Hop i tid og kontinuiteten

Okay, vi vender tilbage til Projekt X efter en lille pause, og hopper også frem i kontinuiteten i de danske udgivelser. Som i forvejen kunne være vanskelig at følge, da bladet efter en stærk start med klassisk Claremont/Byrne materiale i midt-80erne oplevede flere start/stop i udgivelserne.

Hvilket også medførte at man jævnligt hoppede i tid, så man ikke kom for langt efter de amerikanske blade. Det gør også, at dette blad både rummer en længere indledning, hvor det nyeste spring forklares og bagest i bladet en endnu længere opsummering af Projekt X’s historie- og de danske blade. Praktisk!

Vi befinder os nu i midt-90erne, hvilket bestemt ikke gør det nemmere at følge med. For her blev historierne tiltagende indviklede, hvis ikke usammenhængende, indtil man som læser bare gav op. Jeg har tidligere forsøgt at læse de Projekt X blade jeg har fra nr. 34 og nogle år frem igen, hvilket blandt andet dækker Age of Apocalypse og jeg fandt dem stadig svære at følge.

En veteran og to 90er navne

Dette såkaldte oneshot, som faktisk dækker de amerikanske blade Wolverine #75 og X-Men #75, er dog overraskende sammenhængende, relativt enkle i sin fortælling og til at forstå.

De kreative kræfter bag, ud over veteranen Larry Hama, der har skrevet X-Men #75 (GI Joe m.m.), er ellers også lidt af en 90er duo. Fabian Nicieza har stået for historien i Wolverine #75, mens Andy Kubert har tegnet begge. Nicieza slog igennem med sit arbejde på titler som X-Men, X-Force, New Warriors, Cabel og var med til at skabe Deadpool. HVOR 90er KAN man være, ville Chandler Bing måske spørge.

Lige så 90er som Andy Kubert, der sammen med brormand Adam (sønner af Joe Kubert, der dannede en berømt tegneskole), var travlt beskæftiget hos både Marvel og DC i den tid. Andy Kubert underskrev senere en eksklusiv kontrakt med DC, hvor han blandt andet var en af de faste tegnere på Grant Morrisons roste forløb på Batman.

Jeg er ikke selv ubetinget fan af Kuberts pen, det KAN godt blive lidt FOR 90er med 90er på. I ved: store, svulmende muskler, gigantiske våben, kvinder uden taljer og lommer. Så mange lommer og små tasker. Men, han gør det sgu’ generelt ret fedt her, hvor især hans Wolverine nærmest blev ikonisk.

Magnetos massemord

Et net, der forstyrrer Jordens naturlige magnetfelt aktiveres af menneskeheden, som et træk mod Magneto. Han er ikke glad og forlader sin rumfæstning, Avalon for at pisse territoriet af. Selvom dette elektromagnetiske sikkerhedsnet også forstyrrer Magnetos mutantkræfter, lykkedes det ham at udsende en kraftig impuls, der medfører massive strømsvigt kloden rundt.

Og utallige døde. Det bliver for meget for professor X, som endelig har fået nok af hans gamle ven/stridsfælde/frenemy Erik. Nu gælder det ren overlevelse! Hvilket får Kyklop til at slå bremserne lidt i, måske er X ved at gå lidt over grænsen? Der er ellers masser af fnidder og fnadder internt i Projekt X, som kunne stresse skaldepanden.

Panser er smutter efter søsteren død, hun døde af en mutantpest, skabt af Stryfe, der måske/måske ikke er Kyklops søn. Fra fremtiden. Eller noget. Gambit og Parasitten er et par, men han er nervøs for at hun stadig elsker Magneto, som hun (åbenbart) har lavet noget hanky panky med. Det er 90erne, helt klart. Men heldigvis fylder det ikke så meget i dette blad.

Handlingen skrider hurtigt frem, Professoren har iført sig en moderigtig dragt lavet af Shi’ra teknologi. Nu kan han gå. Og uddele bøllebank til massemorderen Magneto. Men ikke alene, for han har valgt en kampgruppe. Uden Kyklopen og Storm, de kan få lov til at blive tilbage. Der skal være nogen til at tage over, hvis X ikke klarer skærerne.

