En god fortælling, der stedvis er ganske brutal og chokerende. Men fortæller den i bund og grund særligt meget om, hvorfor og hvordan Gotham City blev byen, der havde brug for Batman?

Tom King og Phil Hester

Tom King er en af moderne tegneseriers mere roste og succesfulde forfattere. Jeg har tidligere kigget på hans meget vellykkede opdatering af The Vision og Wanda, men Kings har trods sin relativt korte karriere sat et stort aftryk. 

King startede i 2012 og markerede sig hurtigt med sit arbejde på DC-titler, som Grayson og Nightwing og hans egen serie The Sheriff of Bagdad. Her trak han på egne erfaringer som CIA ansat, noget der går som en rød tråd gennem hans produktion. Der også tæller roste forløb på Mr. Miracle, The Omega Man og ikke mindst Batman.

Tegner Phil Hester har arbejdet på et hav af DC-titler, en del Marvel og en række andre forlags blade samt nogle indie. Ligesom han har brugt pennen til periodevis at være forfatter på tegneserier hos forskellige forlag. Jeg har selv tidligere anmeldt Jeff Lemires Family Tree, hvor Hester var tilknyttet som tegner.

Sammen passer King og Hesters (Eric Gapstur er rentegner) stil rigtig godt til en crime-noir som Gotham City Year One. En titel, hvor atmosfære og stemning bærer en stor del af læsset. 

Hvad er det Gotham City Year One vil fortælle?

For en af Gotham City Yar Ones største kvaliteter er den trykkende og nedslående stemning og atmosfære, der er i Kings fortælling og Hesters tegninger. Serien udkom som en såkaldt Limited Series på 6 blade i 2022/23. Og blev straks en succes hos læsere og kritikere. 

Og man forstår det sådan set godt. Alt spiller sådan set, i hvert fald på overfladen, i Gotham City Year One, men jeg synes også man hurtigt lægger mærke til seriens svagere sider. For det første er der titlen, der virker som et lidt for desperat forsøg på at hægte sig på Frank Miller og hans og David Mazzucchellis legendariske Batman Year One fra 1987. Der kommer King, Hester og Gotham, altså lidt til kort.

Dernæst er der selve koblingen til Gotham og i mindre forstand Batman. Der er en meget løs rammefortælling, hvor denne series hovedperson, Slam Bradley, som oldning i nutiden fortæller historien til Batman. Hvorfor? Tja, i seriens interne logik er det nok til at Batman mellem linjerne skal forstå hvor han også selv stammer fra. Både via byens forfald og hans egen familiehistorie, der er tæt forbundne. For mig som læser virker det nærmere en kende påklistret og som endnu en retfærdiggørelse af at det her på en eller anden måde er kimen til “det hele”.

Det er det ikke. Dertil er historien i Gotham City Year One trods alle tiltag for at gøre den stor og metaforisk, for lille og afgrænset. Og serien lægger selv op til, at der går en hel del forud, hvor familien Waynes indflydelse og byens ændring til det værre allerede er i fuld gang, når vi kommer ind i historien. Så… det er vel ikke som sådan Year One?

Year one, men hvilket år?!

Nuvel, ser man det som en isoleret krimi-fortælling, så er den mere end hæderlig og godkendt. Kort fortalt følger vi kidnapningen af lille baby Helen Wayne, datter af Constance og Richard Wayne, der må være Bruces bedsteforældre? Anyway, vi befinder os i starten af 1960’erne, og her bliver tidslinjen for mig lidt mudret. 

Batman er skabt i 1940. Hans forældre bliver skudt i en gyde da han er, hvad (?), 10 år gammel eller noget? Nutiden i moderne Batman er 2020’erne, hans bedsteforældre er i seriens tidslinje unge i 1960’erne?! Nej, man skal ikke forsøge at lave en kronologisk tidslinje på den måde, og ja, Batmans oprindelse er blevet ændret og genfortalt mange gange. Og ja, det er fint at man justere så alle årstal nogenlunde kommer til at passe, så de giver mening for en nutidig læser. Ellers ville Batman nærme sig de 90 år…

Alligevel er det som om, når jeg læser serien, at det virker for moderne og “tæt på” at Gothams Citys forfald er sat i 60’erne og ikke eksempelvis 30’erne? Jeg ved det ville skabe de ovennævnte kontinuitetsproblemer, men alligevel. PÅ den anden side kunne man så koble byens forfald og tilstand til ungdomsoprør, borgerrettigheder og generelle samfundsmæssige forandringer i 1960’erne. Det gør den bare ikke!

Nej, Baby Wayne er forsvundet og byen er på den anden ende. Privatdetektiv Samuel “Slam” Bradley, tidligere politimand, nu lettere anløben type, hyres af det rige ægtepar Wayne til at finde pigen. Uden at politiet bliver indblandet – så dør baby, siger kidnapperne.

Gotham og dens indbyggere i forfald

Meeeeen, nu er det jo en ret klassisk noir-fortælling, så intet er naturligvis, som det umiddelbart ser ud. Og stort set alle har egne, skjulte og meget lyssky motiver. Som stakkels Bradley naturligvis opdager løbende, samtidig med at han bliver dybere og dybere involveret i opklaringen af den meget spegede affære.

Jeg vil ikke afsløre for meget, eller dykke ned i detaljer. Det er en af den slags fortællinger, hvor en stor del af fornøjelsen afhænger af og ligger i, at man selv får afsløringerne løbende og sammen med Bradley. Og sideløbende forsøger at regne plottet og mysteriet ud. Den fornøjelse skal man selv have som læser, og på det punkt ER Gotham Year One ganske fornøjelig. Om end ikke super overraskende i sidste ende. Man havde set det meste komme, og lidt for tidligt i forhold til Bradley.

Det, der i stedet overrasker, er seriens brutale tone og stedvis isnende kulde. Der lurer en afstumpethed og nihilisme i Gotham, byen og fortællingen, som bestemt ikke er for børn. Især portrættet af nogle i bund og grund skruppelløse og afstumpede Wayne-forældre. Og så har jeg IKKE sagt for meget eller afsløret noget, de er bare nogle dybt usympatiske og ødelagte mennesker, der er korrumperede helt ind i deres sjæle.

Richard Wayne er eksempelvis åbenlyst racist, raceuroen ulmer lige under overfladen i Gotham og plottet. Og kvindehader. Voldsparat. Korrupt. Grådig. Kold og kalkulerende. Mens konen matcher hans menneskelige “kvaliteter”, men lader dem komme til udtryk på en langt mere kølig og kalkulerende vis.

Byens håb og lys

Det havde været interessant, hvis det var deres forhistorie og forfald vi have fået fortalt her. Eller i hvert fald afdækket sideløbende med serien kidnapningsplot. Det havde nok givet tragedien og mysteriet mere klangbund, dybde og emotionel ballast. Som det er, er det et portræt af mennesker, der allerede er ødelagte, og derfor fremstår en anelse én-dimensionelle.

Hvilket også er tilfældet for de facto hovedperson Bradley, der er en arketypisk noir-private eye. Lyssky fremgangsmåder, moralsk i en gråzone, ordknap, hårdkogt, men med en veludviklet retfærdighedssans og eget moralsk kompas, der følges uanset personlige konsekvenser. En aftale er en aftale, og han har påtaget sig sagen, selvom det er tydeligt at han bliver udnyttet og forsøgt narret på flere fronter. 

Sideløbende får vi et lille indblik i byens magtstrukturer og den begyndende forråelse og forrådnelse. Blandt andet via det tiltagende korrupte politi og deres hårdnakkede politichef, der ikke ligefrem giver deres tidligere kollega Bradley en varm og hjertelig behandling. Der er også antydningen af råd i byen via Richard Waynes overtagelse af ejendomme og hele kvarterer, hvor de lokale bliver behandlet som ukrudt.

Og så er der hele hysteriet omkring Baby Helen Waynes og hendes forsvinden. Hun, og sagen, bliver på en måde et symbol for byen. Den lille pige er byens håb og lys, som truer med at blive slukket for evigt. Hvorfor? Ja, det bliver aldrig helt klart, hvorfor Wayne-arvingen har den position i folks bevidsthed. Det skal nok mere ses som Kings forsøg på at gøre hendes forsvinden og skæbne til et symbol på og for byen. 

For meget og for lidt på samme tid

Og her spænder King måske buen lidt for meget. For mig bliver den kobling enten ikke tydelig nok, eller også er den netop FOR tydelig. I forhold til hvor tyndbenet og overfladisk den bliver fremstillet. Det er sådan lidt en præmis, som man bare må købe og tage for pålydende og ikke en, som jeg føler for alvor bliver etableret. I hvert fald ikke i troværdig grad.

Måske leder jeg efter og håber på FOR meget dybde af en Batman spin-off serie? Den er nok også skrevet med henblik på at “alle skal kunne være med”. Dermed også den tidligere nævnte rammefortælling med Batman og gamle Bradley for lige, at understrege forbindelsen og en form for rød tråd i det hele. Det er bare lidt overflødigt og igen tyndt eller påklistret. 

For mig havde Gotham City Year One været endnu bedre, hvis King havde (og/eller fået lov til) at lade den underliggende skæbnefortælling om byen ånde på en mere usagt måde. Eller hvis den var blevet mere udfoldet med et længere blik tilbage. Der kan være en fidus i at man kun får et udsnit med lidt hentydninger og referencer til noget større, men her føles det lidt som om man gerne vil det hele

Der skal fortælles en lille STOR historie i en stor LILLE fortælling, og det ender med at føles en smule ude af balance. Selve plottet med Helen Wayne og mysteriet er fint eksekveret og fortalt.

Det kunne være værre

Alt i alt vil jeg stadig give Gotham City Year One en anbefaling. Historien er spændende, plottet suser af sted og det er en ægte page turner. King kan skrive og har styr på hvordan man pacer og plotter en krimifortælling. Så må man leve med at de dybere budskaber og forbindelser til noget større virker en kende overfladisk eller underfortalte.

Gotham City Year One er også flot tegnet og fortalt af Hester, der især har styr på den moody atmosfære og det lurende forfald. Stregen er enkel, og holdt i en klassisk stil, “cartoony” men ikke børnevenlig. Det hele er letlæseligt, man er aldrig i tvivl om hvad der foregår fra rude til rude. Hele baduljen yderligere løftet af farvelægger Jordie Bellaire, der får det maksimale ud af en enkelt farvepalette.

Det sagt, du skal være fan af noir og pulp som tegneserie for at få det optimale ud af Gotham City  Year One. Men er du det, så har du nok allerede læst serier, der var bedre og endnu mere spændende. 

Plus

– Kings evner som krimi/mysterie fortæller og plotter er fine

– Selve mysteriet er ganske spændende om end ikke videre indviklet når det kommer til stykket

– Hesters tegninger løfter fortællingen

– Underholdende og hurtig læsning

Minus

– Mangler noget tyngde hvad en større fortælling om Gotham angår

– Påklistret rammefortælling og lidt mange referencer og “fanservice” øjeblikke, der også virker klistret på.

– Vil for meget og for lidt på samme tid

– Mere “endnu et år i Gothams deroute” end “Year One”/ground zero

Konklusion

Som en serie, der forsøger at fortælle om skabelsen af det moderne Gotham, eller byens point of no return, er den kun delvist vellykket, om end underholdende. Vil du læse en moderne “klassisk” noir, er der bedre bud derude, eksempelvis Brubakers Criminal. Men jeg vil stadig kalde det en mild anbefaling og værd at tjekke ud.

The post Anmeldelse: Gotham City Year One appeared first on Kathoom.

Der er tale om den oprindelige tv-serie fra 2001, ikke Amazons 2016 reboot. Serien fik kun 9 afsnit, så man stryger ubesværet lige igennem hele den underholdende badulje. 

En blå loppe begynder at gø

The Tick startede som tegneserie i 1986, skabt af fan/tegneserieskaber Ben Edlund. Edlund var oprindeligt fan og kom af omveje ind i branchen, da han i midt-80erne begyndte at hænge ud i tegneserieforretninger i New England. Hans venner, der var tegneserielæsere, havde bil, Edlund ikke, så han var egentlig bare vedhæng.

Her blev han i sine sene teenageår fascineret af superhelte og begyndte stille og roligt en løbebane inden for mediet, da han skabte The Tick som en maskot for et nyhedsbrev. Et udsendt af New England Comics, hvorigennem karakteren steg nok i popularitet til at få sin egen serie fra 1988. 

I 1994 debuterede The Tick som tegnefilm på Fox Networks, en serie der løb i 3 sæsoner og nok er den, som har givet The Tick størst mainstream gennemslagskraft. Serien blev fulgt op af en liveaction udgave fra 2001, der dog indeholdt en række ændringer, da Fox ejede rettighederne til visse karakterer, som optrådte i deres tegnefilm.

Det er denne serie, som nu er at finde i sin helhed, 9 afsnit, på Netflix. I 2016 vendte The Tick (med et nyt cast) tilbage, denne gang på Amazon Prime, hvor serien fik 2 sæsoner af i alt 22 episoder.

Er The Tick virkelig så tykhovedet?

I tegneserie forlægget er The Tick undsluppet fra et sindssygehospital, hvilket forklarer en hel del af hans særegne personlighedstræk og adfærd. I tv-serien fra 2001 bliver det ikke nærmere forklaret, hvad der egentlig er galt med ham. Hvor han kommer fra. Eller hvem han overhovedet er?!

The Tick er en stor, muskuløs blåklædt retskaffen og moralsk helt, der lader til at have superstyrke, være nærmest usårlig og usædvanlig tykhovedet. Han kan i hvert fald bremse en elevator med sit hoved, tåle mange slag, skaller og fald og så er han blottet for selvindsigt, situationsfornemmelse og realitetssans. Er han komplet idiot, oblivious eller et hemmeligt geni?

På mange måder minder hans personlighed om et barns. Han er uskyldsren og naiv, tager ting bogstaveligt, er behovs- og impulsdrevet og sociale akavet – uden at opdage noget af det selv. Det gør, at han konstant siger de forkerte ting, reagerer uhensigtsmæssigt og ikke selv er klar over det. Han har dog hjertet på rette sted, er loyal som en hund og utrolig moralsk og hundrede procent god. En ægte helt. Bare en tumpet en. 

Om han ejer noget dybere refleksionsniveau er vanskeligt at bedømme. Hvis han ikke har et barnesind, så er sammenligningen med en stor, dum og elskelig hund ikke helt ude i skoven. Det skaber selvsagt nogle udfordringer for hans omgivelser.

Et gakket galleri af helte og skurke

The Ticks bedste ven og sidekick er Arthur, som vi møder i pilotafsnittet. Han er vores menneskelige anker og seerens “vinkel” ind i og i serien. Han opsiger sin stilling som revisor i et stort fremmedgørende kontorlandskab for at blive superhelt. Det kan man åbenbart i The City, som byen bare hedder, hvor det vrimler med helte og skurke.

