Hvad nu hvis verdens værste udskud pludselig bliver Jordens eneste redning? Ernie Ray Clementine er en frastødende, uintelligent, lurvet, umoralsk, narkopåvirket bikerbums, der ved et uheld får superkræfter.
Nu skal han, assisteret af en modvillig kvindelig agent fra en hemmelig regeringsenhed Central Authority forhindre, at en skurkagtig nazi-lignende forbryderorganisation Scorpionus kaster verden ud i kaos. Uheldigvis er den utiltalende Ernie mere interesseret i det næste fix (eller hurtig sex) end, at være nogen form for helt.
Plottet er, modsat vores hovedperson, ganske konventionelt. Det er SHIELD-lite mod HYDRA-lite. Noget med en stor bombe, tilsat noget moderne samfundskritik og en uvildig helt, der ved et tilfælde får superkræfter.
Kan denne Scumbag lære, at omfavne sine nye kræfter og hans kald for en større sag? Navnkundige Rick Remender giver sit satiriske bud på en moderne “superhelt”, i The Scumbag, vol. 1: Cocainefinger.
Tyndskid på åben gade
En nøglescene, i det første af de fem hæfter, som er samlet i Cocainefinger, opsummerer på mange måder karakteren Ernie. Og The Scumbag som serie. Ernie ligger på knæ, bukserne nede om anklerne, på åben gade og fumler efter sin narkosprøjte.
Til offentlig skue og foragt fra omgivelserne. Han får bogstaveligt talt tyndskid på åben gade, mens han prøver på, at fikse. I nærheden slås en kvindelig agent mod en skurk om en anden kanyle. En der indeholder en form for superserum, der kan give fantastiske kræfter.
Begge kanyler ender, naturligvis på gaden, Ernie får fat i den forkerte og skyder superserum. Den anden giver en agent fra Central Authority en overdosis i stedet for superkræfter.
Der er langt op fra dette lavpunkt for Ernie. Han er heldigvis ligeglad. Men, der er endnu længere op for læserne, der på en eller anden måde skal fatte sympati for dette udskud. Det er noget af en opgave Remender sætter sig selv og læserne på. Og den virker også FOR uoverkommelig, hvis man når igennem Cocainefinger.
Kan man holde af en behovsdrevet, utiltalende junkie?
Det er et af de største problemer, som jeg har med The Scumbag. Satiriske og karikerede fremstillinger af et univers, eller nogle karakterer, er nødt til, at rumme en eller anden form for kærlighed til begge. Eller i hvert fald nok hjerte, noget man kan relatere til, så man på en eller anden måde ender med, at heppe på dem.
At heppe på Ernie Ray Clementine, som han fremstille her, og i løbet af The Scumbag vol. 1, er mildt sagt udfordrende. Det er egentlig ikke fordi, at han ikke (langsomt) udvikler sig en lille smule. Eller i hvert fald begynder, at gøre “det rigtige”. Men, det kommer aldrig til, at virke naturligt og klinger en smule hult og pligtskyldigt.
Remender har den udfordring, at han både forsøger ikke at ændre på de grundlæggende karaktertræk hos den ucharmerende hovedperson. OG samtidig give ham noget karakterudvikling.
Ernie er til sidste stadig en egoistisk, behovsdrevet junkie med en veludviklet evne til, at tage dårlige beslutninger. Mod slut skal man så købe, at han, trods alt gør det med en form for rigtige intentioner.
Hæsblæsende satire på stoffer
Samtidig er satiren på superheltegenren og samfundskritikken så tyk, firkantet og on the nose, at det alt for hurtigt bliver monotont og går i tomgang. Her er ikke meget overladt til fantasien, eller skrevet mellem linjerne. Stilen er ekstremt in-your-face og stolt af det.