CD-Rom tricks og adamantiumskeletter

Det gør han dog. Naturligvis. Men ikke uden voldsomme omkostninger, især for Jærven. Men det ved han ikke, da han og kampgruppen infiltrerer Avalon med det mest 90er trick, som de kunne mønstre. Teleportation og en CD-rom.

Kvikvsølv, der åbenbart er lidt en en hacker/techwiz lykkedes med at overliste Avalons sikkerhedssystemer. Med en virus på en CD-skive, OK, det er bedre end en floppy-disk, men det er næsten noget af det mest usandsynlige i en historie med teleporterende mutanter… Oh, Panser er forresten insider for Professor X, og slet ikke forræder, så han hjælper i skyggerne.

Den endelige konfrontation bliver mere mental end fysisk, da Fessor og Jean Grey danner en mental bro og fucker med Magnetos hjerne. De forsøger at bruge hans minder og traumer mod ham selv, i nogle ret fedt tegnede sekvenser. Der rippes så meget op i de mentale sår, at fortid og nutid flyder sammen for Magneto, der kun lige forhindres af Jærven i at dræbe sin egen søn, Kviksølv, da han er ved at smelte sammen.

Det skulle Jærven ikke have gjort. I en af de mere ikoniske scener fra 90erne flår Magneto Jærvens adamantiumskelet ud af kroppen på ham. De sørgelige rester holdes sammen af Jean Greys kræfter, mens Fessor har fået nok og sletter Magneto fucking hjerne! Panser bliver og passer grøntsagen, mens de resterende X-Men skynder sig hjem med Logan.

Jærvens indre kamp og jetfly i problemer

Projekt X’s jet er på vej gennem atmosfæren, Jean og X bruger deres telepatiske kræfter til at blive skygger i Jærvens erindringer. Her træder Kubert for alvor i karakter med nogle vilde tegninger, hvor Salvador Dali blandt andet refereres.

De ser det hele gennem Logans perspektiv, Jean har moralske kvaler og finder det forkert at snage i Jærvens traumer, X har igen fleksible principper. De oplever Logan gennemleve Våben X eksperimentet, hvor han fik sit metalskelet-

Ude i virkeligheden kæmper Bishop med jettet, der kommer for stejlt ind i atmosfæren, og dets varmeskjold er ved at brænde op. Jærven vågner, vil ikke bedøves, han mener at hans krop er ved at reparere sig selv – men kan Logans krop klare det?

Logan redder dagen

Jettet er i større og større problemer, hele holdet arbejder sammen om at holde skidtet i luften. På jorden gør de sig klar til nødlanding. X trænger ind i Logans minder igen, men kan ikke hjælpe ham. Logan får hjertestop. Jean ryger ud af jettet, men Logan vågner op til dåd og når lige at redde hende. Så han klarede den åbenbart?

Efter en sikker landing pga Xtremt X-Men temawork er Logan i træningscenteret. Han vil bevise, at han stadig kan være medlem af projekt X. I kampen bryder hans knogleklør ud! De må have været der fra begyndelsen, men hvorfor kan han så ikke huske længere tilbage end Våben X, funderer han?

Han har en rolig stund under et træ, hvor han taler med Jubilee. Logan føler, at han ikke kan bidrage med noget til Projekt X, inden han finder svar (og hans healingsevner er oppe i omdrejninger igen). Bladet slutter med at Logan forlader huset på sin kværn…

Nem læsning og ikoniske øjeblikke

Som nævnt hænger historien i de to blade ganske godt sammen, og kan sagtens stå alene som det oneshot det præsenteres som. Det sædvanlige Projekt X/Marvel 90er Soap-serie fnidder og knudrede plot og sub-plot holdes til et absolut minimum. Hvilket også gør at bladet er nemt læst, og glider ubesværet ned.

Samtidig indeholder det en del ikoniske øjeblikke, der også får stor indvirkning på serien fremover. Det beviser om ikke andet, at Marvel kunne producere gode blade, hvis fortællingen holdes fokuseret og “smal”, i en periode som ellers er noget udskældt.

Her fungerer de vilde 90er tegninger og stilen også glimrende. Der er stadig de velkendte/notoriske tendenser som overdrevne kroppe, dullede “bad girls” og stramme dragter med utallige lommer og lir. Men ligesom plot- og fortælling virker en kende tøjlet, så ender Kubert heller ikke ude på et visuelt overdrev.