Nogle af disse bliver en fast del af The Ticks løst forbundne slæng, hvor vi hurtigt introduceres for Captain Liberty og BatManuel. Henholdsvis statsansat patriotisk superkvinde og en zorro-lignende kvindeglad “charmør” af latinamerikansk herkomst. De er kolleger, men først og fremmest er det ulige slæng venner og har brug for hinanden.

I den evige kamp for retfærdighed og mod det onde. Som kan være Russiske Snigmordsrobotter programmeret til at myrde Jimmy Carter, ok, lidt sent, men den blev vækket til live 20 år for sent. Eller den veltalende Destroyo, tidligere overvægtig balletdanser, der prøver at klare frisag i retten efter vores helte finder atombomber og et meget tykt reb (!) i bagagerummet på hans bil. Efter BatManuel påkørte den i en parkeringskælder, hvilket giver en del problemer angående bevismateriale og procedure i retssalen…

Der er også afsnit hvor andre såkaldte helte dukker op og kommer på tværs, da de viser sig at være nogle seriøse røvhuller. Som Fiery Blaze (spillet af Ron Perlman) der er i et mildt sagt toksisk “forhold” med sit eget sidekick Friendly Fire. Eller JLA-pastichen League of Superheroes, der viser sig at være en flok arrogante og dovne fusentaster, der kun er ude efter berømmelse.

Friends for nørder som os

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er The Tick en komedieserie. En satire og spoof på superhelte, der følger et velkendt sitcom format. Afsnit af 20-22 minutter, episodisk fortællerteknik og form, hvor der ikke er den store karakterudvikling fra afsnit til afsnit. Selv når der er, så nulstilles der blødt efter hver episode. Sådan da.

For der er små udviklinger i karaktererne og deres indbyrdes forhold igennem de 9 afsnit. Det er også de forhold, som bærer serien sammen med dens humor. Der er ikke nogen stor gennemgående “arc” i historien, der løber gennem serien. Det er en klassisk “hæng ud med vennerne” serie, karakterer du kan lide at være i selskab med og se hvad de nu kastes ud i, som kan løses på 22 minutter. 

Du ser det ikke for spændingen om “klarer de den mon”. Mere, hvordan klarer de den, og hvordan kan karaktererne gøre det værre for dem selv, inden de får det løst. Ofte er det helt klassiske sitcom-troper, som at gå på date, gensidige afhængighedsforhold eller som nævnt et lille retssalsdrama. Bare med et absurd superhelte twist og tilhørende humor.

Humoren holder stadig det meste af vejen, selvom serien har 25 år på bagen. Der er en joke eller to, som ikke ville være politisk korrekt i dag (men som i seriens kontekst stadig er sjove!), men ellers virker jokes, situationer og udførelsen stadig overraskende frisk.

Castet og deres kemi stjæler serien

Her afhænger alt af casting og hvor godt skrevet det hele er. Og her leverer The Tick virkelig. Alle spiller godt og er perfekt castede. Seriens tone er gennemført, bevares, man lurer hurtigt fremgangsmåden og opbygningen, men dialogen og plots er velskrevne og skarpe. 

Patrick Warburton ER The Tick og formår at gøre den gummidragtklædte muskelklump varm og elskelig bag muren af tumpethed. Eller vanvid?! Er han mentalt handicappet? Nuvel, Warburton spiller The Tick som et umiddelbart velartikuleret væsen, der spyr heltemodige gloser med klippefast overbevisning og højtidelighed – men det er 99% af tiden enten forfejlet, misforstået eller det rene vrøvl. 

Arthur spilles med en nørdet uskyld og usikkerhed af David Burke, der på en måde har en ung Rick Moranis energi. Hen er kejtet, lidt nervøs og akavet. Kemien mellem de to, både Arthur og The Tick og de to skuespillere, er rigtig god. En slags kikset odd couple, der har brug for hinanden, gør hinanden bedre, men som også kan gå hinanden på nerverne. Ok, The Tick opdager ikke det sidste, men…

Og så er der Captain Liberty, spillet sikkert af Liz Vassy og BatManuel, i skikkelse af Nestor Carbonell (kendt fra Lost, som den mystiske Richard Alpert). BatManuel er et af seriens højdepunkter. Spillet med swagger og på overfladen usvigelig selvsikkerhed af Carbonell, men det dækker tydeligvis over ensomhed og smerte. De to har en “will-they-won’t-they” dynamik kørende, som igen peger tilbage på et af de dybere temaer i serien: ensomhed.

Et kærlighedsbrev til superhelte og deres fans

Det er ikke bare gak og løjer og gode grin i The Tick. Meget af det er, men der er en underliggende smerte i samtlige karakterer. En usikkerhed og frygt for at være alene, der binder dem sammen. Uden at de ved det, er de afhængige af hinanden. Det bliver ikke super dybt, men det er der, og giver serien masser af hjerte. 

The Tick er ved første øjekast ellers bare mest absurd situationskomedie med velskrevet og velleveret dialog. Men Edlund (der er producer på serien) og co har forstået, at du ikke gider hænge ud med de her karakterer, hvis det er ren overflade og satire. Den fylder meget, men hjertet banker nedenunder det hele.

Der er for mange morsomme optrin til at remse op, generelt er The Tick en kærlig “roast” af superhelte og kærlighedserklæring til hele genren. Set gennem en fordrejet linse, hvor man kan tage pis på alle klichéerne og arketyperne, vi kender og elsker. Serien er “klog”, men den er nok også mest for fans og folk som “os”. 

Det er nok også en af grundene, ud over mangelfuld opbakning fra tv-selskabet, der “begravede” serien i sendeplanen uden meget promovering, til at The Tick kun fik 9 afsnit. Det er en skam, den er virkelig vellykket og værd at se. På den anden side, så blev den ikke hængende så længe at formatet nåede at blive slidt og trættende – nu kan den nydes som en lille kult perle. 

The post The Tick bider fra sig på Netflix appeared first on Kathoom.

Missionen ser ud til at lykkes. Det er i hvert fald det indtryk man får, når Aaron og Guéra uden omsvøb og fingre imellem afdækker livet i et indianerreservat i South Dakota. Et område præget af stor fattigdom, ringe levevilkår, kriminalitet, misbrug og håbløshed. Dog er der et lys for enden af tunnelen, som måske kan bringe reservatet tilbage på fode.

Et nyt casino er ved at åbne og forhåbentlig give økonomien en vitaminindsprøjtning. Hvis det ikke lige var fordi, at ejeren er den lokale gangsterboss. En tilsyneladende skruppelløs, koldblodig morder med mere end “bare” menneskelig i lasten. Han aner dog ikke, at hans organisation er ved at blive infiltreret af en fra egne rækker.

En frafalden indfødt, der intet har tilovers for reservatet, dens indbyggere, hans egen familie og stedets komplicerede fortid. Han er blot ude på hævn.

Der er noget råddent i reservatet

Da vi forlod reservatet sidste gang var vores hovedperson, Dash, undercover for FBI, godt i gang med at infiltrere underverdenen. Officielt ansat i reservatets politistyrke, men i højere grad håndlanger der steg i graderne hos gangsterboss (OG politichef) Red Crow. Den tilsyneladende skruppelløse Casinoejer/narkobaron/chefen for det hele.

Dashs mor Gina blev fundet efterladt myrdet og skalperet på en øde landevej, på vej til Kansas for at mødes med hendes gamle medsammensvorne fra en indiansk aktivistgruppe. I 70erne kæmpede hende, Red Crow og flere for de indfødtes rettigheder og gik op mod det mægtige statsapparat. I dag ville de sikkert blive stemplet som terrorister.

Kampen kulminerede med det koldblodige mord på to FBI agenter på reservatet, mord som … i sidste ende tog faldet for. Men hverken den stædige og hårdkogte agent Nitz, som var både involveret og PÅ sagen dengang, købte aldrig den officielle historie og indrømmelse. Og hvis han gjorde, var han ikke tilfreds før alle involverede var enten døde eller bag tremmer.

Det er ham, der har fået plantet Dash (som han har en klemme på i forvejen) som FBI undercover agent. Nu skal Red Crow, Gina og de resterende skyldige ned med nakken – med alle nødvendige midler. 

Scalped er brutal, barsk og blodig

Jeg vil ikke dykke FOR meget ned i detaljer, handlingstråde og udviklingen i historien i Scalped Book Two. Det ville både være for omfangsrigt og ødelægge fornøjelsen, som jeg vil anbefale man selv får – for Scalped er virkelig fremragende!

Og fucking grum, grusom og trøstesløs. Jason Aaron har skruet et tilpas driftsikkert “undercover/crime”-plot sammen til at historien hele tiden har lidt fremdrift og den rette mængde spænding. Det er dog i stigende grad ikke det, som driver værket i Scalped og griber en. Det er skæbnerne og den overordnede fortælling.

En barsk fortælling om ikke at have andre udveje end de mest lortede. Det her er bunden af samfundet, faktisk eksisterer reservatet på en måde udenfor resten af USA. Glemt, ignoreret og gemt væk. Familiens skam og dårlige samvittighed.

Og de ved det. Indbyggerne, som vi møder flere og flere af gennem Scalped, er udmærket klar over deres position og værdi i andres (nationens) øjne. Det betyder ikke at man accepterer det, det er dog bare vilkårene. Som tackles gennem misbrug, vold, kriminalitet, sex, tab af identitet både personligt og kulturelt… you name it.

Flere brikker til et større puslespil

Scalped og reservatet er gennemsyret af en følelse af degeneration af en nations tabte sønner og døtre. Også internt i reservatet, for trods de grumme omstændigheder og vilkår er mange af karaktererne bestemt ikke blandt Guds bedste børn. Forståeligt naturligvis, men det undskylder i sidste ende deres handlinger. Det er med til at forklare dem.

Her er svigt i alle former, teenagere der bliver eneforsørgere, narkokurerer eller håndlangere i træning. Forældre, der tæver deres partnere og børn. Korruption. Prostitution. Manipulation. Der er nærmest ikke noget indenfor depraveret adfærd eller psykisk og fysisk overlast, som ikke berøres i et eller andet omfang i Scalped.

Fokus drejer i lange perioder helt væk fra Dash og hans mission, som var drivkraften i Book One. Det skader bestemt ikke. Ikke at Dashs plot og mission ikke var interessant, det er den for så vidt stadig. Men “scoopet” føles større, som karakterer og triste skæbner introduceres og får deres egen større eller mindre plads i det samlede billede.

Og man får netop indtryk af, at det er et stort puslespil med et krakeleret motiv, som Aaron har lagt her. Han farer ikke vild eller kommer på vildspor, der er en mening med samtlige stier og udflugter – mange opdager man først langt senere i fortællingen.

Døde mødre og deres fortabte sønner

Et eksempel, som på en måde rummer lidt af det hele og på fornem vis binder elementerne sammen, er historieforløbet der bærer titlen Dead Mothers (hæfte #13 til #17 i serien). 

Dash Bad Horse er på overfladen uberørt, nærmest glad (i sin bitterhed) over mor Ginas død. Han kaster sig i stedet helhjertet ind i en sag om en prostitueret, der er blevet kvalt af en kunde. I værelset ved siden af hendes 3-4 børn, hvoraf den ældste, Shelton, der er i sine tidlige teenage år, fungerer som familieoverhoved. 

Shelton og Dashs forhold gror tættere, som Dash arbejder på sagen. Dash bliver kortvarigt nærmest en surrogat far for Shelton, og lærer ham blandt andet at skyde… Han og hans søskende ender dog med at blive sendt til noget familie i Canada. Shelton når dog aldrig frem, han har andre planer. 

Sideløbende bliver man klar over, at den hovedmistænkte er en vis Diesel, som vi fra tidligere ved er en særdeles afstumpet og brutal herrer. Nå ja, og reservatets ANDEN undercover agent, så Dashs hemmelige “kollega” OG fredet af Nitz trods hans ugerninger. Derudover kaster Red Crow sig over, at få opklaret mordet på Gina, da ingen tilsyneladende rigtig interesserer sig for den “døde kælling” ud over ham?!

Komplekse karakter og deres forfald

Plottet er endnu mere komplekst, trådet og fortættet end hurtigt beskrevet her. Og det er spundet med et stramt greb af Aaron, der derudover har nok tricks i ærmet, der rammer dybt og der hvor det virkelig gør ondt. Det er IKKE følelsesporno eller bliver for konstrueret, det er faktisk meget elegant udført. Og forbandet trist.

Kompleksiteten vokser ikke kun i plottet, men siver over i karaktertegningerne. Der bindes en form for sløjfe på Dashs fortælling om forholdet til moderen, men det føles ægte og “fortjent”. Og det er ikke en rosenrød forløsning, hvor han pludselig ikke er en bitter og ødelagt ung mand, der selvfølgelig dybt nede elskede sin mor. Det er mere subtilt fortalt og vist.

I det hele taget er et centralt tema i Scalped ødelagte mennesker, der forsøger at klinke skårene ved at finde brikker hos andre, som måske kan hænge sammen. Dash har Carol og omvendt. Men hun er både stiknarkoman og Red Crows frafaldne datter, så det er ikke ligefrem ukompliceret. Eller sundt. Hjælper de eller fastholder de hinanden i deres mønstre? 

Når vi når et punkt mod slut i Book Two, hvor Dash spørger Carol om hun kan vise ham, hvordan man skyder op, har man fået et slags svar. Man vidste nok ubevidst godt hvor det bar henad, alligevel er det lidt af en gutwrencher. Det taler igen til Aarons fordel og som en ros til hans måde langsomt at plante fortællemæssige frø og lade dem vokse.

Er Red Crow Scalpeds egentlige hovedperson?

Æblet falder ikke langt fra stammen. Det bringer os til det største Oglala Lakota træ i Prairie Rose reservatet: Chief Red Crow. For er HAN den egentlige hovedperson i Scalped? Man kan argumentere for det, eller i mindste fald at han udvikler sig til det i handlingen i Book Two. Både plotmæsigt men især emotionelt.

Hvilket jo virker absurd, når han er en koldblodig morder, i overført og meget bogstavelig forstand. Et forkasteligt menneske med så mange lig i lasten, at han selv har opgivet at tælle. Eller remse dem op. Synderegisteret er LANGT. Alligevel ender man med, hvis ikke fatte sympati, så føle en lille smule med og for ham. Ikke fordi han får en vild og voldsom redemption arc, det er ikke Hollywood. 

Nej, fordi man aner en flig af menneskelighed bag alt det ovennævnte – og han føler den pludselig SELV. Og bliver måske klar over, hvor meget han har sat over styr og mistet over årene. Ligesom han realiserer at selvom han er toppen af kransekagen lokalt, så er der kun en udvej også for ham. Som alle andre er han fanget og vejen ender blindt. 

Øjeblikket, hvor han indser at også hans skæbne på den måde er beseglet, og den flig af genfunden menneskelighed og et “selv” dybt indeni må opgives, er et andet “højdepunkt” i book two. Det er stærke sager, det er menneskeligt komplekst og det er utroligt godt formidlet. 

