed og at man ikke kan være ung for evigt. Det er sådan set fint nok, men det er bare ikke Indiana Jones. Han skal ikke ældes! Og han skal ikke affinde sig med sin dødelighed. Han er for evigt en mand på 35-40 år, der tager på ugentlige eventyr, fordi det er det den figur kan og skal.

En filmserie og figur, som kun fungerede i sin tid

Derfor er de bedste scener i den nyeste film, i min optik, også dem hvor man har forynget Ford. Det er et skråplan, den slags de-ageing, hvis det misbruges og bliver en krykke, men det fungerer forbløffende godt og ser virkelig overbevisende ud. Ikke perfekt, men giv teknologien et par år, og man vil ikke kunne skelne.

Og så har de jo fået scannet Ford ind, og Indiana Jones kan i teorien lever for evigt. Endda uden at recaste Ford, han kommer desværre ikke til at leve evigt og har rundet de 80. Etisk er det naturligvis noget at en gråzone, og for Hollywood en kreativ sovepude og blindgyde. Men bare rolig, lige meget hvor mange film med en evigt ung Harrison Ford, der evt. vil blive lavet, så kommer det ikke til at blive et hit.

Indiana Jones filmene og figuren er nemlig også frosset i tid, og hører en anden tid til. Det har filmselskabet nægtet at se i øjnene, samtidig med at de i deres forsøg på at opdatere og udvikle, lader til at have misforstået, hvad der fik det til at fungere i første omgang.

Modsat eksempelvis Star Wars, som bed sig fast i populærkulturen og er blevet overleveret (og har overlevet) fra generation til generation, så forholder det sig anderledes med Indiana Jones. Det er derfor den nye film floppede (blandt andet). Hvem var den film til? Mig og min generation? For de yngre aner i vid udstrækning ikke, hvem Indiana Jones er.

Og hvis de gør, så er de næppe videre interesseret i en ny film med en figur, hvor en stor del af tiltrækningskraften stammer fra, at det minder en om ens barndom. I dette tilfælde ens forældres barndom.

Når man piller ved den hellige gral

Det er for mig hovedrystende, at man tror man kan tjene penge på en figur, der ligger så langt fra den nuværende tidsånd og popkulturel relevans, når den har kostet over 300 millioner dollars. He belongs in a museum!

Og det er OKAY. Vi har stadig de første film, og dem er der ingen, som kan tage fra os. Skulle der have været lavet flere, så skulle det have været dengang. Ellers må vi over i andre medier, som computerspil (eller tegneserier!), hvor man mere gnidningsfrit kan slippe af sted med at holde Indiana Jones ung.

 Jeg forstår godt fristelsen og kan se det smukke i, at man gerne vil give Indiana Jones en flot afsked. At sende en aldrende helt ud mod solnedgangen efter et sidste eventyr. Det er bare ikke alle helte, som fungerer i den rolle. Og det kommer mere til at handle om enten Harrison Ford, mennesket, eller en selv, når det forsøges.

Det har jeg ikke brug for lige med Indy. Han skal slå med pisken, rette på hatten, levere en vittig bemærkning og smile lumsk. Og så gør han det hele igen i næste uge og ugen efter uden at ældes en dag.

I slutningen af Det Sidste Korstog finder Indy kilden til evigt liv, Den Hellige Gral. Og lærer, at det ikke handler om at leve evigt og vælger den mulighed fra. Der sluttede den ægte Indiana Jones rejse også, alt efter ville naturligt være udvikling og ældning. Måske trænger Hollywood folkene til at gense den og tage ved lære?

He belongs in a museum

Det er nok også grundene til at jeg synes Indiana Jones KUNNE fungere som tegneserie. Hvis man ikke vil lave en TV/streaming-serie (her tæller vi ikke lige computerspil med), så virker tegneserier som det optimale medie.

Man ville kunne holde det episodisk, og Indy behøver ikke blive ældre eller udvikle sig nævneværdigt. Det er jo også blevet forsøgt af flere omgange. Blandt andet også på dansk, hvor jeg allerede har kigget på et enkelt nummer. Her slipper man også fint ud af “Indiana Jones som gammel” problematikken ved at lave en rammefortælling, hvor bladenes historier er en aldrende Indy, der mindes fortidens eventyr.

Men det har også en begrænset levetid. For, igen, hvem er målgruppen? Folk med et tilhørsforhold til filmene og karakteren, folk i min alder. Og vi er bare ikke en interessant eller stor nok demografi for udgivere eller film- og tv-producenter. De skal have fat i de unge, hvor flertallet ikke aner hvem Indiana Jones er.