Meget af det der foregår rundt om Ernie bliver aldrig for alvor interessant, eller føles videre vigtigt. Selvom det handler om (og tager pis på) alt fra onde firmaer, ultra nationalister, øko-flippere, politiske korrekte krænkelsesparate venstreorienterede, superhelte og skurke. Og alt muligt andet, der er oppe i tiden.
Det føles som om, at Remender her får afløb for et eller andet. Og egentlig synes, at alle er lige dumme, eller lige langt ude. Hvis pointen er, at alt er dumt, hvis det bliver fanatisk, så kan han da godt have fat i noget. Det er bare som om, at de satiriske skinnebenspark ofte falder så hyppigt, at den falder over sine egne ben.
Ikke, at der ikke er noget vid og bid. Eller, at det ikke i glimt kan have en effekt, at smøre tykt på. Problemet er når noget ikke får tid til, at bundfælde sig og ånde. Her kommer det hæsblæsende tempo i The Scumbag, der vitterlig er fortalt og udformet som om historien er på opkvikkende stoffer til, at have en lidt dæmpende effekt.
Momentvis så dumt, at det bliver sjovt
PÅ den anden side, og her kommer vi til noget af det positive ved The Scumbag, så ER Remenders portræt af Ernie ganske morsomt. Han går konsekvent linen ud med Ernie. I hvert fald i de første hæfter, inden der går for meget anti-helt i den. Hans forbløffende evne til, at sige eller gøre hovedrystende ting rummer en vis underholdningsværdi.
Om ikke andet, fordi det er så helt igennem dumt. Man kan næsten sammenligne det med Jackass. Som jeg i mindre mængder kunne grine af, fordi de var så langt ude og dumme. Da de begyndte, at strække konceptet til filmlængde stivnede smilene og det blev anstrengt og trættende.
Det samme med Scumbag. Læser man et enkelt hæfte, så er der faktisk fine grin at hente. Læser man, som jeg, vol. 1 ud i ét, så sætter monotonien i. I glimt kan jeg dog ikke benægte, at jeg fandt fornøjelse i at grine af, hvis ikke med, Ernie.
Ernie i bund og grund er en a-politisk, free spirit, der går all in på retten til personlig frihed, men også hader “the man”. På flere punkter er han lidt Motorhead Lemmy udgaven af The Dude fra The Big Lebowski. Bare markant dummere, selvfølgelig.
Tysk heavy metal og intelligente sexdukker
Meget af humoren er lav, latrinær, vulgær eller baseret på, at Ernie, der har sociale kompetencer som et børnehaveklassebarn, læser situationer forkert. Eller misforstår en sammenhæng, eller direkte ikke forstår de ord der siges til ham. Der er et morsomt optrin med den skurkagtige Scorpionus, som Ernie forveksler med rockgruppen Scorpions:
Ernie elsker old shool heavy metal. Både æstetisk, som en del af jokes og i citatform er der flere referencer til kunstnere The Scumbag igennem. En anden running joke, som jeg måtte overgive mig til, er Ernies liste med krav. Krav han stiller til Central Authority, hvis han skal hjælpe dem med at redde verden:
2000 dollars i kontanter, en personlig Judas Priest koncert på hans favoritbar, en Hunter S. Thompson kuffert fyldt med stoffer, en flyvende Trans Am 1978-modellen, dynamit nunchakus, et fancy hotelværelse, en kasse Slitz øl og en smart sexdukke der kan snakke.
Det finder jeg, af uransagelige årsager sjovt. Måske fordi det er så absurd specifik, og på mange måder opsummerer Ernie som karakter og hans tankegang. Hvorfor kun bede om 2000 dollars? Eller “alle stoffer i verden”? Slitz øl, i stedet for et eller andet dyrt? Og ville han ikke selv kunne købe øl, for de penge han beder om? Priest, Trans Am, dynamit nunchaku, det siger meget om karakteren, ik?