Et 90er højdepunkt?

Ved genlæsning kan en del af 90ernes Marvel-udgivelser godt være en noget ujævn omgang. Og ikke mindst forvirrende, fordi der kastes utallige subplots ud, og handlingerne i serierne blev mere og mere outlandish.

Magnets Hævn holder sig klædeligt på måtten. Der er naturligvis en masse, der bygger op til det (foreløbige) endelige opgør mellem Magneto og Projekt X (eller Professor X), men man kan sagtens følge med. Historien indeholder som nævnt et par ikoniske scener, og selvom der sættes nye fremtidige retninger for serien op, så fremstår fortællingen her stadig afrundet.

Den mister selvfølgelig lidt af sit bid, når man ved at ting altid vender tilbage til en form for status quo. Magneto skal nok få sin hjerne tilbage, mon ikke Jærven finder sig selv og vender hjem igen? Og det moralske dilemma, som Professor X kastes ud i, hvor han slutteligt vælger at bryde med sine principper – det er nok hverken første eller sidste gang han tvinges til det.

Men som en isoleret fortælling, så fungerer Magnetos Hævn. Og står som et af højdepunkterne i periodens danske Marvel-udgivelser.

The post Marvelklubben: Projekt X – Magnetos Hævn appeared first on Kathoom.

Batman var midt i en drøm

Jeg brugte en del af sommerferien i selskab med Grant Morrisons Batman Omnibus vol. 1. En moppebasse af en samling, der tæller historier fra Batman #655-658, #663-683, samt DC 52 #30 og #47 og DC Universe #0. Det vil sige, at den hopper lidt rundt, og medmindre man er meget godt inde i DC kontinuitet og udgivelser, så er man, som mig, lidt udfordret som udgangspunkt.

Samtidig, så er der udover bladenes forsider, strippet for nummerering og titlen på historien og dens skabere, ingen informationer om hvilket blad man præcis læser. Det gør, at man hurtigt kan miste overblikket lidt over den større sammenhæng. Især, når mange af historierne, som tilfældet er her, er som at træde ind i en fortløbende tankestrøm. Eller feberdrøm.

Batman mediterer og forsvinder ind i både en fysisk hule og en hule i sit sind. Hvad er drøm og hvad er virkelighed, på et hvert givent tidspunkt, kan være svært at afkode. Der er små brødkrummer, visuelle hentydninger og referencer, som man kan forsøge, at afkode og klamre sig til. Men, ofte er det som om, at man bare må følge sin mavefornemmelse – eller give slip.

70 års tegneseriekontinuitet fortolket på ny

Så er vi tilbage ved citaterne, jeg indledte med. Batman i Grant Morrisons hænder læses nok bedste, og opfordrer måske direkte til, at man bare giver slip. Lader sig rive med, underholde, forbløffe og acceptere, at man ikke behøver forstå alt. Eller, at alt nødvendigvis behøver give logisk mening.

Det er “bare” historier. Tegneserier, der er ment som både underholdning og, når det er bedst, transcenderer mediet. Gg, i de bedste tilfælde, være tankevækkende, rørende eller ramme følelser, eller noget dybt på anden vis. Accepterer man det, så får man nok mere ud af Morrisons fabulerende og til tider gakkede dans med Batman myten.

En fragmenteret fortælling, der både kører i et konkret, ofte actionfyldt spor og det psykologisk afsøgende. En optrævling af Batman karakteren og hans eventyr gennem tiderne. Hos Morrison lader det til, at meget af det der kom inden og er sket i Batmans historier stadig eksisterer. Serien er fra 00erne, men fortiden ER sket.

Det giver 70 års historisk ballast, at have med i baghovedet når man læser disse nyere historier. Der er henvisninger og referencer, direkte og indirekte, til tidligere begivenheder. Thomas Wayne og Martas død foran biografen. Jason Todd (Robin) og hans endeligt. Tidligere Bruce Wayne flammer og femme fatales. Ras al Ghul, datteren Talia, andre gamle skurke.

Og meget, meget mere.

Batshit sindssyg seriehelt?