Ingen vej tilbage…

Du ved dog også det nok er ensbetydende med et point of no return for Red Crow. Han havde her en sidste chance for en form forløsning og “tilgivelse”; men valgte at gå planken ud og fortsætte den kurs han var slået ind på. Det betyder normalt døden i denne form for fortællinger.

Om Jason Aaron overrasker må tiden vise, men Red Crow befinder sig i en slem knibe, når Book Two slutter. Han har lagt sig ud med sin “overordnede”, Johnny the Tongue, en topgangster fra Minneapolis. Tungen har spøgt i baggrunden igennem hele fortællingen, som både Red Crows “chef” og finansielle investor i det nyåbnede Casino.

At han IKKE er en man lægger sig ud med, har man allerede fået et alvorligt hint om. Johnny the Tongues højrehånd/”muskel”, Mr. Brass og dennes asiatiske goons er sendt til reservatet, som en høflig “reminder” om hvem der bestemmer! Mr. Brass er en lille, ikke videre anseelig ældre mand af asiatisk herkomst. Og fuldblods psykopat og sadist.

Mr. Brass tager sit arbejde alvorligt, og efterlader et spor af torturerede og maltrakterede lig i kølvandet. Bare fordi han kan – og nyder det. Og der er intet, Red Crow kan stille op. Medmindre han vil lægge sig ud med toppen af underverdenen og underskrive sin egen dødsdom. Det er DEN kurs han vælger at gå planken ud på da Book Two slutter.

R.M. Guerra tegner og maler med den brede pensel

Det bringer mig til tegner R.M. Guerra ( Rajko Milošević ). Den serbisk fødte og i Spanien bosatte Guerra fortjener mindst lige så stor ros og kredit for sit arbejde på Scalped, som skaber og forfatter Jason Aaron. 

En ting er at han tegner så blodet sprøjter (bogstaveligt) og maler vold som få, men han bringer liv, ånd og noget taktilt til Scalped. Og Scalped ER voldelig og brutal, på en meget rå og udpenslet måde. Men der svælges ikke i det, det er bare en del af denne verden. Som eksploderer i nådesløse glimt, så siderne flyder over med det.

Det er dog kun en del af det samlede billede. Et samlet billede, hvor Guerra blander den barske portrættering af håbløs fattigdom blandt fortabte tabere med noget, som på underlig vis er næsten…. smukt? Ikke at der går rendestens romantik i den, hvor ting forskønnes, men det er så atmosfærisk og stemningsfuldt formidlet, at man momentvis kan miste pusten. 

Guerras figurer, især ansigter, har en tilbøjelighed til at blive fremstillet i en lidt karikeret stil. Af og til bliver det liiidt for meget og forstyrrende, eksempelvis ligner Diesel med sin kæmpe kødknold noget fra en 80er actiontegnefilm – det er jeg ikke helt solgt på. 

Davide Furnò tager over som tegner i et par numre, og gør det mindst lige så godt. Hans stil er mindre rå og krads, og mere drømmende og billedskøn, men det passer til historien som fortælles her.

Det hele toppes af med den lækre farvelægning bogen igennem. Om det er er den blodige action, dampende og dyrisk sex (som der OGSÅ er en del af. Scalped er ikke for sarte eller bonerte typer), landskaber, slum, ørken eller andet. Farvelægningen bringer lige det sidste til Scalpeds samlede udtryk.

Fra de nedslående og naturalistiske jordfarver helt over til noget, der matcher understrømme af indfødt amerikanske ånd og magi, til det drømmende og psykedeliske. Du kan smage jorden og sandet, lugte sveden og den dårlige usund mad. Stanken af råddenskab og forfald, duften af kapitalismens indtog og stedvise overtagelse af naturen. 

Scalped er bedst uden Bad Horse i fokus

Scalped består i alt af 60 numre, som udkom i perioden 2007-2012, hvoraf Book Two dækker numrene #12-#24. Der er altså lang vej tilbage, når denne anden opsamling slutter, og det er også lidt bekymrende. For selvom Scalped i Book Two, efter en fin start i første bog, virkelig har ramt sit groove, så bliver svaghederne også tydeligere – noget som kan trække serien ned på sigt.

I første bog var Dash Bad Horse tydeligt den absolutte hovedperson, og det trak en smule ned. Han er (og bliver) en af de mindst interessante karakterer i en serie, hvor konkurrencen indrømmet ER hård på det punkt. I Book Two træder han periodevis meget i baggrunden, og serien liver straks op og mere spændende figurer indtager spotlyset. 

Det ville være en fejl, hvis Jason Aaron serien ud insisterede på at Bad Horse slutteligt SKAL være fokus og hele hans undercoversag omdrejningspunktet. Begge dele fungerer som introduktion til denne verden, men verdenen selv viser sig at være langt mere gribende og værd at undersøge end selve sagen og Dash. Man kunne godt frygte, at Aaron ikke kunne se skoven for bare træer og ikke opdagede, hvad fokus egentlig burde være.

Den Amerikanse drøms skyggesider

For Scalped rummer en række grumme skæbnefortællinger og dybt problematiske og fejlbarlige karakterer, der bliver symbol på noget meget større og omsiggribende. Drømmen om hvad Amerika kunne være kontra hvad det er endt med at være for mange på bunden, eller helt udenfor samfundet. 

Red Crow får en sidste mulighed for at redde en smule af sig selv, men vælger at satse på det han ser virker og “vinder” rundt omkring ham: DEN fortælling om amerikansk forfald er langt mere tragisk og vedkommende end en fiktiv sag om en undercover agent med en tvivlsom personlighed. 

Jeg håber Jason Aaron formåede at opdage, hvilken historie han egentlig var ved at fortælle med Scalped. Og ikke stirrede sig blind på at Scalped skulle være crime møder moderne western, som bestemt også har sin berettigelse. Den del blegner bare når Scalped breder fortællingen ud, dropper blodbad for ægte karakterer af kød og blod. 

Om jeg når helt til vejs ende, ved jeg ikke. Så vidt jeg kan se er der kun udkommet til og med Book Three, der slutter med hæfte #34. Og de efterfølgende paperback-udgaver blev åbenbart droppet inden planlagt udgivelse i 2018? Ellers må jeg på jagt, nu er jeg næsten nødt til at se hvordan det hele ender og hvilken vej Jason Aaron slog ind på for resten af Scalped. 

The post Pensum: Scalped, Book Two appeared first on Kathoom.

Der er en lang krimi med Kerry Drake, fodbold gak og løjer med B.B.B.B. og et smut til det mørke Afrika(!) med Carolina Yes. Samt en tur på Væddeløbsbanen og et essay om Black Power?!

Seriemagasin af sin tid

Fra hippie og “nej tak til atomvåben”, over 70er frisind og oliekrise, til punkens opblomstring, BZere og Yuppie 80erne. Materialet magasinet bragte, var lige så varieret, og afspejlede de omskiftelige tider. Humor, spænding, krimi, krig, western, sport, sci-fi og meget mere. I farver, i sort/hvid eller en skrabet, falmet lav-kvalitets farvepalette.

Normalt faldt materialet, lidt forenklet sagt, i to kategorier: engelske hæfteserier og amerikanske avisstriber. Ofte løb serier kontinuerligt over mange hæfter, henvendt til raske drenge med hang til fart, spænding og action. Superhelte virkede som mere sjældne gæster, selvom man også så titler som Luke Cage og Moon Knight snige sig ind.

Bladet bragte blandt andet også den danske debut for Punisher. Ligesom man kunne opleve voldsomme sager som Conan og Judge Dredd. Men, især i de første mange år, virkede det mere “pulp”-prægede som hovedfokus.

I perioden 1968 til 1984 udkom der i alt 314 hæfter, plus en lang række ekstra udgivelser. Dermed dækkede magasinets udgivelsesperiode en af de mere omskiftelige perioder i nyere historie.

4 årtier med Kerry Drake

Kerry Drake blev skabt for Publishers Syndicate i 1943, et af mange lignende syndikater, der leverede materiale til aviser i perioden. Firmaet lukkede i 1967, men Kerry Drake fortsatte helt frem til 1983. 

Oprindeligt blev den tegnet af Alfred Andriola og skrevet ukrediteret af Allen Saunders. Som med mange andre langvarige serier fra perioden var der tilknyttet skiftende kreative kræfter, der sjældent blev krediteret for deres arbejde. Der var altså tale om en 40 årig publikationshistorie med en lang række spøgelses-tegnere/forfattere. 

At Andriola med årene var mindre og mindre, og til sidst slet ikke, involveret i arbejdet med serien var en offentlig kendt hemmelighed i branchen. Og faldt naturligvis med tiden en del for brystet, der mente han bare tog imod checken og tog al æren – hvilket jo er sandt. Sjovt nok sluttede serien da Andriola døde i 1983, selvom han på daværende tidspunkt ikke var involveret i dens produktion.

Drake startede som en klassisk privatdetektiv, men endte med at blive politibetjent. Modsat mange andre lignende helte var der ofte ikke fokus på action, men mere opklaringsarbejde og lignende politimetoder. 

Kerry Drake kunne ikke lige den dag

Således også i denne 30 sider lange historie fra SM nr. 144, der bærer titlen Idolet. Faktisk er det lidt misvisende at den hedder Kerry Drake, den titulære betjent er nærmest kun med i en lille cameo. Hans kollega, Johnny Colt er fortællingens betjent, men heller ikke han har en af hovedrollerne.

I stedet er meget af fokus på historiens to skurke og deres offer. Forbryderparret bestående af små-svindleren “Sprint” og hans fløse Liz, og den unge og naive “Skinny”, der falder i deres kløer. Parret spotter ham på en strand da “Sprint” efter mislykkede forsøg på at promovere boksning, brydning, tankelæsning og senest en fidus på travbanen, beslutter sig at prøve musikbranchen.

De har brug for et villigt og letpåvirkeligt ungt menneske, der kan manipuleres og som unge kvinder falder i stimer over. “Skinny” er ikke kun våd bag ørerne, fordi han er på stranden (og er en dreamboat i badebukser, grrrr). Han er det perfekte får til opgaven og “Sprint” mener han er hyrden, der kan føre ham til succes. Og fuppe ham for alle skejserne, selvfølgelig.

Og dem er der brug for. “Sprint” skylder penge til den lokale gangster, og låner endnu flere af ham for at finansiere hans seneste fede fidus. Der løber selvfølgelig også renter på skidtet, så han har travlt. Heldigt han hedder “Sprint”?

Sprint, Skinny og sukkermåsen Liz

Nuvel, men snushanen Colt er i hælene på ham. Colt ved dog ikke, hvilke ugler der er i mosen, da han tidligt i historien stopper “Sprint” for at køre for stærkt. Men lugter at der er noget uldent ved den suspekt udseende fyr – det er jo ikke for sjov han er politibetjent vel?

Hvis det ikke var stressende nok at skylde penge til mænd, der har mænd med store muskler og manglende moral til at inddrive dem, så er der knas i forholdet til Liz. Kællingen er træt af hans mangel på format og mislykkede fiduser! Til gengæld udvikler hun hurtigt mere end blot moderlige følelser for den blåøjede Hunk McBeefcake “Skinny”. Navnet må skyldes de stramme bukser, for.. ohhh my… han er ikke tyndfed i hvert fald…

Det eskalerer og bliver eksplosivt, da “Skinny” bliver tiltagende populær. Han begynder at omgås den unge fan Jill, hvilket Liz bliver noget mopset over. “Sprint” konfronterer Liz, der er helt hysterisk og urimelig som alle fruentimmere. Han er nødt til at få hende til fornuft ved at tage kvælertag på hende, og påpege at hun alligevel er alt for gammel til en studmuffin som “Skinny”.

Stakkels Liz!

Det hele kulminerer, da Liz findes livløs på et hotelværelse af “Skinny”, hun er tilsyneladende faldet og har slået hovedet efter først at have fået en vase i knolden. Og død af det, tragisk uheld! Der er bare et lille problem eller to. “Skinny” er på gerningsstedet, bøjet over Liz, da rengøringsdamen åbner døren.

Hvilket jo er slemt nok i sig selv. Tidligere har vi dog set den stressede og stjerne-trætte “Skinny” miste besindelsen flere gange. Hvor han blandt andet har VREDET ARMEN OM PÅ RYGGEN af Liz. Nå ja, og stukket hende en velfortjent huskekage, da hun havde snuppet nogle breve fra Jill til “Skinny”.

Så godt nok var Liz selv ude om det, hun havde været irriterende i en længere periode. Men mord er stadig forbudt. Men har “Skinny” gjort det af med den kærlighedshungrende Liz? Hvad med “Sprint” og hans gæld? Finder Colt ud af hvordan det hele hænger sammen? Og laver Kerry Drake dagens gode gerning?

Det må du jo selv gå til brugtbladsforhandleren, finde bladet og finde ud af.

Grotekst underholdende tidsbillede

Okay, jeg morede mig. Historien i sig selv og dens mordmysterie er ikke ligefrem af øverste skuffe, det er den velkendte “kvalitet” for denne form for krimier. Men hold nu op, hvor er der mange scener, hvor ting enten bare sker ud af det blå, eller gakkede optrin, der falder i “hold da op”-kassen. 

Stakkels Liz først og fremmest. Nok er “Skinny” et ungt og naivt offer i sin egen ret, og Liz partner in crime med “Sprint”. Men for mig er hun også historiens egentlige største offer og svær ikke at fatte sympati for. Nok er hun “grådig” og medskyldig, hun er jo kriminel, og virker som en klassisk golddigger, der har hægtet sig på “Sprint” i håb om gevinst.

Men hun udsættes for alt fra psykisk til fysisk mishandling, for til sidst at blive slået ihjel. Den gamle ubrugelige krage, som ingen gider røre med en ildtang! Idolet er overordnet en typisk cautionary tale om berømmelsens pris, grådighed og “forbrydelse betaler sig ikke”. Og det føles også som om det er det der er forfatterens pointe og fokus. Det største offer, mordofferet, bliver ligesom bare en eftertanke mod slut.

Det fortæller også noget om seriens “moral”, og tiden den stammer fra. Hvilket nok er det væsentlige jeg tager med, og en af grundene til at jeg fandt fortællingen så underholdende. Det er ganske grotesk det der foregår, og fremstillingen af budskabet og moralen i det hele. 

Barske læserbreve og bold Børger

Dernæst følger nogle ganske underholdende læserbreve, hvor reaktionen ikke undlader at trykke breve fra folk, der brokker sig i hvert fald. Men vi skal videre i en fart. Og stormer ind på fodboldbanen. I et fængsel?

Her huserer (og rusker tremmer) Bunkhurt’s Barske Bold Børger, eller Lag’s Eleven, som serien hed på engelsk. Hvor den var en del af Scorcher Comics, et blad der udkom fra 1970 til 1974, men nåede at udsende hele 248 numre. Serien blev skrevet af Fred Baker og tegnet af Douglas Maxted og var tilsyneladende ret populært indhold i SM.