Ligestilling i den humoristiske rendesten
Et af de “oppe i tiden” temaer, der dukker op i Scumbags druggy tåger er ligestilling og sexisme. Det skinner igennem i kraft af, at de mest kompetente mennesker Ernie er omgivet af, er kvinder. Og det faktum, at hans sexdukke-ønske ikke ligefrem giver Ernie det ønskede resultat. Hun viser sig, at have noget der minder om en egen, fri vilje. Det involverer ikke umiddelbart, at stå til rådighed for vores kære scumbag
At kalde ham scumbag, medfører forresten også en ganske morsom “Marty McFly” refleks hos Ernie. Ligesom i Back To The Future, hvor man kan “trigger” Marty ved, at kalde ham “chicken”, så har “scumbag” betegnelsen en lignende effekt på Ernie. Det bliver lidt repeterende i længden. Og man kan se det komme. Men, det bliver aldrig helt kedeligt, at se Ernie, der ellers tager mange verbale klø, flippe ud over dette specifikke ord.
Det ville nok ikke fungere så godt, ligesom mange af de andre mere vellykkede, komiske øjeblikke i løbet af The Scumbag, hvis det ikke var for Remenders skarpe dialog. Det er muligt, at The Scumbag befinder sig, og trækker i igennem en humoristisk rendesten. Men, skidtet sprøjter præcist og hurtigt op fra siderne.
Plottet i Scumbag er hvad det er. Og man kan synes om tonen, stilen og den firkantede satire hvad man vil, men sprogligt sprudler serien. Heldigvis kan den visuelle side følge med det meste af vejen. Selvom den varierede stil og streg kan føles lidt forstyrrende.
The Scumbag skifter nemlig tegner fra hæfte til hæfte. De fleste rammer nogenlunde samme stil og udseende, og når du er kommet i gang med et hæfte, er det ikke så tydeligt. Men, bladrer man hurtigt igennem og skimmer Vol. 1, så kan det måske skurre en smule. Overordnet rammer the Scumbag dog den rette balance mellem noget ret kulørt og “cartoony”, og noget der i glimt er ret ækelt.
Alt for meget og lidt for lidt
På mange måder er Scumbag måske for meget. Og, på lidt paradoksal vis, lidt for lidt på andre punkter. Det er over the top og “ooooutragous”. Alligvel sidder man med en fornemmelse af, at serien ikke er helt SÅ provokerende og “tankevækkende”, som den selv tror – eller gerne vil være.
Andre steder er den for meget af det gode. Svælger i sin vulgære, low brow stil og dens modstykke, den tykke satire. Vi rammer aldrig helt en tilfredsstillende balance. Det hjælpes ikke på vej af et plot, der langt hen ad vejen kommer til, at virke som en undskyldning for, at have noget at hænge Ernies udskejelser op på.
Men, når alt kommer til alt, så hader jeg ikke Scumbag og Ernie. Selvom jeg måske burde, og egentlig gerne ville? Er der en form for pointe i det?! Nu føler jeg mig lidt beskidt…
Plus:
– Remenders dialog og ord generelt
– Solidt artwork trods skiftende tegnere
– Dum, og stolt af det
– Klog, og klar over det (kan være et lille minus)
– I glimt lynende skarp, vittig og vedkommende samfundskritik
– Ikke bange for, at gå planken ud
Minus:
– Et lidt halv-slapt plot og historie
– Stedvis alt for firkantet i sin satire
– Hovedperson, som kan være svær at holde med (men, alligevel…)
– Overordnet truer tomgangen og ensformigheden, hvis man læser vol. 1 ud i et
Konklusion:
Prøver Scumbag, at sige for meget, eller har den i bund og grund ikke så meget på hjertet? Vil den “blot” underholde, eller udstille? Det hele er lidt uklart, men jeg vil trods alle seriens vorter og knaster give den en forsigtig anbefaling. Den er ikke GOD god, men… i mindre bidder er det svært ikke, at trække lidt på smilebåndet af Remenders ord og Ernies eventyr.
