Så der støvet noget af med bid i! Dracula får stillet tørsten i bladet af samme navn, nummer 12 i rækken fra Winthers Forlag, udsendt i 1983. Bladet, der er på hele 64 farvelagte sider (sådan da) er skabt af navnkundige kræfter, forfatter Marv Wolfman, tegner Gene Colan og rentegnet af Tony Palmer.
Vi følger en svækket Grev Dracula, der både kæmper for at overleve og finde bagmanden, der stjæler hans kræfter. Fra London til Boston med afstikkere til Brasilien, hvor Frank Drake kæmper mod levende døde, mens han får hjælp af selveste BRODER VOODOO!
Populær dansk Dracula?
Da dette blad udkom var den amerikanske serie om vores blodsuger for længst gået i sig selv, efter hele 72 månedlige hæfter i perioden 1972 til 1979. På dansk udkom serien i 23 numre i årene 1982 til 84, hvilket vel cirka må dække alt det amerikanske indhold?
Det tyder jo på en vis popularitet, også relativt lang tid efter, at hæftet, og vel egentlig også Dracula karakteren, og gys generelt, havde haft sin storhedstid. Noget tyder dog på, at gyserserier, og det mere pulpede generelt, på sin vis havde ret gode kår i Danmark, i mange år. 80erne var ellers generelt domineret af splatter fremfor gys, B-films action og mere kulørte superhelte, hvad angår tegneseriemarkedet. Men, den gamle greve lykkes altså tilsyneladende med at bide sig fast.
Måske skyldes det nostalgi, en mere moden læserskare der havde været med på den første bølge af amerikanske tegneserier på dansk, som gennem Dracula fik et lidt mere voksent indhold? Der er i hvert fald i tone, stemning og stil visse fællestræk med noget en tidligere generation kunne være vokset op med i eksempelvis EC Comics.
En vampyr bider sig fast
Og så er der træde tilbage til det første Marvel mange smagte på, på det danske marked i form af det kreative hold på Dracula. Efter en lidt rodet start, hvor mindst 3 forskellige forfattere var inde over de første 6 hæfter: Gerry Conway (og delvist Roy Thomas), Archie Goodwin og Gardner Fox. Ikke inkompetente folk, men udskiftningen gjorde, at stil og tone skiftede voldsomt og serien savnede en klar retning.
Fra blad nummer 7 tog Marv Wolfman over, og sammen med tegner Gene Colan (som danskerne nok kendte fra Dæmonen) fik de styr på serien. Og var den faste duo indtil bladet lukkede i 1979. Det har helt sikkert ikke blot givet stabilitet og kvalitet, men også været garant for en klar vision. Hvilket igen har været medvirkende til, at Dracula blev så succesfuld.
Serien var dog lige ved at snuble kort før målstregen. Marvels kontroversielle chefredaktør, Jim Shooter, valgte at lukke bladet og skære to ud af de sidste 3 planlagte fra. Wolfman fik dog forhandlet sig frem til, at de kunne udsende 2 ekstra lange blade, frem for de planlagte 3 i normal længde. Det gjorde dog, at der måtte skæres 14 sider materiale fra, som allerede var skrevet og tegnet.
Udvidet nummer, som mangler 4 sider
Hvilket bringer mig frem til dette blad, nummer 12 i den danske udgivelsesrække. 64 sider i farver til den nette sum af 8 ½ danske start-80er kroner. Et såkaldt “udvidet nummer”, så det bestod af 4 amerikanske blade.
Det vil sige, i hvert fald teoretisk set. For da jeg nåede til side 30 opdagede jeg, at der manglede 4 sider i mit blad. Dermed mangler jeg afslutningen af historie nummer 2 i bladet. De manglende sider ligger nok i bunden af en flyttekasse et eller andet sted, eller har aldrig været der eftersom jeg købte bladet brugt engang midt i 80erne. Man kan, åbenbart ikke forvente alverden for 3 kroner?!
Nuvel, det er ikke verdens undergang, men det gør, at jeg ikke, som ellers er blevet kutyme, vil gennemgå handlingen mere eller mindre minutiøst. Lad mig blot slå fast, at det faktisk var overraskende fornøjelig læsning. Overraskende fordi, at jeg egentlig havde frygtet at det ville være en gammeldags og små-kedelig omgang.
I stedet fik jeg en ret velkonstrueret og plottet serie hæfter, der både lykkes med, at fortælle nogle korte, afrundede subplots og en større fortælling. Hvor der udover vores hovedkarakter, Grev Dracula, jongleres med et ret stort persongalleri. Og indtil flere lokationer og steder verden rundt. Så, det er faktisk en ganske kompleks fortælling, som man dumper lige ned i.
Wolfmans spraglede persongalleri
For historien er i fuld gang, så det er med, at holde tungen lige i munden og forsøge at hænge på, Og få fat i henvisninger, bi-personer og deres rolle og små og store handlingstråde hen ad vejen. Men, det gik nu egentlig rimelig fint, fordi Wolfman er en ferm fortæller.