Det må jeg vist tilskrive “tiden” og at bladets læsere ikke havde så mange ting, der kunne distrahere dem, når de smovsede leverpostejsmadder og bællede citronvand, mens de læste serier som BBBB. Den er da… den er der da! 

Karikerede fodboldfjollerier inden for fængselsmurerne, tja. Hverken tegnestil eller morskaben er lige mig, jeg er sgu nok født for sent, trods alt, selvom der står 1979 på dåbsattesten. 

Jørgen Sonnergaard på jobsafari

Kerry Drake havde nogle øjeblikke og en tone, som med nutidens øjne kan virke en kende “problematisk” på en måde man enten kan føle lidt anstødelig eller underholdende. Det er intet imod, hvad der venter i Jørgen Sonnergaards Carolina Yes, der er tegnet af spanske Francisco Cueto. 

Sonnergaard startede et helt andet sted i det han blev udlært som shippingmand hos AP Møller i slut-50erne. Allerede få år senere var han dog redaktør for tegneserieforlaget PIB. Senere gjorde han sig også som oversætter af eksempelvis TinTin, og som forfatter indenfor forskellige genrer. Sønnen, Jan, fulgte senere i farmands fodspor, som kendt forfatter – Jørgen endte med at overleve sønnen, der døde pludseligt i 2016, mens han selv holdt ud til 2021.

Her gør han sig så som forfatter på serien Carolina Yes, der så vidt jeg har kunnet finde frem til optrådte 7 gange i SM. Eftersom jeg ikke har de andre blade, eller har kunnet finde yderligere information, formoder jeg at serien dermed var afsluttet? 

Toksiske Mr. Tyler og Carolina siger ja til alt

Og SÅ skal vi ellers ud i Afrikas mørke jungle med alt hvad det indebærer af hyggeracisme og andet sjovt, der virker skrevet af en midaldrende hvid mand! For huha, Jørgen, du var da vist et produkt af din tid? Intet af det virker ondsindet, men falder mere i kategorien “tiderne ændrer sig” eller “det tænkte man ikke lige over dengang”.

“Det moderne Afrika er stadig et kontinent fuld af mystik og sort magi…”, således indledes Carolinas eventyr. Carolina har besluttet at hun skal på storvildtjagt og opsøger en berømt storvildtjæger, Mr. Tyler midt ude i junglen. Problem: han kan ikke lide KVINDELIGE storvildtjæger.

Og måske ikke kvindfolk generelt. Han er blevet brændt af engang, hvor hans udkårne, Susan Rowland, stak af med en fusentast ved navn Herman Deutsch. Med det navn er der en bismag af noget Herrenvolk. De formodes dog omkommet i junglen, i det de forsvandt kort efter. Bliver det mon vigtigt senere?

Inden skal vi dog lige hygge os i selskab med den knarvorne Mr Tyler, der har humørsvingninger som en der burde medicineres. Han går bogstaveligt fra i løbet af tre ruder, at true Carolina på klods hold med et gevær, fordi hun kigger på et maleri af Susan til at begå overgreb ved at snave hende. WTF?!

Elefantmord, bombegribbe og kannibaler

Om der er tale om noget PTSD eller Stockholmsyndrom ved jeg ikke, men Carolina lader ikke til at lide overlast, eller lade sig gå på. Mr. Tyler har skiftet mening, han tager Carolina med på jagt og hun følger velvilligt med?!

Her starter de med at løbe på en elefant, som uden kvaler pløkkes ned. Det tiltrækker en ÅDSELGRIB, som lugter føde, men det bliver uden Mr Tyler. Han plaffer kræet, som EKSPLODERER I LUFTEN. Det viser sig, at der var en tidsindstillet BOMBE spændt fast under maven på det opportunistiske fjerkræ… What the double fuck?! 

Det må være en sag for regeringen, mener Mr Tyler, han er på JAGT, ikke opklaringsarbejde. Så Carolina beslutter at undersøge sagen på egen hånd. Indtil Mr Tyler få ruder senere kommer valsende ind i historien igen – hvordan fandt han Carolina og hendes chauffør midt i junglen? Hvem ved, videre!

De overfaldes hurtigt af en stamme “indfødte” på krigsstien, der bringer dem til deres landsby. Den styres i skyggerne af en mystisk skikkelse, der lader til at være bagmanden bag de armerede gribbe. Hvem kan det mon være, hmm. Nå, de indfødte beslutter det nok er bedst at ofre Carolina og Mr Tyler til deres guder eller noget.

Ingen øver ustraffet vold mod naturen!

Den cliffhanger løses naturligvis, men nu skal vi jo ikke afsløre alle detaljer og udviklinger. Lad blot sige, at Carolina og Mr Tyler får opsporet bagmanden (og hans medhjælper!) til et bjerg, hvor der dresseres bombefugle, der skal gøre ham rig. RIG, siger jeg jer, muhahaha!!

Forviklinger og hastige plot krumspring er ved at snuble over hinanden i den halv-lange, men hastigt afviklede historie. Men vi ender med en konfrontation i en lufthavn, hvor vores skurk ender sine dage ved at falde i en maskine, der kan lave en hel træstamme om til flis?! Hvorfor stod den midt i en lufthavn?!

Det, og en del andre spørgsmål og detaljer i Carolina Yes, skal man vist ikke studse eller bekymre sig over. Fortællingen stryger af sted, det virker næsten som om den er lavet som avisstribe og sat sammen til en længere historie i SM. Og ikke nødvendigvis en historie, hvor alt hænger lige elegant sammen eller afvikles på logisk vis. 

Læg dertil at afrikanere her er chauffører eller overtroiske kannibaler, Mr Tylers kvindesyn, gribbe med tidsindstillede bomber og en heltinde, der er på storvildtjagt. You are in for a ride. Og det hele afsluttes med en form for morale, der fik mig til at grine højt. Storvildtjægeren, Mr Tyler, konkluderer efter skurken er blevet til kødflis:

“Han glemte at ingen ustraffet øver vold mod naturen”, citat Mr Tyler, storvildtjæger. 

Rodet buffet der smager af mere

Det er noget af det Seriemagasinet stadig kan. Give en ufrivilligt morsomme WTF-oplevelser, som Kerry Drake og Carolina Yes. Hvor førstnævnte er noget uheldig i fremstillingen og behandlingen af Liz, så er Carolina Yes regulært bonkers. Det behøver jeg vist ikke uddybe yderligere?

Fælles er, at man skal affinde sig med, at materialet stedvis ikke kun virker gammeldags eller “af sin tid”. Det er det jo naturligt. Andre steder er det med 2026 øjne også noget, som bestemt ikke ville gå i dag. Den slags har jeg absolut ingen problemer med, tværtimod gør det bare oplevelsen både sjovere og mere interessant. 

I bladet finder man også et side langt essay, der er skrevet i førsteperson om en der proklamerer at være “black power”. Der gives ingen kontekst, der er ingen afsender, der er ingen forklaring på, hvad det her er eller skal?! Så kan man sidde der og fundere lidt. Den slags besynderlige bidrag, tilsat korte vits-tegninger eller 3 sider, der i tegnet form forklarer lidt om hvad der sker på en væddeløbsbane (racerbiler). 

Seriemagasinet var kort sagt lidt af en rodet buffet, eller skal man kalde det en lykkepose? Nogle gang er der nitter, andre gange har man held i lotteriet og trækker gevinster. De gange jeg er dykket ned i tilfældige blade har det dog sjældent været kedeligt. Og de to ovennævnte længere historier i dette blad har faktisk givet mig lyst til at smage på mere. 

The post Fra Reolen: Seriemagasinet nr. 144 appeared first on Kathoom.

Ronin er dog ikke uinteressant, som et mislykket forsøg på at skabe noget grandiost. En sammensmeltning mellem japansk samuraikultur, inspiration fra manga og cyperpunk i en vestlig funderet tegneserietradition. 

Om ikke andet er Ronin ambitiøs og kan nu for første gang læses på dansk. Faraos Cigarer har udsendt serien i en flot og lækker hardcover, men er den pengene værd – og ikke mindst værd at læse?

Begyndelsen på et hot streak

Det kommer an på…  

Miller var red hot efter hans roste forløb på Daredevil, og stod i en gunstig position, da han skulle vælge sit næste projekt. I 1983 kunne han næsten vælge frit, selvom superstarstatus med The Dark Knight Returns, Batman Year One og Daredevil: Born Again, stadig lå et par år ude i fremtiden. 

Prøv lige at tænk på den hot streak. Og man kan alt efter temperament forlænge den med Elektra Lives, Sin City, Daredevil: The Man Without Fear og 300. Inden det begyndte at gå ned af bakke, og Miller tilsyneladende blev sin egen værste fjende. Og tilbøjelig til at underkaste sig sine værste impulser. 

Når man læser hans første store titel, hvor han selv har skabt karaktererne og historien (og tegnet skidtet), fornemmer man dog allerede visse faresignaler. En uhæmmet Miller, der får frit slag, er ikke nødvendigvis en sikker vinder.

Miller – nu uden filter

I sit senere arbejde fornemmer man, at en vis portion paranoia og frygt har fået overtaget. Sikkert ikke gjort bedre af flere år med misbrug, det plejer ikke at være befordrende for evnen til at tøjle den slags. Men Ronin gennemstrømmes allerede af en følelse af paranoia. 

Serien lider også under at fremstå overlæsset med idéer, mange halv-bagte af slagsen, mange inspirationskilder og rigtig meget, som Miller gerne vil inkludere. Problemet er, at mange af enkeltdelene ikke rigtig smelter sammen til at gnidningsfrit hele. 

Den er kort sagt lidt noget rod. Men også et fascinerende rod, og indblik i en kreativ hjerne, der var ved at koge over eller eksplodere. I tilfældet Ronin landede den måske bare en postgang for tidligt. Miller var der næsten, men her stikker det af for ham. 

Til gengæld må den have virket som en bombe på markedet i 83 alene pga. dens inspirationskilder og referencer. Manga er jo mainstream i vesten nu til dags, og har vel været det siden mindst 90erne. Men i 83? 

Ronin er en rodebutik

Historien kort, i det omfang det er muligt og det ord kan bruges i sammenhæng med Ronin. En samurai i det feudale Japan mislykkes med at redde sin mester fra et møde med en ond dæmon. Samuraiens sjæl (eller noget) fanges i et magisk sværd, dæmonen undslipper og genopstår i en ikke så fjern fremtid i New York.

En by i forfald, styret af store firmaer, især biotech virksomheden Aquarius. Der er blevet en hel by i byen, der vokser i takt med at stedets kunstige intelligens, Virgo, får mere kontrol og “evner”. Dæmonen popper op, besætter/overtager stedet ejer … . Og så starter der en fjendtlig overtagelse af hele firmaet indefra. 

En, lad os kalde det person, men han (Billy) er mest bare en torso koblet op til nogle maskiner, får kunstige arme og ben. Han har et mor-søn forhold til Virgo, som han kalder “mor”. Under et forsøg på at give ham nye lemmer, sker der et eller andet hokus pokus, hvor samuraien slipper ud af det magiske sværd – og overtager Billys bioteknologisk forstærkede krop.

Og han er pissed og ude efter hævn. Heldigt at dæmonen, Agat, som han er ude efter, lurer i skyggerne lige i nærheden. Knap så heldigt, at Agat har fået kontrol over en biotech virksomheden og dermed kan manipulere Virgo og lave en masse ballade.

Og så sker der en masse!

Samtidig med det, kører der et større politisk spil bag kulisserne i Aquarius. Mistænksomme forskere, mellemledere, bestyrelsen, en handel med et privat firma om mulig våbenproduktion. En beslutning, nogle ikke er enige i, men dæmonen forklædt som ejer synes er super fjong.

Vi følger sideløbende med den genopståede Ronin, der tåger rundt i NY, i zombie-mode (og alle de andre plot-tråde) kvinden McKenna. Hun er badass security/befalingsperson i Aquarius’ sikkerhedsstyrker. McKenna er også romantisk involveret med Peter, en af de forskere, der kan blive en kæp i hjulet for Agat/Virgo/osv. – især da “de” får Peter til at forsvinde. 

Zombie-Ronin med de mekaniske arme og ben cruiser rundt i NY, McKenna bliver persona non grata i Aquarius. Deres veje krydses, McKenna begynder samtidig at se syner, hvor hun er samurai i Japan and shit. De knalder (fordi… hvorfor ikke?) og lægger planer om at vælte Virgo og sætte en stopper for dæmonen. Tror jeg, måske?

Åh, og sideløbende med alt DET (og andre plots, jeg ikke lige orker at remse op) kan det hele måske være noget, der foregår oven i Billys hoved. Illustreret (eller ikke) gennem en lang række scener og samtaler mellem Virgo og Billy (“mor og søn”), et eller andet sted, der måske er fysisk, måske metafysisk. På en måde…

Diffus og forvirrende formidling

Er alle med? Godt, for jeg er ikke helt. Grundfortælingen i Ronin er sådan set ikke videre kompliceret, ligesom de enkelte (mange) handlingstråde kunne være til at følge. Hvis det ikke lige var fordi det hele på flere måder er knudret og unødigt uklart fortalt og formidlet. 

Miller opererer med en form, hvor mange kortere scener med skiftende karakterer hopper rundt i fortællingen. De er ofte dialogtunge, repeterende i sprogbrug eller eksposition. Afløst af længere passager, hvor der næsten ikke optræder dialog, men dvæles ved store billeder eller action.

Der forekommer ud over forvirrende sceneskift også hop i tid, der ikke rigtig adresseres – man må bare forsøge at følge med. Handlingen, hvis ikke dialogen, er tit noget diffus, så denne og de mange karakterer har tendens til at mudre sammen.

Det behøvede ikke være et problem, hvis man kunne se og følge hvad der foregik. Men Millers tegnestil og Ronins visuelle udtryk virker nærmest bevidst grimt og svært at afkode. Det er simpelthen noget af en øjebæ, hvor Lynn Varlys farvelægning blot er med til at forstærke dette indtryk.

Ronin ligner et visuelt trafikuheld

For nøøøøj jeg synes Ronin er grim at kigge på og svær at læse. En ting er smag og behag, og Miller har jo senere nærmest gjort det til at varemærke og personligt træk at tegne “grimt” – ude at det nødvendigvis ER det. The Dark Knight Returns er et godt eksempel. 

I TDKR er karaktererne groteske og deforme, omgivelserne hærgede og æstetikken temmelig frastødende. Men det fungerer, passer til historien og understreger pointer og personlighedstræk. I Ronin virker det eksperimenterende og som en grimhedsæstetik, der er der bare for at være der.

En ting er at byen NY ikke er meget andet end udvisket silhuetter. Og Aquarious ude fra ligner et grønt skumbad, der langsomt vokser og overtager NY. Det er der en pointe i. Det er bioteknik, der opfører sig som planteliv og/eller ukrudt. Men indendørsscener er ofte henlagt i mørke, eller i Aquarious’ tilfælde giftgrønne og gule farver, hvor det hele flyder lidt sammen.

