The Tick er dukket op på Netflix, serien om The Great Blue Yonder, den uvidende, naive og retskafne superhelt er perfekt sommerferie tidsfordriv.
Der er tale om den oprindelige tv-serie fra 2001, ikke Amazons 2016 reboot. Serien fik kun 9 afsnit, så man stryger ubesværet lige igennem hele den underholdende badulje.
En blå loppe begynder at gø
The Tick startede som tegneserie i 1986, skabt af fan/tegneserieskaber Ben Edlund. Edlund var oprindeligt fan og kom af omveje ind i branchen, da han i midt-80erne begyndte at hænge ud i tegneserieforretninger i New England. Hans venner, der var tegneserielæsere, havde bil, Edlund ikke, så han var egentlig bare vedhæng.
Her blev han i sine sene teenageår fascineret af superhelte og begyndte stille og roligt en løbebane inden for mediet, da han skabte The Tick som en maskot for et nyhedsbrev. Et udsendt af New England Comics, hvorigennem karakteren steg nok i popularitet til at få sin egen serie fra 1988.
I 1994 debuterede The Tick som tegnefilm på Fox Networks, en serie der løb i 3 sæsoner og nok er den, som har givet The Tick størst mainstream gennemslagskraft. Serien blev fulgt op af en liveaction udgave fra 2001, der dog indeholdt en række ændringer, da Fox ejede rettighederne til visse karakterer, som optrådte i deres tegnefilm.
Det er denne serie, som nu er at finde i sin helhed, 9 afsnit, på Netflix. I 2016 vendte The Tick (med et nyt cast) tilbage, denne gang på Amazon Prime, hvor serien fik 2 sæsoner af i alt 22 episoder.
Er The Tick virkelig så tykhovedet?
I tegneserie forlægget er The Tick undsluppet fra et sindssygehospital, hvilket forklarer en hel del af hans særegne personlighedstræk og adfærd. I tv-serien fra 2001 bliver det ikke nærmere forklaret, hvad der egentlig er galt med ham. Hvor han kommer fra. Eller hvem han overhovedet er?!
The Tick er en stor, muskuløs blåklædt retskaffen og moralsk helt, der lader til at have superstyrke, være nærmest usårlig og usædvanlig tykhovedet. Han kan i hvert fald bremse en elevator med sit hoved, tåle mange slag, skaller og fald og så er han blottet for selvindsigt, situationsfornemmelse og realitetssans. Er han komplet idiot, oblivious eller et hemmeligt geni?
På mange måder minder hans personlighed om et barns. Han er uskyldsren og naiv, tager ting bogstaveligt, er behovs- og impulsdrevet og sociale akavet – uden at opdage noget af det selv. Det gør, at han konstant siger de forkerte ting, reagerer uhensigtsmæssigt og ikke selv er klar over det. Han har dog hjertet på rette sted, er loyal som en hund og utrolig moralsk og hundrede procent god. En ægte helt. Bare en tumpet en.
Om han ejer noget dybere refleksionsniveau er vanskeligt at bedømme. Hvis han ikke har et barnesind, så er sammenligningen med en stor, dum og elskelig hund ikke helt ude i skoven. Det skaber selvsagt nogle udfordringer for hans omgivelser.
Et gakket galleri af helte og skurke
The Ticks bedste ven og sidekick er Arthur, som vi møder i pilotafsnittet. Han er vores menneskelige anker og seerens “vinkel” ind i og i serien. Han opsiger sin stilling som revisor i et stort fremmedgørende kontorlandskab for at blive superhelt. Det kan man åbenbart i The City, som byen bare hedder, hvor det vrimler med helte og skurke.
Nogle af disse bliver en fast del af The Ticks løst forbundne slæng, hvor vi hurtigt introduceres for Captain Liberty og BatManuel. Henholdsvis statsansat patriotisk superkvinde og en zorro-lignende kvindeglad “charmør” af latinamerikansk herkomst. De er kolleger, men først og fremmest er det ulige slæng venner og har brug for hinanden.
I den evige kamp for retfærdighed og mod det onde. Som kan være Russiske Snigmordsrobotter programmeret til at myrde Jimmy Carter, ok, lidt sent, men den blev vækket til live 20 år for sent. Eller den veltalende Destroyo, tidligere overvægtig balletdanser, der prøver at klare frisag i retten efter vores helte finder atombomber og et meget tykt reb (!) i bagagerummet på hans bil. Efter BatManuel påkørte den i en parkeringskælder, hvilket giver en del problemer angående bevismateriale og procedure i retssalen…
Der er også afsnit hvor andre såkaldte helte dukker op og kommer på tværs, da de viser sig at være nogle seriøse røvhuller. Som Fiery Blaze (spillet af Ron Perlman) der er i et mildt sagt toksisk “forhold” med sit eget sidekick Friendly Fire. Eller JLA-pastichen League of Superheroes, der viser sig at være en flok arrogante og dovne fusentaster, der kun er ude efter berømmelse.