Det KUNNE blive en overlæsset omgang, hvor fortiden tynger det hele ned. Og, det var da også noget forvirrende, især indledningsvist, hvor man bare kastes ind i Morrisons tankespind allerede i fuld gang. Nogenlunde hurtigt får man dog en føling med, hvor det er vi skal hen og hvad Morrison helt overordnet gør med Batman.

Batman er ved, at krakelere og endelig ved, at bukke under mentalt. Fortidens mange spøgelser banker på. Traumerne truer med, at får overtaget og endeligt drive ham ud over kanten. Batman er, kort sagt ved at blive sindssyg. Måske har han altid været det?

Er Batman vanvittig, eller ligefrem skizofren hos Grant Morrison? Ikke kun på det åbenlyse plan, hvor han altid har haft to personligheder, i form af Bruce Wayne og Nattens Ridder. Men, har hans hjerne decideret skabt en alternativ personlighed, som en form for beskyttelse i en nødsituation, hvor hans sind er under angreb?

“A back up human operation system”, som Batman selv kalder det i tidligere nævnte Batman RIP. Da han endelig selv opnår klarsyn over for en slags guru, i en form for drømmesyn/alternativ virkelighed. Er det virkelig virkelighed, eller befinder vi os (igen? stadig?) inde i Batman hoved?

Fortidens spøgelser og nutidens snotunger

Det er uklart, ligesom tidslinjen forvitre, mudrer til, eller ligefrem slår knuder på sig selv, som man arbejder sig igennem hæfterne. Men, man får en form for fornemmelse uden, at man helt kan konkretisere, eller forklare det helt præcist. En følelse. Det er, muligvis (igen) en af Morrisons pointer med det hele.

Måske er det slet ikke vigtigt, hvad, hvor, hvorfor og hvornår ting sker i disse historier? Vi hopper rundt, også I selve hæfterne. Batman har en søn? OK, kan man helt stole på, at den små-psykotiske, møgforkælede snotunge Damian, der også er en koldblodig morder og veltrænet ninja, virkelig ER Talia og Batmans søn?

Thomas Wayne dukker også op, eller gør han? Og han er ond! Både et spøgelse fra fortiden, en manifestation af Batmans største traume og roden til det hele. Til al smerten. Udløseren. Og nu også udløseren, og bagmanden for hovedhistorien, der løber gennem disse blade. Eller ER han? Findes han virkelig og taler han sandt??

Grant Morrisons Batman er en pandoras boks. En babuska dukke. Et syretrip. En hyldest til Batman gennem alle tider. En undersøgelse af, hvad barndomstraumer kan gøre ved et menneske. Hvis man forsøger, at forstå det hele, eller tage alt for pålydende, risikerer man nok, at blive lige så skør, som det lader til at Batman selv er her.

Udflugt med døden

Jeg indrømmer gerne, at det tog mig noget tid, at læse mig varm, og blive varm på Morrison og hans Batman. De første mange hæfter og “arcs” var lidt pligtlæsning, hvor jeg stædigt forsøgte at forstå, eller i det mindste bare synes om, det jeg læste. Så er vi, igen igen, tilbage ved det indledende citat.

Og stædigheden belønnede på sigt.

Først begyndte jeg, at acceptere nogle af de mere wacky indspark og super silly shit, som også er en del af Grant Morrisons Batman. Der hvor hans kærlighed til klassisk tegneserie sjov og tegneserie historie skinner igennem.

Der er historier og plotudviklinger, der kan virke tilfældige, bizarre udflugter, eller slet og ret uinteressante sidespor. Som en tur til jolly, old England, hvor man møder et galleri af gamle, små-kiksede helte og skurke i et Agatha Cristie lignende mordmysterie plot, på et stort slot. Den skulle jeg virkelig kæmpe mig igennem.

Men, alt har betydning. Det var ikke en tilfældig udflugt, det har rent faktisk betydning for det samlede plot meget senere. Man skal bare give slip og stole på Morrison. Jeg påstår ikke, at jeg fatter, eller fik fat i alt. At plotter er vandtæt og alt giver mening, i sidste ende. Men, når man når frem til Batman RIP kan man bilde sig selv ind, at der faktisk VAR en mening med “det hele”.

Mening nok, i hvert fad. Og det er vel, når man har med så mange hæfter at gøre det vigtigste?