Det samme med karaktererne og ansigter, der er svære at skelne fra hinanden. Sammenholdt med den ofte forvirrende dialog, bliver det lidt en kamp at komme igennem de 50 sider lange “hæfter”/kapitler.

Hvem sagde det?!

De mange actionscener lider under at det også her kan være vanskeligt at se, hvad der reelt foregår. Jo, det er voldeligt og stedvis episk, hvor Millers flair for storslået action og ikonografiske poseringer ikke kan holdes nede på trods af sig selv og det mudrede visuelle udtryk.

Alt for ofte ender det dog med at man mister overblikket, og dermed også interessen i dialog og actionscener. Og så bliver det bare snak og then some shit happens.

Det bliver heller ikke bedre, at eksempelvis Virgo, der taler en del, og dennes dialogbokse og karakterne hun kommunikerer med alt for tit roder sammen. Virgo er kun en stemme, så dialogen har ikke nogen tydelig visuel afsender, men optræder som talebobler. Oveni de andre karakterers. Dermed bruger man mange kræfter på blot at forsøge at holde styr på, hvem der siger hvad – også når der kun er to, der snakker sammen!

Miller guider heller ikke ligefrem, hverken ens blik eller forståelse af, hvem der lige snakker sammen med sit side- og rude layout. Igen leger han med formen, har ladet sig inspirere af brede Manga paneler osv., men et eller andet er gået tabt i oversættelsen. Der gør Ronin udmattende at læse og kigge på.

Millers energi er ikke at fornægte

Det er virkelig synd. For, der er som nævnt nogle spændende idéer og koncepter gemt i Millers rodebunke og kringlede fantasi. Der er måske bare for mange af dem koblet med en manglende evne til at formulere det som en større, sammenhængende vision.

Ligeledes kan man bestemt fornemme den velkendte Miller’ske energi i fortællingen. En følelse af, at det stedvis nærmest bobler over og vælter ud af ham. Spændetrøjen fra arbejdet hos Marvel er smidt, og ingen indfald er for langt ude – og SKAL ud. 

Ud over at Ronin for sin tid rummer en del vold og sex, så skal han også have ros for at det i ret udpræget grad er kvinderne, der har bukserne på. Millers kvindesyn og fremstilling af dem som sexede femme fatales er måske med rette blevet kritiseret. Men man skal også sætte det i en tidsmæssig kontekst, her er vi i 83. Og det er McKenna, som er Ronins egentlige helt/hovedperson – og måske den egentlige Ronin?

Millers mod og kompromisløshed bør også roses. Det er en serie, hvor han efter Daredevil havde fået et folkeligt gennembrud. Han kunne nemt have spillet det sikkert, men vælger i stedet at kreere en serie, der i den grad er skabt på egne præmisser og ikke prøver at please nogen.

Ronins historiske betydning

Ronins historiske betydning skal heller ikke undervurderes. Den er den bro Miller som kunstner skulle krydse for at nå til næste højdepunkter i karrieren. Og så har den dannet skole og inspireret utallige på den ene eller anden vis.

Uden Ronin er det svært eksempelvis at forestille sig Teenage Mutant Ninja Turtles i dens oprindelige form. Laird og Eastman er tydeligt inspireret af Millers Daredevil og Ronin, og fik kæmpe succes med deres skildpadder. 

Miller er også på forkant med 80ernes “Ninja craze” og fascination af japansk kultur, som senere også resulterede i det vestlige gennembrud for Manga-serier. Dem lader Miller sig som nævnt allerede inspirere af her i Ronin. Det er stadig i rå form, og jeg tror ikke Miller har forudset fremtidige trends, men han var om ikke først, så med på bølgen fra begyndelsen. 

Alt det er dog kontekst og ikke som sådan grund til at læse Ronin.

En lidt halv-dyr “fornøjelse”

For det er stadig et spørgsmål jeg væver lidt ved: Er Ronin værd at investere i og læse?

Som et eksempel på Millers udvikling og en slags bro mellem hans, trods alt, mere strømlinede arbejde på Daredevil og den senere mere eksperimenterende stil, ja. Men er man kun casual fan, eller har “almindelig” interesse for tegneserier, er det lidt af en udskrivning, at smide små 300 kr. “bare” for det.

For mere nørdede fans eller læsere er der nogle interessante koncepter og idéer i Ronin, som også peger fremad og på strømninger i samtiden. Det giver bare ikke et vellykket hele, selvom der med garanti findes store fans af Ronin derude. Folk der finder mere indhold og tilfredsstillelse i både historien og stilen, end jeg gjorde. 

Dermed bliver det også en meget forsigtig anbefaling, og jeg ville ikke kalde Ronin obligatorisk pensum. Men fedt at vi endelig har fået den på dansk, og indpakningen kan man bestemt ikke brokke sig over. Den er pænere end indholdet! Og jeg har på fornemmelsen at jeg kommer til at genbesøge Ronin – måske er der mere at hente i andet forsøg?

The post Pensum: Ronin appeared first on Kathoom.

Kaptajn Amerika kom til verden, da den stod i flammer i 1940, som et modsvar til Superman. Han blev et kæmpe hit, men da krigen sluttede, røg han på is. Her skal vi have et kig på, da helten blev tøet op igen og blev en mand uden for tid, når Jim Starenko lader ham tæve nye fascistoide fjender.

Kaptajn Amerika til tiden

I 1940 havde DC (eller deres forløber National Publication Comics) stor succes med Batman og Superman. Navnlig den sidstnævntes patriotisme og amerikanske farver passede godt til tidsånden. USA var stadig ikke gået ind i Anden Verdenskrig, men mange anså med rette nazismen som en global trussel.

Også to tegneserieskabere med jødiske rødder, forfatter Joe Simon og Jack Kirby, der begge var indædte modstandere af nazismen. Simon fik til opgave at skabe en patriotisk helt i tråd med netop Superman for Marvels forløber, Timely Comics. Hurtigt blev Kirby koblet på, og viola, de to, fik kreeret Steve Rogers aka Kaptajn Amerika.

Serien blev en kæmpe succes for Timely Comics, men efter krigens afslutning stod han pludselig uden nogle grumme modstandere hentet fra virkeligheden til at pande ned. Salget og populariteten dalede, indtil serien blev droppet i 1950. En kort genoplivning i 1953 var ikke nogen succes, men i 60erne var der hul igennem igen.

Da var Timely blevet til Marvel, Stan Lee havde været en af drivkræfterne på titler som De Fantastiske Fire og Spider-Man og Kirby var on fire. Kaptajn Amerika blev relanceret, fundet i den arktiske is (hvor han styrtede ned med fly i slutningen af Anden Verdenskrig) og tøet op.

Manden udenfor tid

Det var en noget anden virkelighed, som Kaptajn Amerika mødte i 1964 og de efterfølgende år. En tumultarisk tid med Den Kolde Krig, rumkapløb, efterdønninger af mordet på JFK, et ulmende ungdomsoprør og raceuroligheder i USA. Og en krig i det fjerne Vietnam, som skulle vise sig at blive et nationalt traume.

Hvordan navigerer en helt kaldet Kaptajn Amerika i sådan et klima? Figuren er ofte blevet brugt som spejl og til at kommentere på Amerika. Hvilket naturligt har skiftet med tiderne. Det er måske også noget, der har gjort, at han aldrig er blevet et globalt ikon på højde med “konkurrenten” Superman – før MCU-filmene gjorde ham til en filmhelt, kunne man nok argumentere for.

Superman ER jo ikke (rent teknisk set) indfødt amerikaner, i hvert fald ikke inden Zach Snyder forsøgte at omskrive oprindelsen, så han ikke blev født på Krypton og ankom til Jorden som spæd. Det gør, at Superman, selvom han også er et amerikansk ikon, kan agere som verdensborger og beskytte alle.

Grundet sin tilknytning til det amerikanske militær, det er jo KAPTAJN Steve Rogers, så fremstår karakteren måske mere som et amerikansk fænomen. Det har muligvis gjort, at Kaptajn Amerikas verdensomspændende popularitet er mere begrænset. Han virker heller ikke som om han nogensinde har været top Marvel-sællert herhjemme.

Marvelklubben og Kaptajn Amerikas korte danske visit

Det blev i første omgang “kun” til to Kaptajn Amerika Klassiker, da Interpresse overtog de danske rettigheder i midt-80erne. Som bekendt bestod en del af udgivelserne af disse tykke sort/hvid-album, hvor redaktionen kyndigt forsøgte at give baggrund via nogle klassiske historier. Og de redaktionelle sider, hvor blandt andet Marvel-Morten delte ud af sin store viden.

Kaptajn Amerika var, måske logisk nok, en af de allerførste i rækken. Bladet er nummeret som det kun femte i Marvel-Klub regi, da det blev udsendt i slutningen af 1984. Senere fulgte Nr. 2 og en række andre udgivelser som med blandt andet Kaptajn Marvel, Avengers, De Fantastiske 4 og Thor.

Nogle solgte godt og fik flere numre (eller også troede udgiverne bare mere på dem), andre fik kun et enkelt nummer, som Thor. Om det skyldes skuffende salg, eller bare var udgivelsesplanen fra starten, ved jeg ikke – men det blev altså kun til 2 numre med Kaptajn Amerika på dansk.

Senere optrådte han naturligvis i nogle af de andre nævnte titler, ligesom han var en del af Alliancen. Der også blev forsøgt lanceret på dansk i eget blad, som de i en periode delte med De Fantastiske 4. Endnu senere er der kommet diverse Mega-Marvel/Giga og lignende, samt en række mini-serier. Men noget stabilt fodfæste har Manden Udenfor Tid aldrig fået hjemme, måske fordi hans fødder er solidt plantet i amerikansk jord.

HULK SMADRE!

En mørk gyde kun oplyst af sparsom gadebelysning. Det regner. Selvom tegningerne er i sort/hvid kan man fornemme, at omgivelserne må være gråt og gråt. Kun brudt af det svage gadelys og de mørke skygger, byen kaster.

Steve Rodgers går og skumler, jaget af fortidens spøgelser, der hjemsøger hans tanker. Han har, som en ægte filmhelt fra 60erne, en tændt smøg i kæften. Han passerer en plakat, der fremstiller et stort Kaptajn Amerika ansigt. Hans alter ego forfølger og våger over ham, som en tung skygge overalt.

Roen og stemningen brydes af TO GIGANTISKE GRØNNE HÆNDER OG MUSKULØSE ARME, der smadrer igennem husmuren. HULK ER LØS, forfulgt af hæren. En misforstået skabning, som Rogers kan relaterer til, der nu har amerikanske soldater (som Steve OGSÅ må kunne relatere til) i hælene.

Rogers må droppe smøgen og lade kaptajnen tage over, og tage kommando over situationen. Han løser naturligvis konflikten, redder Hulk og dagen inden der er gået 20 sider. Der er dog et enkelt “offer”, da Hulks ven Rick Jones blev hårdt medtaget i kampens hede.

Hil Hydra!

Kaptajn Amerika slæber ham til Alliancens hovedkvarter. Det er ikke uvant for ham at miste unge mænd på en kampplads. Ikke mindst hans gamle sidekick, Bucky Barnes, der døde under Anden Verdenskrig. De minder plager stadig Steve Rogers. Han ved jo ikke, at Barnes genopstår via retcon-magi, som The Winter Soldier årtier senere.

Jones er noget insisterende og påtrængende, da han igen kommer til hægterne. Han har enten problemer med grænser, med at bedømme egne evner eller svær hjernerystelse. Men han insisterer på, at komme i mesterlære hos en noget modvillig Kaptajn Amerika. Kaptajnen når dog ikke at slippe af med den belastende knægt, inden de overrumples af en anden grønlig fare.

Det er HYDRA. Nu, hvor der ikke var flere nazier at bruge som boksebolde, må andre fascistiske grupper stille op til kollektiv afstraffelse. Ledet af den noget 60er/spion thriller/Femme Fatale sexede Madam Hydra (en Starenko kreation til denne historie) har de tilsyneladende overtaget byens kloaksystem. Og bygget en tophemmelig og ond base.

Den fascist-fest får KAP & Jones dog spoleret og Madame Hydra må tage flugten. Mens hendes mænd tager imod øretæverne.

Kaptajnen er død og genopstået

Kaptajnen og knægten går i træningslejr, får fælles flashbacks, så vi læsere kan få noget eksposition. Madam Hydras tragiske baggrundshistorie får også lidt plads. I mens har hun lagt nye onde planer og denne gang er de lige ved at lykkes.

I hvert fald slutter andet kapitel med noget af en cliffhanger. Kaptajn Amerika har valgt at hoppe i havnen, som et forsøg på at undslippe Hydra. Tropperne giver ham en våd grav i en voldsom kugleregn. Og en gennemhullet dragt og maske hives senere op af det mørke vand af myndighederne. Kaptajn Amerika er DØD!

HA, SUPRISE, det var et fupnummer, og Hydra hoppede på den!

Kaptajnen genopstår fra graven, Alliancen og co har ellers holdt lidt af en statsmandsbegravelse. Og så uddeles der ellers episke bøllebank til Hydras rakkerpak på en kirkegård, der ser helt filmisk ud. Madam Hydra må endda lade livet i en kæmpe eksplosion, meeeeen så man hende nu også reelt omkomme? Jeg tvivler.

Ordenen er genoprettet, Cap og Rick poserer sejt og vi vifter alle med vores imaginære små amerikanske flag.

Klassisk Kirby med Blodkraniet

Den sidste tredjedel af det hundrede sider lange sort/hvid hæfte er dedikeret til materiale af endnu ældre dato. Efter de redaktionelle sider, hvor Marvel-Morten forklarer noget baggrund, skal vi nemlig tilbage til en tid lige efter kaptajn Amerika blev tøet op.

Vi er tilbage i den anden Kirby-periode fra tiden omkring relanceringen af Kaptajn Amerika. Vi får et hurtigt resumé bestående af 14 sider af, hvad jeg formoder er endnu et glimrende klippe-klistre job fra den danske redaktion. Efter optøningen af den frosne Kaptajn (fundet af Prins Narmor, der introduceres på de redaktionelle sider) kastes vi ud i en kamp mod BLODKRANIET.

Dernæst følger en to-delt fortælling, hvor Den Totale Terning er omdrejningspunktet. Den vil ham BLODKRANIET også gerne have sine knoglede fingre i, så han kan få verdensherredømmet og andre småting. Dermed får vi også tidligt (på dansk) introduceret den terning, der meget senere blev et centralt plot i MCUs første fase.

Afslutningsvis fyldes bladet ud med en kort skrækhistorie af den klassiske slags. Leveret igen af Starenko, der dermed får lov til at runde det blad, han startede.

Superstar Starenkos kometkarriere

Jim Starenko har haft en lidt “sjov” karriere, hvor han hurtigt steg i graderne og opnåede superstjernestatus i branchen. Ganske imponerende taget i betragtning, at hans produktion af tegneserier var ret begrænset – og begrænsede sig til en ganske kort årrække.