Friends for nørder som os
Hvis nogen skulle være i tvivl, så er The Tick en komedieserie. En satire og spoof på superhelte, der følger et velkendt sitcom format. Afsnit af 20-22 minutter, episodisk fortællerteknik og form, hvor der ikke er den store karakterudvikling fra afsnit til afsnit. Selv når der er, så nulstilles der blødt efter hver episode. Sådan da.
For der er små udviklinger i karaktererne og deres indbyrdes forhold igennem de 9 afsnit. Det er også de forhold, som bærer serien sammen med dens humor. Der er ikke nogen stor gennemgående “arc” i historien, der løber gennem serien. Det er en klassisk “hæng ud med vennerne” serie, karakterer du kan lide at være i selskab med og se hvad de nu kastes ud i, som kan løses på 22 minutter.
Du ser det ikke for spændingen om “klarer de den mon”. Mere, hvordan klarer de den, og hvordan kan karaktererne gøre det værre for dem selv, inden de får det løst. Ofte er det helt klassiske sitcom-troper, som at gå på date, gensidige afhængighedsforhold eller som nævnt et lille retssalsdrama. Bare med et absurd superhelte twist og tilhørende humor.
Humoren holder stadig det meste af vejen, selvom serien har 25 år på bagen. Der er en joke eller to, som ikke ville være politisk korrekt i dag (men som i seriens kontekst stadig er sjove!), men ellers virker jokes, situationer og udførelsen stadig overraskende frisk.
Castet og deres kemi stjæler serien
Her afhænger alt af casting og hvor godt skrevet det hele er. Og her leverer The Tick virkelig. Alle spiller godt og er perfekt castede. Seriens tone er gennemført, bevares, man lurer hurtigt fremgangsmåden og opbygningen, men dialogen og plots er velskrevne og skarpe.
Patrick Warburton ER The Tick og formår at gøre den gummidragtklædte muskelklump varm og elskelig bag muren af tumpethed. Eller vanvid?! Er han mentalt handicappet? Nuvel, Warburton spiller The Tick som et umiddelbart velartikuleret væsen, der spyr heltemodige gloser med klippefast overbevisning og højtidelighed – men det er 99% af tiden enten forfejlet, misforstået eller det rene vrøvl.
Arthur spilles med en nørdet uskyld og usikkerhed af David Burke, der på en måde har en ung Rick Moranis energi. Hen er kejtet, lidt nervøs og akavet. Kemien mellem de to, både Arthur og The Tick og de to skuespillere, er rigtig god. En slags kikset odd couple, der har brug for hinanden, gør hinanden bedre, men som også kan gå hinanden på nerverne. Ok, The Tick opdager ikke det sidste, men…
Og så er der Captain Liberty, spillet sikkert af Liz Vassy og BatManuel, i skikkelse af Nestor Carbonell (kendt fra Lost, som den mystiske Richard Alpert). BatManuel er et af seriens højdepunkter. Spillet med swagger og på overfladen usvigelig selvsikkerhed af Carbonell, men det dækker tydeligvis over ensomhed og smerte. De to har en “will-they-won’t-they” dynamik kørende, som igen peger tilbage på et af de dybere temaer i serien: ensomhed.
Et kærlighedsbrev til superhelte og deres fans
Det er ikke bare gak og løjer og gode grin i The Tick. Meget af det er, men der er en underliggende smerte i samtlige karakterer. En usikkerhed og frygt for at være alene, der binder dem sammen. Uden at de ved det, er de afhængige af hinanden. Det bliver ikke super dybt, men det er der, og giver serien masser af hjerte.
The Tick er ved første øjekast ellers bare mest absurd situationskomedie med velskrevet og velleveret dialog. Men Edlund (der er producer på serien) og co har forstået, at du ikke gider hænge ud med de her karakterer, hvis det er ren overflade og satire. Den fylder meget, men hjertet banker nedenunder det hele.
Der er for mange morsomme optrin til at remse op, generelt er The Tick en kærlig “roast” af superhelte og kærlighedserklæring til hele genren. Set gennem en fordrejet linse, hvor man kan tage pis på alle klichéerne og arketyperne, vi kender og elsker. Serien er “klog”, men den er nok også mest for fans og folk som “os”.
Det er nok også en af grundene, ud over mangelfuld opbakning fra tv-selskabet, der “begravede” serien i sendeplanen uden meget promovering, til at The Tick kun fik 9 afsnit. Det er en skam, den er virkelig vellykket og værd at se. På den anden side, så blev den ikke hængende så længe at formatet nåede at blive slidt og trættende – nu kan den nydes som en lille kult perle.