Af samme grund, som man nok ikke kan lave noget med Jens Lyn og lignende figurer, og hvorfor en film som John Carter og utallige nyere Tarzan-film. Således forholder det sig også med Indiana Jones, han er et produkt af sin og en anden tid og hører til der. Og tåler egentlig ikke at man forsøger at malke koen yderligere. Lad det ligge.

The post Fra Reolen: Jagten På Den Forsvundne Skat, filmalbum appeared first on Kathoom.

Jagten på den oprindelige stemning

Mest kendt er Indiana Jones, naturligvis fra de tre oprindelige film, der blev udsendt i løbet af 80erne. Den sene efterfølger, og den kommende, længe “ventede” 5er skulle efter nyeste plan komme i 2023. Begge dele sorterer vist under “be careful what you wish for”. Men, lad os ikke tage sorgerne på forskud. Og, jeg glædede mig egentlig heller ikke til nummer 4.

Jeg syntes allerede i 2008, at Harrison Ford var for gammel til rollen og tiden, måske også var løbet fra Indiana Jones i den oprindelige inkarnation. Man kan bare ikke genskabe den følelse af gammeldags eventyr og fortryllende forundring, som gennemstrømmede 80er filmene. Lidt ligesom med Star Wars. Nogle ting har bare deres tid, og det er helt OK.

For vi har jo stadig de oprindelige film, som jeg har elsket, dyrket og slidt op på VHS. Jeg er, og var, fan af dem alle, også den mørkere, mere ujævne, men urimeligt udskældte 2er, Templets Forbandelse. Det Sidste Korstog, den mere gakkede 3er, er stadig forrygende underholdning og holdes oppe af den fremragende kemi mellem Ford og Sean Connery, som far og søn.

Men, Jagten På Den Forsvundne Skat er stadig min favorit. Det går over stok og sten, fra legendarisk scene til legendarisk scene. Den har en følelse af noget episodisk over sig, som de gamle martinée eventyr serials den er inspireret af, men fungerer også som helhed. Det er en af den slags film, som jeg altid kan se og bliver hængende ved, hvis jeg lige zapper forbi den.

Er der et behov for Indy’s forhistorie?

Derfor burde Cronicles of Young Indiana Jones muligvis også have været noget for mig. Jeg har dog kun svage og vage erindringer om serien, der ikke var en jeg dyrkede. Der var bare et eller andet forkert ved den? Måske det første eksempel på, at det der fungerer ved Indiana Jones, for mig, er så etableret, perfekt udført og indkapslet i den originale trilogi, at jeg ikke behøver andet.

Eller ikke accepterer andet, skulle jeg måske sige? Selvfølge vil man gerne have mere, og idéen er heller ikke helt tosset. At følge Indiana Jones som ung, på hans dannelsesrejse og friske eventyr virker oplagt. Men, ligesom med mange andre ikoniske figurer, der på en måde ankommer og bliver introduceret helt formet og fuldendte, så føler jeg egentlig ikke noget behov for, at kende forhistorien.

Forhistorien, oprindelsen og hvad der kom inden tilhører på en måde min egen fantasi. Det er noget, som også gør sig gældende for en anden ikonisk Harrison Ford figur, pudsigt nok. Jeg behøver heller ikke vide noget om Han Solos oprindelse, hvordan han mødte Chewbacca, fik sin pistol eller se The Kessel Run. Det kan aldrig leve op til de forestillinger man måtte have haft, eller også giver det oplysninger, som er komplet overflødige.

Det ødelægger mystikken ved sådanne figurer. En mystik, som måske er noget af det aller mest vigtige ved denne slags helte!?

Gamle Doktor Jones’ historietime

Derfor var jeg også skeptisk overfor en tegneserieudgave af en TV-serie, som jeg i forvejen følte var en kende overflødig. Hvis ikke lidt billig, spekulativ og kreativt tynd. Jeg ejer kun dette ene blad i serien fra 1993, nummer 4, som indeholder historien fra det amerikanske nr. 7 og 8 i samme serie.

Det er i hvert fald hvad jeg har kunnet Google mig frem til, og stykke sammen ud fra forsiden og referat af indholdet af de amerikanske blade. Som regel går der jo 2 amerikanske blade på et dansk 52 siders hæfte. Dog lader det til, at der trods en meget løs rammefortælling, ikke er nogen kontinuerlig fortælling bladene igennem.