Han startede ud med en broget “karriere”, som illusionist/tryllekunstner/scene-magiker og musiker indenfor både jazz og tidlig rock ‘n roll. Starenko havde altid vist interesse for at tegne, og kastede sig over at tegne diverse pamfletter og flyers. Han fortsatte over i reklamebranchen, hvorefter han begyndte at flirte med tegneseriebranchen.

I 1966 debuterede han for Harvey Comics, men kom hurtigt i kontakt med Marvel og Stan Lee. Og så fulgte det egentlige gennembrud med hans roste arbejde på Nick Fury – Agent of S.H.I.E.L.D., som han skrev og tegnede i en kort årrække. Sideløbende med små afstikkere på X-Men og, som set her, Kaptajn Amerika nummer #110-#111 + #113.

Starenko og Marvel (eller Stan Lee) havde en kontrovers i 1969, hvor Starenko oplevede at Lee redigerede i hans arbejde på en måde, der faldt ham noget for brystet. Specifikt er der tale om den korte skrækhistorie, trykt i dette blad, som Lee ikke brød sig om og pillede lidt ved.

Starenkos filmiske streg og Hollywood-stemning

Og dermed ebbede Starenkos arbejde for Marvel og indenfor tegneserier også ud. En kometkarriere på under 5 år, hvorefter Starenko kiggede i andre retninger, hvor pengene var bedre og nemmere tjent.

Starenko har senere udtrykt fortrydelse over, hvordan han reagerede på, at Stan Lee ret beset passede sit arbejde. Og at dermed også mistede (mere eller mindre frivilligt) en position, som en af Marvels topstjerner. Status og lønmæssigt lå han i slut-60erne på højde med Jack Kirby og John Buscema, så det var lidt af en bakke Starenko valgte at dø på.

Statussen er velfortjent. Starenko tegner i glimt fuldstændig fantastisk, og ikke mindst fantastisk SEJT. Han kombinerer grundprincipperne fra Kirbys stil (blandt andet maskiner og teknik tegner han så det ser super blæret ud) med tidens mere psykedeliske og New Hollywood-filmiske tendenser.

Der er noget ungdommeligt og rebelsk over den måde han tegner disse Kaptajn Amerika historier. Man kunne nemt forestille sig en ung Robert Redford, som Steve Rogers i en filmudgave af Starenkos vision for karakteren. En film, som nok i tråd med tidsånden også havde været mere spion/politisk-thriller i udseende og stemning.

Starenko KAN noget med stemning og atmosfære, der får tegningerne til at se både rå og stemningsmættede ud. Og han kan få karakterer til at posere, så de bare ser cool ud. Her fornemmer man virkelig hans baggrund, som reklametegner.

Til gengæld er der øjeblikke, hvor action med meget dynamik og bevægelse går ud over anatomien og “logikken”. Det er muligvis for at simulere og illustrere bevægelse, men af og til får Kaptajn Amerika virkelig lange lemmer, når det går heftigt for sig under et slagsmål. Det er dog småting i det store billede, og det store billede ER sejt!

55 år senere…

Jim Starenko lever forresten stadig (i måske?) bedste velgående, selvom han er født i 1938. 87 år gammel i skrivende stund, og ligner sikkert stadig en ægte superstar. For er der noget, som Starenko har formået at holde i live og lukrere på så er det hans image. Han ligner en ægte Hollywood 60er/70er filmstjerne med solbriller, bryllet hår og kæmpe vindersmil.

“Playboy”-Jims karriere var muligvis kort, og han har sikkert malket den for alt den kunne trække med sin sans for at sælge sig selv. Men den ville jo ikke gå i over 50 år, hvis han ikke havde noget at have det i. Og det synes jeg at denne tidlige Marvelklubben udgivelse understreger.

Ikonisk er måske det bedste ord, som beskriver hovedhistorien i dette blad. Selvom Kaptajn Amerika aldrig har været en personlig favorit, og dette blad ikke er blevet slidt pga. utallige gennemlæsninger i 80erne, så husker jeg det tydeligt. Der er specifikke tegninger, der har brændt sig ind på min nethinde dengang. Selvom jeg ikke havde genlæst dette blad i 35 år, så genkendte og huskede jeg visse billeder, som var det igår.

Det taler for Starenkos talent og evner. Og at han ramte et eller andet særligt i denne periode, som stadig ræsonnerer og ser pænt fucking cool ud 55 år senere.

The post Marvelklubben: Kaptajn Amerika nr. 1 appeared first on Kathoom.

Der er nok af titler at vælge imellem, når det gælder Asterix, faktisk udkommer der stadig nye album, selvom de oprindelige skabere for længst er borte. Her hopper vi dog langt tilbage i seriens historie, og kigger på en af de mere hyldede historier.

Asterix og Briterne tager vores to helte, Asterix og Obelix, en tur til de britiske øer. Her skal de assistere Asterixs halv-fætter med at få has på de skøre romere. Hvilket resulterer i den velkendte samfundssatire, skæve kig på andres skikke og øretæver i overmod. Nå ja, og de stakkels sørøvere dukker naturligvis også op og fortryder deres karrierevalg.

Goscinny og Uderzos livsværk

Asterix blev skabt af forfatter René Goscinny og tegner Albert Uderzo helt tilbage i 1959, hvor den debuterede som seriestribe i magasinet Pilote. To år senere udkom det første album i hjemlandet Frankrig, Asterix og hans gæve gallere på dansk (udsendt første gang i 1969 på dansk).

Derefter udkom der de næste mange år nærmest 1 album årligt, mens Goscinny og Uderzo var ved roret. Hvilket de var i på de første 24 album i serien frem til Goscinnys pludselig død i 1977. 24 album blev det til fra duoen, inden Uderzo overtog både skrive- og tegne opgaven.

Uderzo fortsatte Asterix indtil album nummer 34. I 2011 solgte han sin del af rettighederne til titlen, efter lidt legale tovtrækkerier og andre fiksfakserier fortsatte serien med Goscinnys arvinger og Uderzos billigelse med nye kreative kræfter om bord. Derfor udkommer der stadig nye album i serien, som efterhånden tæller 41.

Der er lidt afvigelser, hvad nummereringen angår, mellem de franske og danske album. Da forlag i Danmark har udsendt nogle af de første album i en lidt anden rækkefølge end på originalsproget. I Danmark havde Egmont rettighederne fra 1969 og frem til 2021, og udsendte i alt 38 album på via forskellige forlag. Siden 2012 har Cobolt haft rettighederne og udsendt de 3 nyeste album i serien.

Asterix, Obelix og lille mig

Min egen historie med Asterix går tilbage til den spæde start af min tegneserielæsning. Faktisk nok inden jeg reelt kunne læse, da Asterix både var at finde i min bedsteforældre og min dagplejemors hjem. Som efterladenskaber fra deres fraflyttede børn, der var teenagere i start-70erne.

Der var altså tale om det rene tegneserieguld, der nu ville være ganske mange penge værd. Asterix (OG Tintin, Lucky Luke og “alle de andre”) i originale udgave, sikkert første oplag. Men de var også allerede slidte og tyndlæste da jeg fik mine fedtede fingre i dem, i hvad der må have været 83-84.

Jeg elskede Asterix, og har læst mange af de oprindelige album fra seriens gyldne periode (op til Goscinnys død) utallige gange. Både i de ovennævnte hjem, som hjemmelån fra biblioteker og dem jeg endte med selv at eje. Jeg erindre ikke præcist, hvilke album jeg IKKE har læst af de første 20-25 stykker. Og nærmest ingen af dem er længere at finde i samlingen?!

Det sidstnævnte er besynderligt, da stort set alt andet jeg kan huske at have ejet er dukket op igen. Ikke Asterix, ud over 2-3 album, hvor det ene er i så dårlig forfatning, at jeg opgav at skrive om det her. Måske spiller hukommelsen mig et pus, og langt de fleste Asterix minder stammer fra lånte album? Eller også står der en skattekiste med tegneserier og gemmer sig et eller andet sted.

Asterix og Briterne? That’s news to me!?

Asterix og Briterne udkom oprindeligt 1966, som det 8. album. På dansk rykkede det frem i geledderne og udkom som album nr. 5, første gang udsendt i 1971. Udgaven jeg har læst her er dog Cobolt nyeste fra 2022, hvor den er tilbage som nummer 8 i kronologien.

Et album, som jeg forresten fandt i vores boligforenings byttekælder sammen med en ordentlig stak blandede Basserne, et Lucky Luke album og en stak Film-aarbøger fra midt 50erne og frem til 1969. Score? (og vi lider vel “alle” af den sygdom at man da ikke kan lade den slags ligge?!)

Jeg er ikke sikker på, at jeg faktisk har læst Asterix og Briterne før nu. Historien huskede jeg ikke, titlen kender jeg selvfølgelig, men det var ellers et album, der var indhyllet i tæt engelsk tåge for mig. Jeg husker dog, at der kørte reklamer for tegnefilmudgaven af albummet på Sky One i de gode gamle dage med parabolantenne på taget!

Da var Asterix tegnefilm mest noget jeg, og mange på min alder, forbandt med de 3 dansk-dubbede oprindelige tegnefilm fra slut-60erne. Hvor de danske stemmer til Asterix og Obelix blev indtalt af selveste Ove Sprogø og Dirch Passer – så de i min verden nærmest ER synonym med de karakterer.

Måske derfor har der altid været et eller andet, der virkede lidt forkert eller “off” ved Asterix og Briterne. Det var ikke ægte Asterix. fremstod for “moderne” og fremmedartet. Selvom albummet jo altså er fra midt-60erne og en af de oprindelige og anset som en klassiker.

Så går den vilde trylledrikjagt

Er det så det og sin status værdig? Mjoooh, det var da ikke dårligt, men min første reaktion var lidt i retning af “nå, var det bare det?”. Og at selve historien virkede en smule, ikke forudsigelig, men så da velkendt eller formularisk?! Hvilket er sært, da jeg jo netop IKKE havde læst den før og den egentlig skiller sig ud ved netop ikke at følge en sædvanlig Asterix opskrift?

Hvis en sådan findes, de tager jo sådan set ofte på en udflugt. Nuvel, turen går til England, hvor romerne har løbet de lokale over ende. Heriblandt byen, hvor Asterixs hidtil usete halv-fætter bor. Det besluttes at denne skal opsøge sin franske fætter for at score en portion af gallernes trylledrik.

Ved ankomst beslutter Asterix og Obelix sig selvfølgelig for at hjælpe fætter ved at slæbe tønden med trylledrik hjem til England. Og, skulle det vise sig nødvendigt at gokke romerne i nødden.

Herfra følger noget, der vel bedst kan betegnes som en kombination af road trip, klassisk forvekslingskomedie, samfundssatire og “mist og genvind objekt”. For tønden med trylledrik er dem naturligvis hurtigt af hænde, når de rammer England. Og så følger den vilde jagt efter trylledrikken, der ender i romersk besiddelse.

Do you speak english?

Romerne er heldigvis lige så inkompetente som altid og fatter for sent, at de sådan set stod med alle kortene på hånden. Og ender med at smide det hele på gulvet og få nogle gevaldige øretæver for besværet.

Jagten rundt i det britiske er egentlig bare en “undskyldning” for Goscinny og Uderzo for at gøre kærligt grin med briter og deres skikke og brug. Og indirekte andres syn på selvsamme, for det handler også om fordomme. Hvor det hele pakkes ind i jagten på tønden, historiens McGuffin og alle de forviklinger, misforståelser og absurde optrin den afføder.

Ud over at skikke og særpræg spøgefuldt udstilles og sættes på en spids, så er albummets helt store clue, og det historien nok er mest kendt for, håndteringen af sprog. Briterne taler sært, det hele er lidt forkert. Hvilket illustreres ved at de taler med bagvendt ordstilling, og visse ord bruges omvendt af den egentlige betydning, som vi opfatter den.

Det sker helt konkret ved at oversættelsen på en måde gengives, så dansk er skrevet med engelsk ordstilling, når briterne taler. Hvilket giver albummet sin helt egen tone og resulterer i mange morsomme sproglige “jokes” i sig selv. Det gør samtidig at det hele ikke er lige nemt at læse og forstå, hvis man lige glemmer at afkode imens.

Vandede vittigheder og tårntæsk

Ud over det sproglige og det generelle satiriske syn på briter og deres samfund, så er der naturligvis en del visuelle gags. Fra navngivning af steder og skiltning, til ting man forventer af serien, når de løber på romerne eller sørøverne.

Min favorit er nok en scene, hvor Asterix og Obelix tæver sig op, ned og op og ned igen igennem Tower of London. Det hele er set udefra, så man kun ser de to tårne og en række talebobler, der gennem korte replikker gengiver handlingen.

Det fungerer så godt, fordi man kender seriens varemærker og gengivelse af bøllebank, at man ikke behøver se det. Man kan levende forestille sig, hvordan det ser ud når de samme, arme romere får høvl gentagende gange pga. en række forvekslinger som de sådan set ikke har part i.

En lang running gag med briternes hang til “varmt vand” (det var før teen kom til øerne), har også et fint omend meget forventeligt pay off til sidst. Det er nok her noget af den nævnte forudsigelighed kommer i spil for mig.

Et element introduceres henkastet i begyndelsen, som der så bindes sløjfe på mod slut. I mellemtiden er det meningen at man skal glemme det, så pay off’et bliver det større. “Problemet” er, at lige så snart det introduceres ved man (jeg) hvad det skal bruges til, man glemmer det aldrig og sidder bare og venter på hvornår det pay off leveres.

Frisk formel i sin tid?

Det sagt, så er det et mindre kritikpunkt i det store hele. Og det er ikke meningen at det skal være et stort forkromet pay off på noget væsentlig for fortællingen. Det ER bare en sjov lille sløjfe på det hele. Alligevel irriterede det mig lidt.

Måske er noget af udfordringen ved den slags, og de her anvendte historie “beats” generelt, at man har læst og set så meget siden dette album udkom at det kommer til at fremstå, som om det følger en velkendt opskrift. Uden egentlig at gøre det, fordi opskriften var mere frisk, da den udkom første gang?

Goscinnys handlingsforløb, fortælleteknik og plotting kan man ellers ikke sætte en finger på. Historien flyder næsten gnidningsfrit, let og elegant fra start til slut. Og står nærmest aldrig stille, og føles samtidig ikke forhastet. Der stoppes op, tages sidespor og foretages benspænd, og alligevel er vi konstant i bevægelse.

Uderzos tegninger og visuelle fremstillinger af hele menageriet er selvfølgelig lige så vellykkede og elementære for den elegante afvikling. Det hele sprudler med masser af små detaljer, store scener og næsten konstante “sceneskift” med et væld af skiftende baggrunde og et rigt persongalleri.

Asterix gennem nostalgiske briller

Asterix og Briterne bliver nok ikke en af mine favoritter i serien. Jeg savner et eller andet, måske synes jeg den sproglige gimmick bliver lidt trættende i længden og samfundssatiren af England virker noget gammeldags i 2026.