Hovedtrækkene i historien er, at en svækket Dracula befinder sig i London. En doktor Sun er lykkes med at dræne vampyrens kræfter efter at have fanget Dracula, der dog nu er undsluppet. Han kan holde sig kørende på lånt tid ved, at suge frisk blod, men han bliver uundgåeligt svagere. Samtidig har han den lokale ordensmagt i hælene, mens en kvindelig efterkommer til den oprindelige Van Helsing, Rachel, også er på sporet af den drænede blodsuger.
Sideløbende følger vi sporadisk Frank Drake på eventyr i Brasilien, hvor han har alvorlige problemer. Han angribes af nogle menneskelignende skikkelser, der er ude på at æde hans dejlige hjerne. Det er ikke zombier, men ZUVEMBIER, i følge oversættelsen. Var det en rettighedsting? Anyyyway, “zuvembierne” forhindres i deres foretagende da Drake undsættes af den voldsomt problematiske og overnaturlige BRODER VOODOO!! Ja, en “magisk indfødt”, det var en anden tid…
Skal man holde med en massemorder?
Det uvante i Dracula, og det der gør at serien skiller sig ud i sin samtid er, at vores hovedperson jo ret beset er skurken. Eller i bedste fald en noget moralsk anløben anti-helt, for de mennesker han er oppe imod er ofte heller ikke helt fine i kanten. Det giver serien nogle fine gråzoner, hvor man tager sig selv i at være på side af en morderisk blodsuger.
En, som uden skrupler eller tøven slår uskyldige mennesker ihjel for at holde sig i live. Men, det hele ER netop ikke sort/hvidt. Som i en af historierne, hvor hovedplottet er, at den svækkede og tiltagende desperate vampyr hyres af en hævngerrig forretningskvinde. Hun ønsker, at få taget livet en række mænd, der gør eller har gjort hendes liv besværligt. Ex kærester, bøvlede bankfolk, forretningsmodstandere og den slags.
De er muligvis ikke guds bedst børn, det er hun bestemt heller ikke, men retfærdiggør det, at Dracula går på menneskejagt og killing spree for det selvoptagede og ubehagelige fruentimmer? Samtidig er Dracula, trods sin svækkede status stadig en hoven, nedladende og selvophævende skikkelse med noget, som kunne minde om et gudekompleks.
I mindre kompetente hænder end Wolfmans ville det nok have gjort, at det ville være lidt vanskelig at engagere sig i en fortælling hvor det umiddelbart er svært at finde nogle af holde med. Heldigvis er der så mange karakterer og plottråde igang, både i for- og baggrunden, at man hænger på om ikke andet bare for at se hvordan det hele udvikler sig.
Colan (og dårligt tryk) bringer stemningen
Det hjælper også, at serien er så godt tegnet og stemningsfuld, at materialet løftes yderligere. Bladet lider lidt under det tidstypiske “Winthers syndrom”, hvor trykket er ret grimt og gnidret. Og kvaliteten af papir og bladet generelt ser noget billigt og brugt ud.
På en eller anden måde gør det dog ikke så meget, som i andre serier som Edderkoppen fra samme periode. Det er næsten med til, at det hele fremstår endnu mere lurvet, beskidt og “gammelt”. Man kan sige, at det forstærker den pulpede og gotiske stemning serien i forvejen har. Selvom jeg da gerne ville nyde Colans tegninger i mere tydelig kvalitet.
Han får uhyggen frem i Londons smalle gyder og dårligt belyste gader, hvor den blodtørstige vampyr kan lurer i skyggerne overalt. I det hele taget arbejder Colan meget med skygger og skiftende belysning, så der hviler en trykket stemning over serien når vi befinder os i storbyens knugende favn. Her bidrager farvelægningen, eller trykningen også, der noget nærmest oliekridt udtværet og “tungt” over seriens udseende i bladet her.
Colan skal også håndtere jungleaction med Drake, de der Zuvembier og den, æhh, “eksotiske” Broder Voodoo. Samt en længere flyscene, da Dracula mod slut i bladet sætter kurs mod Boston ved, at borde et jagerfly og tvinge piloten til, at flyve over Atlanten.
Blod på tanden…
Der er altså godt gang i den i Dracula nummer 12, der har givet mig blod på tanden, så at sige. Jeg blev faktisk så fanget af det mangfoldige persongalleri, de mange mindre plottråde og den gennemgående smittende stemning, at jeg fik helt lyst til, at læse videre.
Desværre har jeg kun et enkelt Dracula blad mere på reolen, så hvis tørsten efter at læse hele serien skal slukkes kræver det en tur på det antikvariske marked. Og her skal man nok satse på, at falde over nogle gode tilbud på loppemarkeder. For, kigger man på udvalget hos de større, etablerede forhandlere som Fa raos, så er disse blade i den pebrede ende. I hvert fald i forhold til, hvad jeg er villig til at give og med det in mente, at dette blad stod i 3 kroner.
Alternativt findes der, naturligvis en række genoptryk og opsamlinger af hele Tomb of Dracula serien i diverse udgaver. Men, nu har jeg jo fået lidt smag for den lurvede Winthers version på dansk, så det virker ikke helt lige så tillokkende.