Rammefortællingen, i hvert fald i dette blad, er en aldrende Indiana Jones, der i “nutiden” ser tilbage på sit liv. I dette tilfælde er han på hospitalet, fordi “gammel”, hvor han, lidt uopfordret begynder at rable løs om fortiden overfor en fremmed mandsperson. En han lige syntes trængte til en moralsk opstrammer og fortælling, der tilfældigvis havde en morale og et budskab der passer til situationen…

Mosefund med moral

Der er opstået en pludselig krise på hospitalet, der er akut mangel på en blodtype AB-doner. Vores ukendte, lidt utiltalende makker har denne blodtype, men føler ikke lige for at dele med den nødlidende. Gamle Indy mosler sig ind fra sidelinjen, og begynder at mindes og genfortælle en historie fra dengang han var udstationeret i Afrika under Første Verdenskrig.

Jeg er lidt usikker på tidslinjen her, og det er måske heller ikke så vigtigt. Men, hvis “nutiden” er start-90erne, så ville denne Indiana Jones være over 90 år gammel, da han i følge kanon er født i 1899. Man forstår måske godt, at vores modvillige blod-deler virker lidt paf over, at sådan et mosefund uden nogen kontekst begynder, at ævle løs om Afrika i 1917.

Hvad er pointen, din senil-konfuse bessefar?! Aha, jamen der ER skam en pointe! Indy har tænkt sig, at lære den unge knøs, OK, denne 40 årigt udsende Average Joe, en lektie om livet. Gennem kraften af et eventyr, hvor Unge Indiana lærte en tilsvarende lektie! I Afrika redder Indy og hans soldater et indfødt, forældreløst barn, der ender med at vokse op og blive landets første præsident. Alle liv har værdi, også det barn der nu mangler en bloddoner på hospitalet i nutiden.

Det er temmelig skabelonpræget historiefortælling og setup fra forfatter Dan Berry, men det er en formel der fungerer.  Det er dog også med til, at give bladet et “TV-serie episode” præg, som det nok er en smagssag om man synes om. Her er det temmelig tydeligt, at historierne er baseret på to afsnit af TV-serien kaldet “German East Africa, december 1916” og “Congo, January 1917”.

McGuffins, menneskeliv og krigens meningsløshed

Vi befinder os altså i det tysk kontrollerede østlige Afrika, i sidste del af Første Verdenskrig. Et område plaget af krig og sygdom. Især det sidste er omdrejningspunktet i første historie, der følger Indy og en gruppe soldater på en håbløs mission på tværs af det krigshærgede område, på en wild goose chase efter en våbenforsendelse.

Denne jagt efter våben viser sig i sidste ende, at være komplet overflødig spild af tid, kræfter og menneskeliv. Missionen, og våbensendingen fungerer, som andre “objekter” i Indiana Jones fortællinger, som en slags McGuffin. Den egentlige “mission”, er en hvor Indiana Jones skal lære en anden vigtig lektie, eller morale. Her er det krigens meningsløshed og værdien af menneskeliv.

Soldaterne bukker under som fluer for sygdomme, og det bliver hurtigt en kamp om overlevelse, mens de stadig forsøger at fuldføre deres i sidste ende formåls- og meningsløse våbenjagt. Våben, som i et større perspektiv jo også skal bruges til, at slå mennesker ihjel. Det er en regulær dødsspiral.

I deres færd passerer de et tysk militærhospital, en lokation, som bliver omdrejningspunktet i anden del af historien. Her går der næsten lidt Forrest Gump i den, i det at Indy løber ind i en historisk figur, der får en central rolle i fortællingen. Og bliver bladets egentlige hovedperson og en vigtig brik, og stor del af det samlede budskab.

Indiana Gump bumper ind i Albert Schweizer

På dette hospital, hvor en syg og afkræftet Indy lander, finder vi nemlig selveste Albert Schweizer. Den berømte tænker, fysiker og humanist, der bliver modvægten til og fornuftens stemme til krigens rædsler og meningsløshed. Indy finder her en forbundsfælle og medmenneskelighed hos, hvad der ellers ville være en fjende i fjendeland.

De får hurtigt etableret, at Schweitzer og konen ikke er fjendtlige, men kultiverede humanister, i ellers farlige og umenneskelige omgivelser. Det kultiverede illustreres blandt andet gennem klassisk musik, da Indy vækkes af toner af Johan Sebastian Bach. De engelske officerer, 5 overlevende inklusive Hr. Jones behandles godt og er ikke krigsfanger. Ligesom de lokale indfødte, behandles civiliseret og respektfuldt på hospitalet.