Det taler dog muligvis ind i et mere overordnet problem. Jeg læste Asterix første gang for over 40 år siden, men har nok ikke læst et album de seneste 30. De her klassiske historier er låst i tid og produkt af en tid, mens jeg selv (vil jeg påstå) har bevæget mig, hvis ikke frem, så et meget andet sted hen. Og konsumeret uanede mængder kultur i mellemtiden, der har præget min smag, referenceramme og alt det der.

Så kan et album, som Asterix og Briterne, som jeg ikke har et direkte nostalgisk forhold til i forhold til andre titler i serien, nemt komme til at støve lidt. Det er endda tænkeligt, at jeg kunne læse et album i serien, som teknisk set er dårligere end Asterix og Briterne, og synes bedre om det, fordi jeg har gode barndomsminder forbundet med det.

Dermed bliver Asterix nok også en af de serier, som jeg har vanskeligere ved at have et fortrinsvis objektivt forhold til, når jeg forsøger at bedømme de gamle album. Med alt det ovennævnte taget i betragtning og med de forbehold vil jeg dog konkludere, at Asterix og Briterne selvfølgelig er obligatorisk læsning og pensum.

De er skøre de romere… og briter.

(Billederne stammer fra Colbolt udgave af albummet, som kan købes HER)

The post Pensum: Asterix og Briterne appeared first on Kathoom.

Jeg har tidligere anmeldt de foregående 4 TPBs i serien, og været ovenud begejstret. Og også dykket ret meget ned i de konkrete detaljer i serien, som jeg må formode man er nogenlunde med på, hvis man sidder og bruger tid på at læse mine tanker om vol. 5.

Sandheder med modifikationer

Sidste gang tog vi en afstikker, på en måde, og fulgte mestendels Department of Truths russiske pendant. Det herligt betitlede Ministry of Lies. I det mindste pakkede kommunisterne det ikke ind.

Sandheder og løgne, sandheder der er løgne, løgne der bliver til sandheder. Og vicer versa og på kryds og tværs, hvad kom først, hønen eller ægget, og hvordan? Tynion har nu allerede serveret en grundig (historisk – fiktiv OG faktuel) indføring i baggrundsstof og præsenteret kontekst til konspirationsteoriers oprindelse og anvendelse gennem tiderne.

Ligesom vi gennem hovedhistorien med den nyansatte agent Cole og hans arbejde, samt afstikkere og “sidemissioner” med andre karakterer, blev trukket ind i DoTs komplekse fortælling og plot. Hvis nok tror på en teori, så bliver den i dette univers til virkelighed: det forsøger DoT at holde styr på, så verdens ikke går helt af lave.

Eller GØR de nu det?! En anden hemmelig organisation, Black Hat, arbejder for at trække tæppet væk under DoT og afslører deres virkelige motiver. At kontrollere sandheden. Kontrollerer du DEN, kontrollerer du USA, og dermed også det meste af verden.

Bare en syndebuk…

På den anden side har vi så Ministry of Lies, eller havde, da Den Kolde Krig var brandvarm. Det forsøger det samme bare fra et russisk perspektiv. Truth og Lies er modstandere, men også to sider af samme sag. I bogstavelig og overført betydning.

I dette bind 5 befinder vi os mestendels under Den Kolde Krig, mere præcist i start 60ernes USA. Omdrejningspunktet er endnu engang morder på JFK og Lee Harvey Oswald. Han overlever jo som læsere af DoT vil vide hele miseren og er blevet leder af DoT – bare for at gøre det hele endnu mere underligt.

Vi har fået NOGET af denne Lee Oswalds baggrundshistorie, ligesom han har optrådt som en væsentlig bifigur i skyggerne i agent Coles hovedplot. Men her drejer fokus fuldt over på Lee fra slut-50erne og frem til d. 22 november 1963. For hvad skete der egentlig den skæbnesvangre dag i Dallas, hvordan endte Lee i den situation og hvordan slap han (åbenbart?!) fra det med livet i behold.’

Og hvem eller hvad FANDEN var det så, der blev skudt af Jack Ruby i stedet for Lee Oswald?! “Just a patsy”…

Kontroller narrativet og kontroller verden

DoT og Tynion er ikke blevet mindre ambitiøs eller kreativ i sin fortælling og leg med sandhed, løgn, fiktion, konspiration og alt midt i mellem og mere til. Det er vanvittig godt og fængende fortalt, og mindre indviklet og forvirrende end det kan lyde på skrift. Og jeg har ikke nævnt en brøkdel af alt det der foregår!

Det hjælper, at det virker som om trådene mærkbart begynder at mødes og flettes tydeligere sammen her. Tynion er tilsyneladende færdig med hans enorme (og lidt langhårede) etablerings- og kontekstarbejde og kan begynde for alvor at høste, hvad der er sået tidligere.

Også tematikkerne og de underliggende budskaber, der noget forenklet vel kan koges ned til “kontroller narrativet og du kontrollerer folk og kan forme verden som du vil”. Det løber som en rød tråd her, fra Lees ønske om at “være noget”, den amerikanske drøm, Hollywood drømme/glansbilleder til UFOer og mord på præsidenter.

Tynion vil nok gerne sige, at det er lige meget hvad det er. Religion, Big Foot, rumvæsner, statsdannelse, filmstjerner, månelandinger, flat earth. flagermusemænd… I de rette (forkerte) hænder med de rette redskaber, så kan ting bruges til at forme en nation eller verden i det billede man gerne vil se. Og det er FUCKING skræmmende, for det virker: før, nu og nok også i fremtiden.

Sandt eller falskt er i sidste ende lige meget

I en tid med fake news det ene og det andet, SoMe “sandheder”, en præsident i USA og en i Rusland, der konstruerer hver deres sandhed og verdensbillede så virker en serie som DoT jo beklageligvis højaktuel.

For det er netop en af hovedpointerne, hvis ikke hovedPOINTEN, det er lige meget som det er sandt eller falsk: bare du får nok til at tro på det. Om det så skal bruges som afledningsmanøvre, kontrolelement, magtudøvelse eller bare pleaser dit megalomane ego.

I DoT er Lee Oswald så opslugt og en del af den verden han har forsøgt at konstruere og forme (og værne om), at han ikke længere er sikker på, hvad der egentlig er sandt eller løgn. Heller ikke angående ham selv eller detaljerne i hans liv. Men er det egentlig ikke lige meget, når alt kommer til alt? Hvis bare man tror NOK, så bliver ting jo virkelige for en i sidste ende.

Det kan lyde som om Tynion koger supper på de samme temaer som hidtil, hvilket på sin vis er rigtigt, men suppen er ikke blevet tynd, selvom smagen efterhånden er velkendt. Og så har jeg ikke engang nævnt den mystiske røde dame, filminstruktør Frank Capra, Marilyn Monroe og hendes nye oppasser, russeren Gregori og og og…

Stadig en visuelt overdådig serie

En der fortjener at blive nævnt og fremhævet er tegner Martin Simmons, der fyrer på samtlige cylindre. Det er en ren tour de force, hvor han ikke bare sætter sit aftryk, bakker historien op, men er med til at definere og løfte hele serien.

Han har serien igennem været fremragende, og vist at han behersker mange stilarter. Det har indimellem også været grænsende til “for meget af det gode”, så visse passager blev så visuelt slående eller overvældende, at man skulle knibe øjnene sammen for at få det hele med.

Stilen, eller stilene, er stadig vild, alsidig og kan være overvældende. Men ligesom Tynions skriverier og historien, så virker det her som om det bliver knap så uoverskueligt, som det indrømmet kan fremstå i tidligere bind. Om det er bevist, og en for at understrege pointen, tør jeg ikke sige, men det er som om trådene også flyder sammen rent visuelt og tegner et lidt tydeligere billede.

Eller også har jeg bare vænnet mig til det hele, og kan nemmere følge med? Hvorom alting er, DoT vol. 5 er en visuel fryd for øjne og sanser. Der er ikke et billede, en side eller en dobbelt side, hvor det ikke virker som om der er kælet for de mindste detaljer og tænkt over tingene.

At trække tiden med stil

Tynion træder en smule vande og tygger drøv på efterhånden velkendte elementer for serien, men han gør det med stil. Plotdele udvides og uddybes, men spørgsmålet er om det i sidste ende er voldsomt nødvendigt?

Jeg vil ikke kritisere folk for at lade en historie ånde og vokse langsomt, eller bygge ovenpå en mytologi og føje detaljer til. Tynion er en elegant fortæller, der som regel gør det på snedig vis. Det er mere et spørgsmål om, om det føles relevant for det samlede billede, eller mere minder om en form for appendix i perioder.

Nu må brikkerne i hvert fald være sat tilstrækkeligt op og beskrevet til at historien for alvor rykker sig videre næste gang. Det rejser dog de næste spørgsmål: Er agent Coles mission interessant nok til at bære DoT? Vi har allerede fået en grundig gennemgang af motiver og baggrund for mange karakterer i serien, og det er svært at se hvad det skal munde ud i?

På sin vis kunne DoT være sluttet lidt “uforløst” med bind 4. Så havde vi ikke fået en form for afrunding for agent Cole, men fred være med det. Men de større linjer, pointer og budskaber om konspiration, magt, kontrol over narrativet og tilhørende strukturer og mekanismer, virker ikke som noget, der behøver en egentlig konklusion – de er jo netop “evige” og menneskeheden dømt til at være dem underlagt.

Plus:

• Tynnions fortsatte flair for at fortælle
• Grundig i sit arbejde med at bygge verden og karakterer op
• Interessant præmis og bearbejdelse af højaktuelle emner
• Visuelt imponerende og opfindsom som altid

Minus:

• Mere af det samme
• Er pointerne udtømte og selve historien interessant nok til at strække den yderligere?

Konklusion:

Department of Truth holder sin vanlige højde standard, hvad de visuelle og fortællemæssige angår. Plottet bremser dog noget op og vi zoomer ind på mere baggrund – er det stof vi egentlig behøver? Serien er dog stadig meget læseværdig og de underliggende pointer aktuelle og tilsyneladende evigtgyldige.

The post Anmeldelse: Department of Truth vol. 5 appeared first on Kathoom.

Indholdet er dog hentet fra start-60erne, og fungerer fint som sædvanlige Silver Age nonsens. Superman lider af eftervirkninger fra rød Kryptonit, og har nogle bizarre mareridt om at opføre sig som en skurk.

Der optræder hypnose, en invasion fra rummet, fangeflugt og Superman som lommetyv på galopbanen. I andre historier i bladet møder vi Lynet og for en kort bemærkning Superboy.

Rød kryptonit haves, redaktionel retning savnes

Nu skrev jeg bladet, men det er mere tale om et album i hardcover (inkl. en forside tegnet til albummet, selvom indholdet er genoptryk). OK, det VAR hardcover da det udkom via I.K. Forlaget i 1971, men tidens tand har spist ryggen af albummet.

Tidens tand tygger også i indholdet, der udgøres af Action Comics #267 (1962) + #316 (1964), Superman #165 (1963), Superboy #146 (1968) + #153 (1969), Flash #195 (1970). Dog ikke i nævnte rækkefølge, men hulter til bulter. Så tak til altid brugbare superhelteserie.dk for deres fine index.

Redaktionelt indhold, som kunne forklare (eller digte) en form for sammenhæng, eller mening med udvalget, er der naturligvis intet af. Tilmed er Superboy materialet i sort/hvid, så det der med kæmpe nummer i farver er en sandhed med modifikationer. Der synes at være en form for “tema”, der omhandler rød kryptonit og dets virkning. I hvert tilfælde i noget at materialet, som I.K. valgte at bringe her.

Forlaget I.K. er kort for “Illustrerede Klassikere, grundlagt af Stig Jensen i 1955. Kendt for netop Illustrerede Klassikere og en række superhelteudgivelser. Blandt andet Batman og Superman op gennem 70erne, men også en række Marvel titler. Da havde forlaget skiftet navn til Williams Forlag.

Superman som… SKURK?!

Helt i tråd med, hvad man kender fra netop Williams årene, så ser de altså stort på småting som kontinuitet i en udgivelse som denne. Vi vælter rundt mellem historier, karakterer og årstal. Hvilket blot er med til at forstærke den gennemgående følelse af god, gammeldags tegneserier wackiness.

Superman har bivirkninger fra at have været udsat for Rød Kryptonit, og der er nogle hævngerrige rumvæsner fra WEXR 2 ikke sene til at udnytte. De kalder sig ligefrem Hævnpatruljen og udsætter Superman for deres “drømme-projektor”. Han falder i søvn imens han flyver og har et langt mareridt, hvor han under påvirkning af skurken Super-Hypnotisøren begår forbrydelser!

Han er bevidst under sine ugerninger, men er nødt til at adlyde, når han tømmer folks lommer på travbanen, forårsager en fangeflugt eller tømmer Fort Knox for guld. Man kan undskylde og bortforklare noget af den manglende logik i scenarierne med, at det er en drøm.

Især Fort Knox røveriet er pænt skørt, når han smelter alt guld med sit varmesyn og fylder det smeltede guld på tankbiler – ville guld ikke veje det samme i flydende tilstand og få lastbilerne til at brase sammen? Nuvel, til sidst er det den gode gamle Perry White, som er med til at redde dagen og vække Superman fra sin døs.

Clark Kent knuser hjerter

Den røde kryptonit er på banen igen i næste Superman-fortælling, hvor vores helt mister både hukommelsen og sine kræfter midlertidigt. Begge dele er sket i separate tilfælde tidligere, får vi at vide, men heldigvis er virkningen af rød kryptonit forskellig fra gang til gang. Undtagen altså denne, hvor der er en sjælden dobbelt-virkning. Pokkers!

Superman begraver sin dragt og tegnebog, vandrer rundt på må og få, indtil han besvimer på en gård. I armene på datteren til gården, Sally, der straks tager sig af den fremmede og giver ham logi. Pappa Selwyn ejer både gård, olie og andet, som gør ham til en holden mand. Sally er kort sagt et godt parti, hvilket medhjælperen på gården, Bart også har set sig lun på og regner med at kunne gifte sig til det hele.

Desværre (for ham) falder Sally for Clark (der nu kalder sig “Jim White”, en kombination af Jimmy Olsen og Perry White) og omvendt. Hvilket pisser Bart så meget af, at han ikke blot forsøger at saboterer parrets chancer ved en dansekonkurrence, men begynder at udtænke måder at komme af med konkurrenten. Ja, han forsøger at få slået Clark ihjel på forskellig vis, som skal ligne ulykker.

Det lykkes næsten, da han sørger for at Clark bliver smidt af en hest til et rodeo og ender i kørestol. Hvorefter han får kørestolen til at rulle ud over en skrænt og ned i en flod. Her reddes Clark dog af Vandmanden, der tilfældigvis lige kom forbi, og efter en vellykket genoplivning i Atlantis er han tilbage i Metropolis, mens hukommelsen vender tilbage.