Momentvis svingende kvalitet

Med så meget materiale er det kun naturligt, at det vil svinge lidt i kvalitet. Morrison kan uden tvivl skrive, og bobler med kreativitet. Det munder dog ikke altid ud i historier, der er fuldstændig sammenhængende.

Nogle slutter lige lovlig brat, som Damians introduktion i Batman and Son. Andre er, med vilje eller ej, uklare eller forvirrende, som plottet om de 3 Batmen/spøgelser. Og så er der en lille novelle om Jokeren, der virker både overflødig, lidt prætentiøs og som en lidt underlig ting at inkludere.

Og så er der udvælgelsen af materialet, hvilket jo er redaktionelle valg. Denne omnibus indeholder uddrag af The Resurrection of Ra’s al Ghul, en mini-serie i 8 hæfter, der her er klippet ned til få sider inklusiv hurtige resumer. De sidste to hæfter i omnibussen er taget fra DC Final Crises, hvilket uden konteksten virker som fyld.

Visuelt overrumplende og afvekslende

Over så mange hæfter er der også en forventelig udskiftning i tegnere, og dermed et tonalt og visuelt skift. Der er dog to gennemgående tegnere, der dominerer hver deres del af bogen. Andy Kubert starter ud, hans stil, der er meget af sin tid 00er “moderen”, er jeg ikke fan af. Ligesom den kan være lidt svær at følge, og forstå hvad der foregår i visse passager.

Jeg er mere glad for Tony S. Daniel, som tager over som bogen skrider frem. Der er lidt mere ro over det, mere klassisk streg og jeg kan se hvad der sker på siderne. Begge har dog nogle imponerende hel- og halv-siders billeder, der er svimlende flotte. Virkelig, virkelig flotte!

Ud over dette kan man også nyde nogle covers af kompetente kræfter som Alex Ross. Hans meget fotorealistiske stil gør sig godt på forsider, det ligner nærmest malerier. Noget der også virkelig kommer til sin ret i dette lidt forstørrede format, som omnibussen er trykt i.

I det hele taget er det 642 flotte sider man for pengene. Måske kunne man have ønsket sig lidt mere ekstramateriale, men indrømmet, det er alligevel ikke altid jeg får det læst. Som nævnt savner jeg tydelig nummerering af de enkelte hæfter, sikkert et æstetisk valg. Og en form for redaktionelt baggrundsstof med mere kontekst kunne have været en idé.

Massive Morrison ambitioner kommer i mål

Det lige før, at man kan anklage Morrison for, at prøve på at påføre læserne psykologisk skade og mental smerte, som han påføre Batman her. Jeg sidestiller ikke Batmans traumatiske liv med det, at læse en tegneserie om det.

Men, lige meget hvor langt ud, mærkværdig, batshit crazy (pun intended) eller flimrende Morrisons fortælling bliver, så føler man ikke, at han griner af en. Det føles, som om Morrison elsker den her figur og mange facetter af hans forhistorie. Han har meget på hjertet, tåger periodevis rundt i noget der minder om en massiv Nepal-koger og forsøger, måske også at inkludere for meget af Batmans fortid.

Efter en lidt vævende start får han dog strømlinet galskaben nok til, at det giver tilstrækkelig mening. Jeg mærkede det også på mit eget engagement. Hvor det startede som lidt tvungen læsning af pensum, så blev jeg gradvist mere og mere opslugt. Indtil jeg ikke kunne slippe bogen og ræsede mod målstregen i Batman RIP.

Grant Morrisons Batman Omnibus vol. 1 kan sikkert tåle flere gennem- og nærlæsninger. Og nu er jeg vel nødt til, at skillinge ud og købe vol. 2? Hvem griner nu…

(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).

Kathoom Kanonen:

Grant Morrisons’ bud på Batman vil, og er, ikke for alle. Kritiske røster mener, at han “ødelagde” figuren. Det mener jeg bestemt ikke, men jeg kan forstå, hvis man står af. Alt i alt synes jeg dog, at det alene pga. ambitionerne, de mange detaljer, den historiske ballast og seriens indflydelse er en tegneserie-kanon værdig.

The post Pensum: Batman, Grant Morrison, omnibus vol. 1 appeared first on Kathoom.