“Midt i krigens vanvid eksisterer dette åndehul af uselvisk menneskekærlighed”, tænker Indiana for sig selv. Schweitzer forklarer, at han leder hospitalet, fordi “det er nødvendigt”. En mand med Schweitzers talenter må “bruge dem til, at tjene menneskeheden”. Alle liv har betydning for Schweitzer, hvilket Indy bruger den næste tid på, at opleve ved selvsyn.

Schweitzer får lov til gennem taleboblerne, at tale mod blindt at adlyde ordre. Mod regeringer og nationer, der dræber i patriotismens navn. Og en opfordring til, at bruge fornuften og tænke selv. Men, så kommer de forbandede franske frøædere og ødelægger Schweitzers liberale love-in. Alle tyskere skal, og bliver, deporteret hjem til Der Kaiser. OG Indy får besked på, at eskortere og dernæst overdrage dem til Frankrig.

Overraskende eftertænksom og vedkommende tegneserie

Det der overraskede mig mest ved Indiana Jones tegneserien er, at der faktisk er ambitioner og hjerte i fortællingen. Det er ikke KUN et lidt udspekuleret tie-in produkt, som skal skrabe lidt ekstra skillinger sammen ved, at snylte på en formodet TV-succes. Det er det sikkert OGSÅ, men der er mere kød på historien end man skulle tro.

Man kan, ligesom filmene, faktisk lære lidt om historiske begivenheder og personligheder. Der er måske ikke meget velkendt Indy tju-bang action og eventyr over det, og jeg ved ikke helt om budskaberen og Schweitzers livsanskuelser har meget tilknytning, eller indvirkning på den Indiana Jones vi ellers kender. Men, som en form for indblik i en formativ periode i et ungt menneskes liv, og en kontrast til krig og død, er budskaberen og pointerne overraskende hjertevarme og vedkommende.

Det er også prisværdigt, og overraskende ambitiøst, at inkludere en historisk personlighed, som Albert Schweitzer i en amerikansk ungdomstegneserie. Jo, det virker lidt heldigt/tilfældigt, at Indy lige braser ind i ham midt ude i junglen, men det setup må man lige sluge. Ligesom Schweitzers “monologer” måske kan virke lidt hamfisted, det hele passer ligesom lidt for godt sammen.

Jeg accepterer det dog, især fordi jeg ikke havde regnet med, at få noget med antydningen af dybde og tankevækkende ud af dette hæfte.

Det sidste piskesmæld

Måske er tonen, måden det hele formidles og hænger sammen på en smule ujævnt formidlet og udført. Der er noget “håndværker” over historiefortællingen, som muligvis hænger sammen med Tv-forlægget. Og måden historier fortælles på i det medie, men det fungerer til husbehov.

Der hvor Indiana Jones halter mest er artwork og den visuelle del. Gordon Purcell er krediteret som tegner, hans stil er lettere “cartoony”, på den måde, hvor det kunne ligne en animeret serie fra 90erne. Det minder lidt om lignende tie-inns, som eksempelvis The Real Ghostbusters serien uden, at være helt så karikeret. Der er ikke mange detaljer, ligesom baggrunde og omgivelser er spartanske og lidt kedelige.

Det hjælper heller ikke, at farvelægningen ser lidt billig og mat ud. Her er Indiana Jones meget et produkt af sin tid, og har en snert af discount produkt følelse over sig. Det hele er bare lidt farveløst, uspektakulært og trist at kigge på.

I sidste ende spænder det dog ikke helt ben for mit overordnet positive indtryk. Det her var en artig overraskelse. Lidt redaktionelt stof havde ikke skadet, ligesom den amerikanske udgave, så vidt jeg kan se indeholder en 4 siders artikel og biografi om  Albert Schweizer, skrevet af selveste Kurt Busiek. Det havde jeg da gerne set inkluderet.

Der skulle åbenbart spares et sted. Heldigvis ikke på ambitionsniveauet for noget, der nemt kunne være liret af som venstrehåndsarbejde. Det er ikke Indiana Jones, som jeg kender eller forventede ham, men for det den prøver på er det et ret vellykket hæfte.

The post Fra Reolen: Indiana Jones nr. 4 appeared first on Kathoom.