Hvad med stakkels Sally? Jo, hun lever videre i den tro at hendes Jim begik selvmord, så hun ikke skulle gifte sig med ham af medlidenhed! Og hun levede ulykkelig til hendes dages ende?

… og kvinder er fra Alfa Centauri

Sidste omgang Superman omhandler ikke rød kryptonit, men der er stadig romantiske forviklinger. Brødreparret Zigi og Zagi fra Alfa Centauri (vores nabostjerne en lille sviptur på 4 lysår væk), der er venner med Superman, udser sig Superman som en passende ægtemand til deres søster Zyra.

De er på vej hjem fra Jorden, da de opdager en ubuden gæst om bord på deres rumskib. Samtidig erfarer Superman at den psykopatiske morder “Slash” Sabre er undsluppet – åh nej, han har sikkert sneget sig om bord på rumskibet! Hvad ville ellers være logisk? Zigi og Zagi får dog nemt has på skurken, eller han knock outer faktisk sig selv. Så Superman, der ankommer lige som de lander, er der egentlig ikke brug for…

… men de vil jo gerne have søsteren afsat, så Superman bliver hos dem! De gemmer Sabre for Superman, så længe han leder efter skurken, bliver han på planeten. Og så kan Zyra og ham komme hinanden ved. Planen lykkes næsten, Zyra frier, men Superman er lidt “ahhhh, det der ungkarleliv er sådan set ret fedt, så…”.

Heldigvis er der en udvej. Superman slipper af med det giftesyge uden-jordiske fruentimmer ved at opstøve hendes gamle flamme, der ellers var formodet død. Og så kan han luske hjem. Sabre? Nå ja, ham havde de frække lømler for længst sendt tilbage til Jorden i en rumkapsel adresseret til ordensmagten. Små banditter, altså!

Lynet redder en hund og Superboy viser sin hybel frem

Vi hopper til Lynet, hvis historie er kilet ind midt i det hele. Barry Allen blændes i en Park af nogle gangstere, men reddes af en fremmed hund lige da de skal til at gøre det af med ham. Dagen efter er hunden hovedmistænkt i sin egen mordsag!

Ja, hunden har tilsyneladende bidt sin ejer i struben – sikkert med vilje, fordi den er MORDERISK. Den køber dyreelsker Lynet IKKE. Noget stikker under og sikkert noget med de gangstere fra parken. Kræet skal dog aflives, men Lynet forhandler sig til en 24 timers udsættelse. Han forsøger at opspore de rigtige skurke, tiden løber ud, men så kidnapper Lynet hunden og tager på opklaringsarbejde sammen med den…

Løser de mon mordgåden, redder hundens liv og finder et nyt hjem til den? Lad os bare konkludere at Barry Allen til sidst er den stolte ejer af en meget rig hund, da den også lige arvede efter sin ejer. Ja.

Superboy-materialet består af 2 x 2-3 sider fordelt i bladet. Og handler henholdsvis om Superboys fede hybel og en forklaring om hans forskellige møder med rød kryptonit. Der er altså tydeligvis tale om fyldstof, der skal få sidetallet op på det korrekte niveau. Trykt i Polen, forresten, står der på sidste side som eneste oplysning om produktionen.

Silver Age all-stars hold og reserverne

Action Comics #267 og Superman #165 er begge skrevet af Robert Bernstein og tegnet af den legendariske Curt Swan. Bernstein var aktiv for både EC og DC comics, indledningsvist ofte ukrediteret, som det ofte var tilfældet i den tid. Han er dog krediteret som skaber af Aquaman. Han arbejdede desuden som forfatter af skuespil og koncert impressionario.

Swan behøver næppe den store introduktion. Hans første krediterede Superman-historie var i 1948. Hvorefter han tegnede karakteren helt frem til sin sidste kredit på Superman var i 1988, men han var aktiv helt frem til sin død i 1996. Hans sidste store job på Superman var Alan Moores post-Crisis of Infinity Earths og John Byrnes reboot af serien Whatever Happened To The Man of Tomorrow i 1986.

Action Comics #316 er skrevet og tegnet af henholdsvis Leo Dorfman og Jim Mooney med en mærkbar forskel til følge i tone og stil. Der er dog også ret stor forskel på de to førstnævnte Superman historier, især Swans tegninger fra blad til blad. Action Comics #267 fremstår meget mere enkelt og primitivt i sin streg, mens Superman #165 ligner klassisk Superman – måske er det gået lidt hurtigt i førstnævnte?

Lynets optræden leveres i sikker og klassisk Silver Age look og stil af forfatter Robert Kanigher og selveste Gil Kane. Kane går man ikke fejl i byen med, hvis man er til Silver Age tegneserier. Mange vil nok også kende ham fra et hav af titler hos Archie, DC og Marvel Comics op gennem 50erne og frem til 80erne.

Super-skør men charmerende kulørt underholdning

Alright, Silver Age. Berømt, elsket, berygtet og måske hadet for dens fjollerier og mere eller mindre gakkede historier. Det er meget langt fra The Dark Knight og Watchmen, lad os bare fastslå det.

Det er dog heller ikke uden sin helt egen, mærkværdige og uskyldige charme. Logik og mellemregninger er der ofte ikke tid til gengæld kompenseres man så i billige grin. Og forbløffelse over, hvad forfatterne finder på at fortællemæssige “for sådan er det bare” krumspring.

Noget af det føles ret bedaget og enkelt i sin fortællestil, men man skal ikke blinke for meget. Den meget komprimerede historiefortælling gør at både vigtig information, og hurtige mellemregninger, kan blive overset i farten. Samtidig virker reglerne for karaktererne og deres respektive universer også relativt fleksible. Forklaringer af forløb og handlinger kan ofte klares med “du husker jo nok at” eller “men lige i dag er det anderledes”.

Det skal man leve med, det er underholdning, eskapisme og i høj grad stilet til børn og unge. Læsere, der ikke stiller for mange spørgsmål eller har brug for lange udredninger. Og det er gået stærkt, derfor kan det også diskuteres, hvad der er dårligt skrevet, hvad der er af ren og skær nødvendighed og hvad der er kreativt

Navnligt det sidste er noget af det, der stadig gør et album som dette værd at læse. Trods arbejdstempo og pres for at levere ugentligt, så sprudler det med hittepåsomhed og skøre indfald. Jeg morede mig i hvert fald, selvom arme Sally fik sit hjerte knust og blev efterladt med sin sorg!

NB: Sally vendte tilbage i en senere historie, hvor en Ned Barnes, der efter en kosmetisk operation lignede Superboy, dukkede op i hendes liv. Kort tid efter døde han, og Sallys blev igen efterladt kunst og alene. Jøsses, hvad havde forfatterne imod Sally?!

The post Fra reolen: Superman – Kæmpe Nummer I Farver (1971) appeared first on Kathoom.

Vi befinder os i start-70erne, hvor Stan Lee stadig skrev materialet, og hvor tegnere som John Romita og Gil Kane var med til at definere Edderkoppen for en hel generation. Det er helt klassisk Marvel, hvor det ene nummer tager det andet. Små historier og større plotlinjer væves sammen, men nye læsere kan altid hoppe på.

Bissen Bullit buldrer videre

I Klassiker nr. 4 brugte Edderkoppen meget tid på at være op imod den korrupte lokalpolitiker og gangstertype Sam Bullit, der gik efter en politisk toppost. Han manipulerede medierne, mens han brugte sine håndlangere til at fjerne konkurrenter og terrorisere Daily Bugle. Men nettet strammede til og Bullits metoder blev tiltagende grovkornede og desperate.

Vi starter i løb, Edderkoppen er endt i Gwen Staceys lejlighed, hvor Bullit prøver at påvirke Gwen. Hun mistede sin far, Kaptajn Stacey i sidste nummer, og gav Edderkoppen skylden, selvom der var tale om et uheld. Det er Bullit ikke sen til at udnytte, og Edderkoppen vælger at spille med på den for at få Gwen væk fra Bullit. Han kidnapper simpelthen Gwen, hvilket virker som en bundsolid plan…

Hvis det ikke lige var fordi, at den irriterende Istappen er i nærheden og ser Edderkoppen svinge væk med Gwen. Og så skal han naturligvis blande sig, i den tro at Edderkoppen er en værre skurk. Det eskalerer selvfølgelig til nogle hurtige skærmydsler mellem de to helte, som Bullit ikke er sen til at udnytte til at forsøge at hverve en lidt modvillig Istap.

Bullit opsøger Daily Bugle for at få dem med på en hårdere smædekampagne mod Edderkoppen, men den er Jonah for en gangs skyld ikke med på. Slet ikke, da Sweaty Sam begynder at true, og kalder Robinson for en række nedsættende og racistiske ord som “Sambo”.

En historie slutter brat og en ny begynder…

Der går grænsen sgu, selv for Jonah Jameson. Peter Parker genkender nogle af Bullits medbragte goons, som nogle lyssky typer han tidligere har overværet i færd med at begå forbrydelser. Og følger efter dem. Hvilket lokker Istappen med. Han hænger åbenbart ud i nærområdet, den stalker.

Nuvel, trådene reddes ud og de to tidligere kamphaner finder ud af, at de deler plat humor og forkærlighed for at fyre rappe replikker af når der skal tæves bad guys. De har desværre allerede fået fingrene i Robinson, der sidder bagbundet i “generisk skurke warehouse nummer 47”. Hvor Bullit også befinder sig og hoverer og truer.

Han smutter dog, inden han opdager at Istappen og Edderkoppen uskadeliggør hans uduelige rakkerpak. Der ikke er sene til at sladre til ordensmagten og afsløre det hele. Mens Bullit er taget til vælgermøde og skal sætte dødsstødet ind. På sidste side falder det hele fra hinanden. Bullit er afsløret og arresteres på stedet.

Nå. Ja, OK, sådan kan man jo også runde en historie af, der strakte sig over adskillige numre. Det sluttede lidt brat og pludseligt. Mens en tekst forklarer at Gwen er så chokeret over hele miseren, at hun er rejst til noget familie i London. Hvor historien fortsætter i næste nummer.

Svingende sightseeing i London

Her får Edderkoppen lov til at lege lidt britisk krimi i Londons omgivelser, for der kommer naturligvis straks noget i vejen for hans plan om at opsøge Gwen og redde trådene ud. Parker får tiltusket sig noget ferie/job for Daily Bugle i London, men inden han når at lande i London er den gal.

På flyet møder Parker en amerikansk diplomat og dennes søn. De kidnappes af nogle, der forsøger at gennemføre en gidseltagning på flyet ved landingen. Tvivlsom sikkerhed på den landingsbane. Og så må Gwen vente lidt og Edderkoppen på jagt efter kidnapperne og deres gidsler. Der er da heller ikke andet end BØVL!

Da historien skal fylde 22 sider lykkes det ikke i første omgang, men Edderkoppen møder da lidt velvilje hos inspektør Hargraves fra Scotland Yard. Og så følger en længere jagt og sightseeing gennem London, der såmænd ender på og i Big Ben. For selvfølgelig gør den det. Og Edderkoppen klarer skærene.

Desværre har Gwen tilfældigt set Edderkoppen svinge rundt og får galoperende PTSD ved synet. Han kidnappede jo rent faktisk også HENDE i forrige nummer. At hun har set Edderkoppen, og at Edderkoppen er kommet på forsiden af de lokale aviser, gør, at Parker trækker snuden til sig.

Han tør ikke længere opsøge Gwen af frygt for at hun lægger to og to sammen, og får mistanke om, at han er Edderkoppen. Derfor opdager han heller ikke, at Gwen grundet pressens dækning kommer i tvivl om, hvorvidt Edderkoppen måske alligevel er god nok? Hun ville bare sådan ØNSKE at Peter var rejst efter hende og dukkede op. AH, goddammit.

Husk din piller, Norman!

Så er vi hjemme i New York igen til finalen i dette nummer, og introduktionen til det næste større bump på Edderkoppens vej. Den Grønne Gnom vender tilbage, og måske har vi alle, der kender Marvels og Edderkoppens historik, bange anelser om hvor det hele kunne bære hen ad.

Vi starter in medias res, igen. Peter er tilbage på Daily Bugle, men får mulighed for at få et job hos Norman Osborne. Harry Osborne og vennerne skal i teateret og se Mary Jane (der her er sammen med Harry) optræde i hendes første større rolle. Norman ejer teateret og insisterer på, at Peter også dukker op efter en vellykket jobsamtale.

Norman ser sin læge, tager sin medicin og har stadig hukommelsestab efter hans seneste kamp mod Edderkoppen. Det skal nok holde og ende godt, hvad kunne gå galt? Ud over et pludseligt tilbagefald fordi et eller andet i teatret trigger hans hukommelse, men hvad er chancerne for at det sker lige den aften? Hov, hvad er der bag den, der dør i teateret, og hvorfor begynder Norman at svede, når de passerer den?

Efter forestillingen, alarmeret af sin edderkoppesans, vil Peter undersøge, hvad der gemmer sig bag døren. Det vil en kampsvedig og nu manisk Norman også. Og han kommer først. Da Edderkoppen ankommer brager Norman, nu i fuldt Den Grønne Gnom outfit gennem døren og… fortsættes i Edderkoppen klassiker nr. 6.

Den klassiske Marvel-formel virker

Det her er helt klassisk Edderkoppen og Marvel, hvor ét plot rundes af og et nyt begynder efter et lille mellemspil. I dette tilfælde Edderkoppens udflugt til London. Som læser fastholdes man fra nummer til nummer, der er hele tiden fremdrift og nok lunser af de større plots, til at man er nødt til at få det hele med.

Hvis Stan Lee kunne noget, så var det virkelig denne formel. Og den virker. Bakket op af legendariske tegnere som Romita og Kane, så er det en vinderfomular. Så gør det ikke noget, at hovedplottet i 2/3 historier i dette blad ikke er blandt de mest interessante. Dramaet bagved, Peter og Gwens forhold, Peters relation til venner og kolleger, det er det, som fastholder en.

Og det har altid været kernen i de bedste af de klassiske historier. Vi er også kommet op i en tid, hvor der begynder at være mere på spil. Karakterer KAN dø, som Kaptajn Stacey. Mens tidstypiske temaer, som eksempelvis narkomisbrug og racisme, også adresseres. I den sidste historie redder Edderkoppen en narkopåvirket sort fyr fra at springe ud fra et højhus. Senere, da episoden kommer op i vennegruppen og Norman Osborne resulterer det i en diskussion om race og syndebukke.

Det hele ER lidt naivt og forenklet, ligesom det på en lidt kluntet måde kommer til at virke som en OBS udsendelse: Kids, narko og racisme er dårligt, okay? Men hey, historien er fra 1970 og skrevet af en midaldrende, hvid jødisk mand, så pluspoint for forsøget. Og bladet er naturligvis obligatorisk læsning, men fungerer bedst i helheden sammen med de øvrige blade i serien.

The post Marvelklubben: Edderkoppen Klassiker nr. 5 appeared first on Kathoom.